Repræsentation af Grønland og grønlændere

En stor del af den danske befolknings viden om Grønland og grønlændere kom fra de ekspeditioner, der havde rejst i Grønland, og fra optræden af grønlændere som Pooq og Qiperoq. Et eksempel på datidens fremstilling eller optræden af oprindelige befolkninger er de menneskeudstillinger, som man i 1800-tallet og frem til 1910erne havde i Europa.

I 1905 kunne man besøge en stort anlagt koloniudstillingen i Tivoli, “Dansk Koloniudstilling (Grønland og Dansk Vestindien) samt udstilling fra Island og Færøerne”, hvor man udstillede folk og genstande fra de daværende danske kolonier, Dansk Vestindien og Grønland, men også fra bilandene Island og Færøerne. Disse kulturer var fremmedartede og eksotiske for danskerne. Befolkningerne fra kolonierne, og i særdeleshed dem fra Dansk Vestindien og Grønland, blev betragtet som børn. Islændingene og færingerne blev anset som mere civiliserede, men trods alt ikke på højde med danskerne, som var de voksne, der kunne vise ”børnene” vejen til det civiliserede samfund. I en artikel om udstillingsåbningen skriver man i avisen ’Dagens Nyheder’ bl.andt andet følgende:

“Nej, vore virkelige Kælebørn, det er de danske, der bor udenfor det egentlige Kongerige Danmark. Koloniernes Beboere maa man ikke kalde dem, men det er altsaa Beboerne af de danske Atlanterhavsøer. Vore islandske Landsmænd faar undskylde, men det vil næppe være muligt at bruge en Benævnelse, der adskiller [red.] dem fra de Negre og Eskimoer, som de saa nødig vilde paa Udstilling  sammen med.”

- Dagens Nyheder, 1. juni 1905, s.3

Formålet med koloniudstillingen var kommercielt, men også for at vise hvordan de danske kolonier så ud. Grønland var lukket land for den almindelige dansker, og fotografiet som teknik var først ved at blive udbredt på dette tidspunkt. Danskeres viden om Grønland stammede derfor primært fra ekspeditionernes hjembragte genstande og fortællinger. Den første danske konge, der besøgte Grønland, var Christian X. Han besøgte landet i 1921 i anledning af 200-året for Hans Egedes ankomst i 1721. De første århundreder af Grønlands kolonihistorie var kongen en fjern regent, som grønlænderne aldrig havde set, og som aldrig selv havde set Grønland.

Barnet – og den voksne

I 1944 blev Island en selvstændig republik. Grønland og Færøerne derimod fortsatte som henholdsvis koloni og biland, og danskernes blik på grønlænderne blev fastholdt i et forælder-barn-narrativ. På et maleri af W. Glud fra 1939 er statsminister Stauning portrætteret omgivet af danskere fra forskellige erhverv, en færing og ikke mindst grønlænderen, der er gengivet som et barn siddende på skødet af Stauning, der portrætteres som almægtig landsfader. Det interessante ved maleriet her er, at man her viser danskerne i deres forskellige funktioner, mens færingen og grønlænderen er tilknyttet Danmark i kraft af deres kulturelle baggrund. I tillæg til dette er grønlænderen det eneste ’barn’. Dette kunne afspejle opfattelsen af, at grønlænderne stadig blev set som det mindre udviklede naturbarn – den eksotiske vilde.

Samme holdning gjorde sig gældende i perioden efter 2. Verdenskrig. I 1950erne producerede den danske stat en række film, hvor man viste, hvordan danskernes arbejdsindsats skabte grobunden for det moderne, industrialiserede grønlandske samfund. Det naive og uskyldige naturbarn blev hjulpet til at blive voksen.

En del af disse film er nu digitaliseret og kan ses på Filmcentralens Danmark på Film

Danmark fik efter 2. Verdenskrig et påbud fra FN om at afkolonisere Grønland. Administrativt fungerede Grønland som koloni frem til 1953, hvor landet med grundlovsændringen blev et amt ligestillet med andre amter i Danmark. På dette tidspunkt var der store problemer med bl.andt andet tuberkulose, fattigdom og usle boligforhold i Grønland. Dette kickstartede den såkaldte G-50/G-60-politik, også kaldet daniseringspolitikken: Det grønlandske samfund skulle moderniseres og udvikles til at være på niveau med danske forhold. Det kunne grønlænderne ikke gøre alene, og man sendte derfor hundredevis af danske håndværkere, lærere og læger, til Grønland. Der blev bygget skoler, sygehuse og ikke mindst nye boliger. Fra den danske stats side ønskede man at vise - både nationalt og internationalt - hvordan man effektivt og målrettet udviklede Grønland. Grønlænderne skulle desuden lære dansk, så de kunne få en uddannelse. Man gik endda så langt, at man i 1951 udvalgte en gruppe børn, der blev sendt til Danmark for at gå i skole i 2 år, så de kunne lære det danske sprog og dansk kultur at kende. De skulle være forbilleder for deres landsmænd, når de vendte tilbage. Det kan man se gengivet i filmen “Eksperimentet” fra 2010. De følgende årtier udvalgte man adskillige grønlandske børn, der blev sendt til Danmark på et års skoleophold. Denne praksis fortsatte frem til 1976.

Dokumentarfilmen ”Et nyt Grønland” fra 1954 og dokumentar/børnefilmen ”Hvor bjergene sejler” fra 1955 er begge eksempler på, at staten ønskede at vise, hvordan grønlænderne med hjælp fra danskerne, gik fra at være ”et naturfolk” til at leve i et moderne, civiliseret samfund. ”Hvor bjergene sejler” udkom også som børnebog med titlen ”Mikisoq” (”Den Lille”). Her følger man den uskyldige og temmelig naive dreng Mikisoqs møde med den store by.

I dag – den visuelle og den sproglige repræsentation

I 1979 fik Grønland hjemmestyre og i 2009 selvstyre. Grønland er stadig en del af det danske kongerige, og grønlændere er således danske statsborgere. Med indførsel af Hjemmestyret oprettede man et landsting med en landstyreformand i spidsen. Grønland har desuden i lighed med Færøerne to repræsentanter i det danske Folketing. Siden Hjemmestyrets indførsel i 1979 har Grønland løbende hjemtaget en lang række ressortområder.

I dag bor godt 16.000 grønlændere i Danmark, hvoraf langt størstedelen fungerer på lige fod med deres danske medborgere. Alligevel møder man problematiske fremstillinger i den visuelle såvel som i den sproglige repræsentation. Grønland og grønlændere fremstilles ofte enten meget naturromantisk med pelstøj, kajakker og hundeslæder eller som socialt fortabte eksistenser på samfundets bund. En dikotomisk repræsentation uden mange nuancer. Et ord som ’grønlænderstiv’ blev optaget i ordborg over det danske sprog i 2017. Dette medførte stor debat, idet mange grønlændere undrede sig over, at ordet blev benyttet så meget i Danmark, at det kunne blive anerkendt i det danske sprog. Dette på trods af at gennemsnitsforbruget af alkohol er lavere i Grønland end i Danmark. Et andet eksempel er den klassiske is ’Kæmpe Eskimo’, der stadig sælges under dette navn til trods for, at man ikke længere bruger ordet ’eskimo’, der opfattes nedsættende, men i stedet ’inuk’, ental af inuit - ‘mennesker’? 

De politisk ukorrekte og fordomsfulde repræsentationer kan være svære at navigere rundt i, men som undersøgelsen af Danske unges viden om Grønland og grønlændere viser, er det vigtigt at øge kendskabet til hinanden i rigsfællesskabet. På den måde kan man skabe en fælles forståelse for hinandens kulturelle baggrunde, så man kan mødes på lige fod. Mange grønlændere er stolte af deres kulturhistoriske baggrund, og man bruger ofte symboler som kajakker, ulu’er og hundeslæder i fx den grønlandske turistbranche og mode. Forskellen på nutidens narrativer og tidligere tiders narrativer om Grønland og grønlændere er imidlertid, at grønlænderne i dag ønsker at bryde med de stereotype og dikotomiske forestillinger danskere har om dem og i stedet selv fortælle. Derved bruges deres grønlandske kulturhistorie i en moderne kontekst og således skabe et nyt narrativ, som fungerer ud fra deres egne præmisser.

Kreditering 

Artiklen er skrevet af cand. mag i grønlandske og arktiske studier Lisbeth Valgreen.