Aktivitet

Retskrivningsordbogen

Udskoling: Dette materiale fra Dansk Sprognævn har til formål at styrke elevernes kendskab til og brug af de informationer, de får ved opslag i Retskrivningsordbogen.

Materialet er henvendt til 7.-9. klasse.

Anslået tidsforbrug: 1-2 lektioner.

Materialets mål er at give eleverne et grundlæggende kendskab til ordklasserne og deres bøjningsforhold. Materialet er opbygget således, at eleverne oplever en grad af repetition fra forskellige dele af kompetenceområdet fremstilling under færdigheds- og vidensområdet korrektur.

Forudsætninger, form og indhold

Materialet er opbygget med repetition af de nødvendige danskfaglige færdigheder. Øvelserne i hæftet varierer mellem ene- og paropgaver.

Mere information om emnet retstavning er at finde i publikationerne Sådan staver vi, Korrekt stavning og Den der skriver d i gjort. Desuden indeholder sproget.dk masser af supplerende øvelser og korte informationstekster om forskellige dele af det danske sprog.

Det anbefales, at lærervejledningen til materialet læses igennem før opgavehæftet. På den måde får læreren en vejledning til, hvordan opgaverne i materialet skal gribes an.

Tilrettelæggelse

Der er lagt op til, at eleverne både kan arbejde drypvis i opgavehæftet, og til at materialet kan bruges som klasseundervisning fordelt på ca. tre lektioner inklusive introduktion og rettelser.

Hver elev skal have adgang til en Retskrivningsordbog, enten den trykte udgave (4. udgave fra 2012) eller den elektroniske der er adgang til via foreksempel dsn.dk, ordbogen.com eller webappen RO Plus.

Alle elever skal have opgavehæftet printet ud. Efterfølgende skal de have facitlisten udskrevet eller i elektronisk form.

Forslag til spørgsmål, der kan overvejes inden aktiviteten gennemføres:

  • Hvordan skal arbejdet med opgavehæftet organiseres - som et sammenhængende forløb eller som små, drypvise aktiviteter?
  • Hvilke dele af opgavehæftet skal eleverne arbejde med?
  • Skal eleverne arbejde alene, parvis eller i grupper?

Aktivitetens opbygning

Aktiviteten er inddelt i to faser

1. Introduktionsfasen

Det er hensigtsmæssigt at indlede med en introduktion til staveprincipper såsom lydrette og ikkelydrette ord, betinget udtale og hyppige stavemønstre.

Der kan findes inspiration til dette oplæg i lærervejledningen, hvor der også er henvisninger til supplerende lærermateriale.

2. Undersøgelsesfasen

Eleverne kan arbejde med opgavehæftet, og facitlisten kan udleveres til eleverne, når de er færdige med opgaverne, så de selv kan rette i opgavehæftet. Derefter afleveres de til læreren, som kan nøjes med at danne sig et overblik over elevens resultater uden at bruge tid på at rette.

Nogle opgaver i hæftet kræver en lærerintroduktion. Det drejer sig især om afsnittet med bogstavernes lyde. Andre opgaver kan løses med en højere grad af selvstændighed. Se nærmere i lærervejledningen bagerst i hæftet.

Evaluering

Læreren har mulighed for at notere sig, hvor i hæftet eleverne har haft brug for hjælp. Disse øvelser kan så eventuelt gentages og uddybes. Det anbefales, at visse øvelser i hæftet repeteres med jævne mellemrum.

Der kan efter gennemførelsen af aktiviteten sættes fokus på spørgsmål som:

  • Hvordan fungerede det at arbejde med retstavning ud fra materialet?
  • Er der øvelser/områder, der skal arbejdes videre på en anden måde?

Kreditering

Materialet er udarbejdet af Dansk Sprognævn.

Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.