Forløb

Få greb om ulighed i kunsten og verden med Peder Frederik Jensen

I dette forløb sætter forfatter Peder Frederik Jensen fokus på forskellige dimensioner og aspekter af ulighed – og hvordan de i en praktisk social kontekst i høj grad er overlappende og gensidigt afhængige.

Forløbet har ulighed som tema
Forløbet er målrettet elever i 1.-3. g på stx, hhx og htx i samfundsfag, historie og dansk.

 

Forløbet kan gennemføres som fjernundervisning eller ved fysisk fremmøde på 4-5 moduler à 50 minutter.

Til forløbet findes en udførlig lærervejledning.
© Børne- og Undervisningsministeriet

Forløbet retter sig særligt mod fagene dansk, samfundsfag og historie:

  • I danskfaget lægger forløbet blandt andet op til at undersøge, hvordan ulighed fremstilles i ny og ældre fiktion.
  • I samfundsfag lægger forløbet op til at undersøge ulighed som et eksempel på en aktuel, samfundsmæssig problemstilling og at forstå forskellige måder at studere og diskutere ulighed på.
  • I historie fokusere forløbet på forandringer i levevilkår i efterkrigstiden samt udviklingen i økonomisk ulighed og det politiske syn på ulighed som samfundsproblem.

 

Ulighed er endvidere et relevant emne i tværfaglige forløb (SRP-/SOP-forløb) og i fællesskabsaktiviteter med fokus på dannelse.

Formålet med forløbet er desuden at løfte elevernes læring, motivere dem og styrke deres trivsel ved hjælp af undervisning af en gæstelærer, der er en faglig kapacitet på sit felt.

 

Forudsætninger, form og indhold

Ulighed er et centralt politisk tema i demokratiske velfærdsstater og samtidig en kompliceret størrelse med mange aspekter. Forfatter Peder Frederik Jensen har ulighed som tema i flere af sine værker. Formålet med forløbet er at introducere eleverne til forskellige former for ulighed og at tilbyde et grundlag for at undersøge og diskutere ulighed som en aktuel, samfundsmæssig problemstilling.
Forløbet er bygget op omkring fem videoer, som behandler temaet ulighed. Til hver video er der aktiviteter, som kan anvendes i undervisningen i et eller flere af de tre fag.

 

Tilrettelæggelse

Alle videoer findes samlet via dette link - brug linket, når eleverne skal se videoerne, så undgår de at skulle forholde sig til teksten her på siden.

Forløbet lægger op til, at hver aktivitet gennemføres over minimum to moduler. Tidsforbruget kan variere afhængigt af den faglige forankring af forløbet, herunder graden af tværfagligt samarbejde.

Det anbefales, at læreren er bekendt med centrale temaer og spørgsmål inden for de tre centrale fag.

Forløbet kan gennemføres som fjernundervisning ved brug af onlineklasserum for at understøtte gruppeaktiviteter. Der kan også gøres brug af for eksempel Padlet til at fastholde og dele elevernes pointer.

Den uddybende lærervejledning, der findes øverst på siden, rummer konkret inspiration til, hvordan der kan undervises med udgangspunkt i de enkelte videoer.

 

Forløbets opbygning

Det anbefales, at eleverne ser alle videoerne i fællesskab, selvom ikke alle videoer benyttes i alle fag.

 

Video 1: Få greb om ulighed i kunsten og verden

© Børne- og Undervisningsministeriet

Peder Frederik Jensen indleder med at fortælle om sit erhverv, og hvordan han som forfatter arbejder med at skrive om mennesker, der kan være oversete i samfundet.

Med udgangspunkt i videoen kan eleverne diskutere, hvorvidt og i givet fald hvordan der er sket ændringer i samfundet i forhold til ulighed.

I samfundsfag kan læreren introducere eleverne til beregning af Gini-koefficienter og en forståelse af ulighed som matematisk størrelse. Eleverne kan gruppevis holde forskellige forståelser af ulighed op mod hinanden og i plenum diskutere en definition om på ulighed i et samfundsfagligt perspektiv.

I historie kan eleverne undersøge ulighedsbegrebet ud fra velfærdsstatens historie og oprindelse i Danmark cirka 1960. Undersøgelsen kan enten laves i mindre grupper og fremlægges for klassen, eller den kan laves individuelt som en skriftlig opgave.

 

Video 2: Ulighed kan skabe usikkerhed

© Børne- og Undervisningsministeriet

Peder Frederik Jensen fortæller om ulighed som noget, der kan være med til at skabe usikkerhed og fjendskab. Eleverne kan på baggrund af videoen indlede med at reflektere over, at Peder Frederik Jensen italesætter ulighed som en dårlig ting.

I samfundsfag kan eleverne med udgangspunkt i John Rawls’ teori om uvidenhedens slør arbejde med en kvantitativ undersøgelse med tre trin: undersøgelsesdesign, dataindsamling og dataanalyse. Undersøgelsens formål er at undersøge respondenternes forståelse af ulighed, analysere det og bringe det frem til diskussion.

 

Video 3: Træd væk fra det, der er sikkert - og stil spørgsmål

© Børne- og Undervisningsministeriet

Peder Frederik Jensen pointerer, at vi skal stille spørgsmål til vores egen virkelighed og det, vi ser ude i verden. Han læser desuden en passage fra sin bog Det Danmark du kender.

På tværs af fag kan eleverne med afsæt i videoen reflektere over, at Peder Frederik Jensen taler om, at man skal være modig og træde væk fra det, der er sikkert.

I dansk kan eleverne analysere og fortolke værker om ulighed med fokus på for eksempel fortællerforhold, synsvinkel, fortælleelementer og komposition samt retoriske virkemidler. Et værk kunne være Det Danmark du kender af Peder Frederik Jensen. I analysen, som afleveres skriftligt, kan eleverne inddrage de pointer, som Peder Frederik Jensen kommer med i videoerne.

 

Video 4: Repræsentation af virkeligheder

© Børne- og Undervisningsministeriet

Peder Frederik Jensen pointerer, at det er nødvendigt at beskæftige sig med temaer som vold og ulighed, da det er en del af virkeligheden, som vi ikke må ignorere. Han påpeger, at kunsten kan bruges til at beskrive det ubehagelige.

Læreren kan som indledning på tværs af fag bede eleverne diskutere, hvorfor/hvorfor ikke/hvordan vi skal tale om det svære og ubehagelige?

I dansk kan eleverne arbejde med det ’ubehagelige’ i uligheden. De kan finde en lokation i lokalområdet, et sted på internettet eller en nyhedsartikel, som de forbinder med noget ubehageligt. Eleverne kan skrive et kort essay om deres fund, og hvorfor det er vigtigt at forholde sig til netop dette område/sted eller tema.

Eleverne kan herefter omskrive en kendt novelle med fokus på ulighedsbegrebet og med anvendelse af fortælleforhold fra for eksempel Henrik Pontoppidan.

 

Video 5: Behov for sammenhængskraft

© Børne- og Undervisningsministeriet

Peder Frederik Jensen taler i denne video om verden som cirkulær frem for lineær – alt hænger sammen og påvirker hinanden.

På tværs af fag kan eleverne diskutere, om der kan tales om en cirkulær verden og hvordan den i så fald ser ud. Eleverne kan i grupper eller plenum drøfte et spørgsmål om rimeligheden i, at vi kan købe mad meget billigt, selvom det er forbundet med mange resourcer at fremstille og fragte den, som Peder Frederik Jensen stiller i videoen.

I samfundsfag kan eleverne arbejde med ulighed fra forskellige vinkler. De kan få forståelsen for, at ulighed kan måles forskelligt, og at målemetoderne har sine utilstrækkeligheder. Formålet er at tale om ulighed på tværs, for eksempel ulighed som et matematisk begreb over for ulighed som et socialt begreb, og at den anvendte metode har betydning, når vi studerer og diskuterer ulighed. 

 

Evaluering

Læreren kan tilpasse evalueringsaktiviteter og -omfang til den sammenhæng, forløbet er blevet brugt. En mulig evalueringsmetode er, at eleverne:

  1. Skriver to punkter ned med ny viden, som de har lært af forløbet.
  2. Skriver to punkter ned, som provokerede dem ved forløbet.
  3. Skriver to punkter ned, som overraskede dem ved forløbet.
  4. Stiller to spørgsmål til forløbet.
  5. Vælger, finder eller tager to billeder, som reflekterer forløbet som helhed.

 

Eleverne deler deres besvarelser med hinanden to og to, hvorefter evalueringen kan vendes i plenum.

unpublished

Videre inspiration



Litteratur i samfundsfag

  • Jensen, C. & van Kersbergen, K.J.: The politics of inequality (2016)
  • Lippert-Rasmussen, K., Midtgaard, S., Nielsen, L. og Olsen, T.V.: Politisk teori og filosofi (2020)
  • Rawls, John: En teori om retfærdighed (2005)

 

Litteratur i historie

  • Thorup, M.: Jean-Jacques Rousseau (2015)
  • Loftager, J.: Karl Marx (2012)
  • Olsen, L. et al.: Rige børn leger bedst: Et portræt af det danske klassesamfund (2021)

 

Litteratur i dansk

  • Trudsø, AL: Koordinater (2013)  
  • Pape, M.: Planen (2015).  
  • Korsgaard, T.: Hvis der skulle komme et menneske forbi (2017)
  • Uthaug, M.: Og sådan blev det (2019)
  • Jensen, P.F.: Det Danmark du kender (2020)

Kreditering

Det digitale gæstelærerforløb er udarbejdet af Rambøll Management Consulting, VIA University College, Københavns Professionshøjskole, Syddansk Universitet, Operate og Heartbeats for Styrelsen for Undervisning og Kvalitet.

Siden er opdateret 25. august 2021 af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.