Aktivitet

Tegn og modeller glukoseomsætning

Lad eleverne tegne og bygge fysiske modeller af glukoseomsætning i eukaryote celler og styrk deres forståelse af et vigtigt og kompliceret emne.

Omsætningen af glukose, ofte kaldet carbohydraternes intermediære stofskifte, er en af de mest centrale processer i cellen. Det skaber en tæt forbindelse mellem biologi og kemi, som nogle elever kan have svært ved at overskue.

Derfor kan det være gavnligt at anvende flere arbejdsformer end blot læsning, arbejdsspørgsmål og opgaver.

Planlægning

Eleverne skal bruge:

  • Papir og blyant: Papir kan udleveres som løse ark eller måske endnu bedre som et hæfte, hvor eleverne kan tegne og tage noter i.

  • Evt. nogle farver: Farverne kan bruges til at markere vigtige molekyler eller funktionelle grupper.

Det kan være en fordel at have arbejdet med enzymer, isomeri og organisk kemi, herunder stofklasser og reaktionstyper, før man tager hul på stofskiftet. På den måde kan eleverne anvende begreber fra de nævnte emner på reaktioner og molekyler, som indgår i stofskiftet.

unpublished

Aktivitetens opbygning

Arbejd med respiration i følgende tre trin:

  1. glykolyse
  2. citronsyrecyklus
  3. elektrontransportkæden.

De tre trin samt evaluering uddybes nedenfor.


Step 1

Begynd med glykolysen. Udlever papir til eleverne og bed dem om at tegne med. Tegn strukturformler på tavlen og noter navne på de kemiske forbindelser, som indgår i hver reaktion. Bed eleverne markerer de molekylære forandringer, der sker i hver reaktion.

Step 2

Hvis holdet har arbejdet med enzymgrupper, isomeri og organisk kemi, kan det inddrages f.eks. ved at bede eleverne finde eksempler på funktionelle grupper, isomerer eller foreslå enzymtyper. Lav et regnskab for ATP og NADH. Herefter vil det være naturligt at inddrage gæring og lade eleverne inddrage mælkesyregæring i deres tegning.

Step 3

Når eleverne har en basal forståelse, så giver det mening for dem at læse eller se video om glykolysen.


Step 1

Udlever A3 ark til hver elev og tegn på tavlen mens eleverne tegner med:

  • Tegn en cellemembran rundt i kanten af arket.
  • Tegn herefter glykolysen som en proces i øverste venstre hjørne af cellens cytoplasma.
  • De vigtige biprodukter NADH og ATP tilføjes.
  • Tilføj evt. gæring.

Step 2

  • Det dannede pyruvat føres over på højre side af cellen, hvor det skal indgå i citronsyrecyklus.
  • Mitokondriemembraner kan med fordel tilføjes senere, når man ved, hvor store de skal være.
  • Tegn alle reaktioner og navne på, så citronsyrecyklus fylder næsten hele højre side af cellen.
  • Igen kan arbejdes med stofklasser, organiske reaktionstyper og enzymgrupper.
  • Bed også eleverne markere, hvor mange carbonatomer, der er i hver forbindelse.

Step 1

Tegn elektrontransportkæden på tavlen og få eleverne til at tegne den ind i nederste venstre side af cellen. Mitokondriemembranerne må sno sig lidt, for at det hele kan være der.

Step 2

Eleverne læser i grundbogen om citronsyrecyklus og elektrontransportkæden eller ser video, efter de har tegnet dem. Når eleverne har et overblik over respirationens reaktioner, skal de udfylde et ATP-regnskab for hele respirationen.

Regulering kan også tilføjes til tegningen - f.eks. indholdet af ATP’s hæmmende virkning på glykolysen, omsætningen af pyruvat og på citronsyrecyklus.

Step 3

  • Udlever ti ens legoklodser til hver elev.
  • Hver lego-klods repræsenterer et carbon-atom.
  • Bed eleverne bygge en model af glukose (6 legoklodser i en ring eller kæde), samt en model af oxaloacetat (en søjle af 4 legoklodser).
  • Eleverne placerer modellerne på deres tegning: glukose placeres ved starten af glykolysen, og oxaloacetat i citronsyrecyklus.

Step 4

Sæt eleverne til at optage en video, hvor de simulerer respirationen af glukose ved hjælp af modellerne - fordelingen af carbonatomer skal være tydelig. Brikker af NADH, FADH2 og ATP kan tilføjes.

Step 5

Eleverne ser og kommenterer hinandens videoer.


Eleverne diskuterer læringsudbyttet i små grupper med opsamling i plenum. Desuden skal eleverne besvare en quiz over de vigtigste faglige pointer i emnet.


I samarbejde med:

Materialet er udarbejdet af Centre for Undervisningsmidler (CFU) - en del af af Danmarks Professionshøjskoler.

Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.