Sprog i Grønland

Den moderne grønlandske befolkning stammer fra de indvandringer, der kom fra den canadiske side af Baffinbugten i 1400-1500-tallet. Inuit havde på det tidspunkt udelukkende et mundtligt sprog. De inuit, der på det tidspunkt kom til Grønland, rejste to forskellige veje rundt om Grønland; nogle rejste nordøstover og ned langs østkysten, mens andre rejste ned langs vestkysten.

Den sidste gruppe kom fra Canada til Grønland i 1800-tallet og bosatte sig i Thule-området. Dette er sandsynligvis grunden til, at man i dag finder tre hoveddialekter i Grønland: vestgrønlandsk, østgrønlandsk og thuledialekt. De tre hoveddialekter er så forskellige, at det kan være svært for folk fra de forskellige sprogområder at forstå hinanden. Forskellen mellem vestgrønlandsk og østgrønlandsk svarer nogenlunde til forskellen mellem dansk og svensk, mens thuledialekten ligger tættere på de sprog, der bliver talt i det nordøstlige Canada end på de to andre grønlandske hoveddialekter. Udover de tre hoveddialekter i Grønland, findes der en lang række underdialekter i de forskellige regioner.

Skriftsprog

Med den danske kolonisering af Vestgrønland op igennem 1700-tallet, og Østgrønland i slutningen af 1800-tallet, kom også det danske sprog til Grønland. I de første par århundreder var der forholdsvist få danskere i Grønland, og de lærte sig som oftest det grønlandske sprog. Det var en nødvendighed for at få missionen og handlen til at lykkes. Poul Egede, der var søn af missionæren Hans Egede, udgav den første grønlandske ordbog i 1740. I 1800-tallet satte den dansk-tyske herrnhutermissionær Samuel Kleinschmidt sig for at udvikle en reel grønlandsk retskrivning og grammatik. Han var selv født og opvokset i Grønland og talte derfor sproget. Hans grammatik udkom i 1851. Det var på baggrund af hans omfattende arbejde med sproget, at man senere udarbejdede den moderne grønlandske retstavning (1973) med udgangspunkt i den vestgrønlandske hoveddialekt.

Undervisning i skolerne

Missionærerne begyndte at undervise grønlænderne i læsning allerede i 1700-tallet, og med oprettelsen af kateketseminariet i midten af 1800-tallet, kom der for alvor fart på undervisningen. Grønland var faktisk et af de første lande, hvor man først fik udryddet analfabetisme. Undervisningen foregik primært på grønlandsk helt frem til den nye skolelov i 1950, hvor man oprettede to typer klasser: grønlandsksprogede og dansksprogede. Dette system fortsatte helt frem til 1994, hvor man oprettede integrerede klasser, hvilket man igen reformerede i 2003 med Atuarfitsialak, ’den gode skole’. På trods af de gode intentioner har der været mange udfordringer med undervisningen i Grønland. En af de store udfordringer er blandt andet, at børnene i fx Østgrønland eller Thule taler et grønlandsk, der ligger forholdsvist langt fra rigsvestgrønlandsk, som er den dialekt, der bliver brugt i skolebøgerne. Børnene fra disse regioner skal altså først lære vestgrønlandsk, når de starter i skole, så dansk og engelsk.

I 1983 oprettede man Ilisimatusarfik, Grønlands Universitet (Ilisimatusarfik fik status som universitet i 1987) for at give grønlandske unge mulighed for at tage en akademisk uddannelse i Grønland. De akademiske uddannelser på Ilisimatusarfik er primært rettet mod senere ansættelse i Grønland, men vil man være fx læge eller geolog er man nødt til at rejse til Danmark eller udlandet for at tage sin uddannelse. På både på de gymnasiale og de videregående uddannelser er de unge nødt til at kunne forstå og skrive dansk og engelsk, da store dele af undervisningen foregår på dansk eller engelsk.

Det grønlandske sprogs opbygning

Det grønlandske sprog er en del af den eskimoisk-aleutiske sprogstamme, som tales i de arktiske områder i Grønland, Canada, Alaska, dele af Beringstrædet og i det nordøstlige Sibirien. Denne sprogstamme er helt anderledes end den indoeuropæiske, som de germanske sprog, herunder dansk, udspringer af. Grønlandsk er et polysyntetisk sprog, hvilket betyder, at man har en rod (et grundord), som man sætter en række affikser (eller morfemer) på. Grønlandske ord kan derfor ofte på skrift virke meget lange sammenlignet med dansk, men et eller to ord på grønlandsk svarer ofte til en hel sætning på dansk.

Eksempel:

Illu (’hus’)

Illoqarfik (’en by’): illu (’hus’) + qar (’der er’) + fik (’et sted hvor’) – et sted hvor der er huse = by

Naja illoqarfiliarpoq ’Naja rejser til byen’ illu (’hus’) + qar (’der er’) + fik (’et sted hvor’) + liar (’rejser til’) + poq (3.p.sg., intransitiv indikativ)

Naja illoqarfiliartariaqarpoq ’Naja er nødt til at rejse til byen’ illu (’hus’) + qar (’der er’) + fik (’et sted hvor’) + liar (’rejser til’) + tariaqar (’er nødt til’) + poq (3.p.sg., intransitiv indikativ)

På grønlandsk har man blandt andet også betydningsforskel i enkelt-/dobbelt-vokaler og konsonanter.

Eksempel:

Qiavoq – ’græder’ (3.p.sg., intransitiv indikativ)

Qiiavoq – ’fryser’ (3.p.sg., intransitiv indikativ)

Disse umiddelbart små forskelle kan være svære at skelne for ikke-grønlandsktalende. Der kan derfor til tider opstå nogle, oftest utilsigtede, sjove situationer, når ikke-grønlandsktalende forsøger sig med at sige noget på grønlandsk. En af de vandrehistorier, som man engang i mellem hører i Grønland, er om den danske læge, der siger til den syge, som er kommet til lægen med ondt i halsen (bemærk, at forskellen er q/qq og ss/s):

’immaqa toqussaatit’ – ’måske skal du dø’, ’immaqa’ (’måske’), ’toqu’ (’dø’) + ssaatit (fremtid, 2.p.sg., intransitiv indikativ)

Hvor lægen skulle have sagt:

’immaqa toqqusaatit’: ’måske har du halsbetændelse’, ’immaqa’ (’måske’), toqqusaatit (’du har halsbetændelse’)

Det samme gælder, når grønlandsksprogede skal tale dansk, idet man på grønlandsk ikke har samme aspiration på konsonanterne ’k’ og ’p’, som vi har på dansk. En grønlandsktalende har derfor ofte svært ved at høre forskel på ’bil’ og ’pil’, eller om man staver ’gaffel’ med ’k’ eller ’g’.

Kulturmøder og låneord

Når mennesker og sprog mødes på tværs af kulturer, sker der som regel både en kulturel og en sproglig udveksling. De tidligst dokumenterede eksempler på dette i forbindelse med grønlandsk, er det pidginsprog, der blev talt mellem de hollandske hvalfangere og inuit i 1600-1700-tallet. Her ser det ud til, at man fx har lånt ordet ’malamuk’ ind i grønlandsk fra frisisk. Senere er der også kommet en lang række danske og engelske ord ind i det grønlandske sprog. I grønlandsk kan man således finde danske låneord som fx biilit (bil), sikkili (cykel) og kaffi (kaffe) og et engelsk låneord som baj! (bye!/farvel). Dansk har i øvrigt også enkelte låneord fra grønlandsk, bl.a. kajak fra ’qajaq’ og anorak fra ’annoraaq’.

Sprogpolitisk udvikling - identitetsmarkør

I dag er det officielle sprog i Grønland grønlandsk, men i praksis er dansk også en del af det grønlandske samfund, herunder i den offentlige administration. Det er et resultat af den historiske udvikling og Danmarks rolle som tidligere kolonimagt. I forbindelse med moderniseringen af Grønland efter 2. Verdenskrig begyndte man at fokusere på, at grønlandske børn skulle lære dansk for at få en uddannelse. Det danske sprog blev prestigesproget, og de, der talte dansk, fik langt bedre muligheder for at få magtfulde og indflydelsesrige stillinger efter endt uddannelse. I forbindelse med hjemmestyrets indførsel i 1979 fik det grønlandske sprog en ny opblomstring, og det blev en vigtig identitetsmarkør i forhold til det ’at være grønlandsk’. Mange steder i den offentlige administration foregår sagsbehandlingen i dag imidlertid på minoritetssproget dansk, hvilket sætter majoriteten af befolkningen, der taler grønlandsk, i en svær situation, hvor de måske ikke helt forstår, hvad der bliver sagt eller skrevet på trods af, at grønlandsk ifølge selvstyreloven er hovedsproget i Grønland. Det betyder, at sprogdebatten i Grønland er meget følsom.

Der findes ingen tal på, hvor mange der taler grønlandsk, og hvor mange der taler dansk i Grønland, fordi det er svært at opstille kriterier for, hvordan og hvor godt man taler et sprog. I en rapport udarbejdet i forbindelse med forsoningskommissionens arbejde (2017) står der: ”I dag er forskellen på sprogevner meget stor fra generation til generation; nogle kan ikke tale dansk og har aldrig fået ordentlig undervisning i dansk, nogle har aldrig modtaget undervisning i grønlandsk, nogle har aldrig lært at skrive grønlandsk selv om de kan tale sproget, og andre kan slet ikke tale grønlandsk. Det samme gælder evnerne i det danske sprog. Man har ikke lavet en politik for at dæmme op for denne store forskel, og særligt i forhold til de manglende sproglige evner savnes planlægning, undersøgelser, analyser, handlingsmuligheder og finansiering.” (Det grønlandske sprog i dag. Rapport over det grønlandske sprog, standpunkt og anbefalinger, 2017, s. 8)

Globalisering

Med den øgede globalisering og adgangen til internet og de digitale medier er det engelske sprog begyndt at spille en større og større rolle både i de unges sprog og i det grønlandske samfund generelt. Engelsk er således blevet en yderligere faktor i den svære sprogpolitiske diskussion i Grønland, for hvis landet skal udvikles erhvervsmæssigt, skal det ske i samarbejde med både Danmark og udlandet. Man er derfor nødt til at kunne begå sig på både dansk og engelsk. Spørgsmålet er nu, om engelsk på sigt skal erstatte dansk i Grønland? Og hvordan skal man i så fald gøre det i praksis, når store dele af administrationen og undervisningen (på de gymnasiale og akademiske uddannelser) foregår på dansk? Hvordan skal det finansieres?

Sideløbende er det essentielt for det grønlandske samfunds kultur og identitet, at det grønlandske sprog bruges, og at fagterminologier udvikles. Debatten blusser med jævne mellemrum op, og en række af de forskellige holdninger og udfordringer kan læses i nedenstående artikler og indlæg.

Kreditering

Artiklen er skrevet af cand.mag i grønlandske og arktiske studier Lisbeth Valgreen.