Forskning og viden

Udvikling af udeskole

Udeskole, hvor undervisningen flyttes ud af skolens lokaler, styrker elevers motivation, faglige læring og trivsel viser rapporten Udvikling af Udeskole – et treårigt udviklings- og demonstrationsprojekt.

Formål

Undervisningsministeriet og Miljøministeriet initierede i 2013 udviklingsarbejdet Udvikling af Udeskole (UaU). UaU havde til formål at udvikle og formidle praksisnær viden om udeskole og herved understøtte en videreudvikling af arbejdet med udeskole i Danmark og skabe et godt grundlag for udbredelse af udeskole som undervisningsmetode. Rapport Udvikling afUdeskole – et treårigt udviklings- og demonstrationsprojekt opsummere og formidle væsentlige resultater, konklusioner og anbefalinger fra projekt UaU.

Hvad er udeskole?

I dette projekt er udeskole en bred betegnelse for undervisning med udgangspunkt i fagenes mål (Fælles Mål), der regelmæssigt og over længere tid gennemføres uden for klasseværelset og skolens mure. Udeskole bygger på, at eleverne anvender den teoretiske viden og de færdigheder, de opnår igennem undervisningen i klassen, ude i relevante omgivelser; eller de opnår teoretiske eller praktiske indsigter i uderummet som efterfølgende kan bearbejdes og videreudvikles i klasserummet. Udeskole kan foregå mange steder omkring skoler, fx i skolegården, i naturområder, på virksomheder, på museer, ved og i kirker, på genbrugspladser, i lokalområdet mv.

Konklusioner

De væsentligste konklusioner fra projekt Udvikling af Udeskole:

  • Elever i folkeskolen ser udeskole som en kærkommen variation af skoledagen, de er begejstrede for udeskole, og de ønsker mere udeskole i fremtiden.
  • Gennem skriftlige tilbagemeldinger fra projektets skoler ser det ud til, at forældre bakker udeskole op på skolerne.
  • Gennem følgeforskning er det dokumenteret, at lærerne ser store potentialer i at inddrage udeskole som en del af deres undervisning.De oplever, at eleverne lærer bedre og er mere motiverede, hvis udeskole er en del af undervisningen.
  • Kortlægningen viser, at skoler i Danmark har stigende interesse for at inddrage udeskole som en del af undervisningen. I projektperioden.
  • er en række nye skoler startet med undervisningsformen, og i Danmark har parallelprojekter (DGI’s udeskoleprojekt og TEACHOUT) betydet, at antallet af skoler med udeskole i Danmark er stigende (sammenlignet med 2007).
  • Hvis udeskole som undervisningsform skal støttes, er det vigtigt, at skolerne ser udeskole som hele skolens projekt, hvor ledelse, pædagoger og lærere arbejder sammen. Udeskole skal understøttes lokalt med skemalægning, erfaringsopsamling og videndeling.
  • Det er væsentligt, at efteruddanne personer på skolerne, der kan fungere som vejledere, netværkskontakter og inspiratorer i det daglige arbejde.

Anbefalinger

Med baggrund i udviklingsarbejde, elevundersøgelse, følgeforskning og konceptrapporter fra UaU’s demonstrationsskoler anbefales det:

  • At skoler jævnligt arbejder med undervisning udenfor klasserummet i flest mulige fag.
  • At udeskole bliver et skoleprojekt, der involverer alle på skolen; skolebestyrelse, ledelse, lærere, pædagoger og elever.
  • At udeskole og Åben Skole ses som beslægtede idéer.
  • At skoler samarbejder med lokale kræfter i lokale netværk til gavn for undervisningen, samt at skoler også deltager i regionale og nationale inspirationsnetværk om udeskole.
  • At skolerne skaber sammenhæng mellem udeskole og klassers øvrige undervisning, så det bliver tydeligt for eleverne, at udeskole er. en del af skolens undervisningsaktiviteter.
  • At skoler eksperimenterer med forskellige former for undervisning udenfor klasserummet, afhængigt af klassetrin. Udeskole i udskolingen skal ofte være helt anderledes end udeskole i indskolinge.
  • At skolerne identificerer udeskolevejledere til i samarbejde med en styregruppe at være tovholdere på skolerne for dermed at sikre udvikling lokalt

Faktaoplysninger

Rapporten Udvikling af Udeskole – et treårigt udviklings- og demonstrationsprojekt er udarbejdet for Undervisningsministeriet og Miljø- og Fødevareministeriet af VIA UC og Steno Diabetes Center i 2018.

Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.