Nyhed

Nyt fra fagkonsulenten - maj 2022

Det er eksamenstid og alt er næsten som det plejer - og alligevel ikke helt. Dette skriv omhandler dog ikke afvigelserne, men ”plejer” på denne tid af året: eksamensbedømmelser, -voteringer og karaktergivning.

Her deler jeg relevante råd, jeg for nyligt har givet på specifikke henvendelser i design eller billedkunst.

Råd nr. 1 ved votering til eksamen: Brug læreplanen

Det hænder, at særligt eksaminator har haft en oplevelse af, at der lå kriterier og vægtninger til grund for censors voteringsargumentation, som eksaminator ikke genkender fra sin forståelse og brug af læreplanen.

Mit råd og svar på sådanne henvendelser er altid:

Votér og argumentér med læreplanens ord! Hav altid læreplanen lige ved hånden til eksamen.

Hvis I er uenige, så tag læreplanen frem og gennemgå den specifikke ordlyd i især faglige mål. Italesætter censor eller eksaminator et kriterium i sin bedømmelse, som du ikke genkender fra læreplanen, så bed vedkommende om at uddybe med henvisning til, hvor dette præcist står i læreplanen. Er i uenige om fortolkning af læreplanens ordlyd, så fremdrag vejledningen, hvor læreplansord ofte udfoldes og forklares.

Råd nr. 2: Brug den vejledende karakterbeskrivelse

Dernæst anbefaler jeg at både eksaminator og censor ud over læreplanen læser de sidste sider i vejledningen – og gerne medbringer dem i printet form. Det er her de vejledende karakterbeskrivelser for 12, 7 og 02 altid er beskrevet (i alle fag). De vejledende karakterbeskrivelser kan være rigtig gode at inddrage og læne sig op ad. Læreplaner og den nyeste udgave af vejledningen findes på uvm.dk.

Råd nr. 3: Brug undervisningsbeskrivelsen og vær åbensindet

Mit sidste råd er, at vi fortsat husker og værdsætter åbenheden i vore fags læreplaner – og at denne åbenhed går begge veje. En censor kan således forvente og må være åben overfor, at undervisningens indhold og praksis kan være en anden, end censor selv praktiserer og vægter, men stadig fuldt ud leve op til læreplanen. Her er undervisningsbeskrivelsen essentiel. I undervisningsbeskrivelsen formidler eksaminator, hvad eleverne overordnet har beskæftiget sig med og hvordan, så censor kan forberede sig derefter. Den skaber en fælles ramme om og forståelse af, hvilke faglige stofområder, metoder og begrebsapparater eksaminanden kan forventes at inddrage og indgå i samtale om til eksamen.

Således sikrer vi bedst, at eksaminander bedømmes ensartet og retfærdigt på tværs af opgaver, projekter, hold, skoler og skoleformer.

Med håb om en inspirerende eksamenstid til Jer alle,

Bonnie Bay Andersen

Fagkonsulent

Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.