Metoder i musikfaget

Barok eller disco?

Metodevalget i analysen af musik afhænger af, hvilken type af musik der er under luppen.

Det første man fokuserer på i klassiske værker er melodik og harmonik, da de i reglen følger en bestemt form i de forskellige satser (rondo, fuga, sonatesatsform, menuet osv.). Det kan sammen med instrumentation og andre parametre bruges i en perspektivering af værkets stilhistoriske placering og diskussion af periodens karakteristiske satsteknikker (1).

I den rytmiske analyse er formanalyse oftest mest relevant i arbejdet med bluesgenren eller med populærmusik og hitskabelonen. Arbejdet i den rytmiske analyse starter oftest med analyse af rytmik/groove, melodik, harmonik og sound/klang, da disse skaber værkets form og yderligere vil åbne for perspektiveringen til forskellige genreperioder, der så kan udvides med tekstanalyser (2).

Grundlæggende metodik

Musikanalyse tager udgangspunkt i den klingende musik og dens repræsentation i form af for eksempel et partitur, et leadsheet eller lignende. Analysearbejdet begynder med de interne delelementer af musikken - typisk de musikalske parametre som tilsammen angiver formopbygningen for eksempel instrumentation, melodik, harmonik, rytmik/groove, sound/klang og lyrik/sangtekst.

Parametrene må dog ikke betragtes isoleret. De skal relateres til hinanden, relateres til værket i dets helhed og evt. relateres til værker af samme kunstner og/eller karakter. Analysen af eksterne aspekter kan eksempelvis ske i forhold til:

• Musikhistorie: Analyse af værket og kunstneren i sammenhæng med (samtids) historiske aspekter.

• Stil-/genreperiode: Analyse af værket som en kulturel praksis i sammenligningen med andre værker.

• Biografi: Analyse af værket med kendskab til komponistens/kunstnerens liv og virke.

• Socialhistorie: Analyse af værket og dets sociale betydning og/eller funktion.

• Fænomenologi: Analyse af værket ud fra en umiddelbar, åben lytning (fordomsfri) af den klingende musik og dets musikalske udtryk (gestik), som der er i sig selv.

• Lytterorienteret: Analyse af værket ud fra den umiddelbare oplevelse musikken giver lytteren, typisk med fokus på følelsesmæssige stemninger og psykologiske reaktioner.

• Performance: Analyse af værket i sammenhæng med visuelle elementer (musikvideoer, pladecovers, socialmedier, liveperformances osv.) med fokus på konkrete fremførelser og udtryk i relation til analysens kontekst. En analyse af det visuelle i en performanceanalyse kan kobles til samfundsfaglige teorier som etnicitet eller identitet, mens en lytterorienteret analyse vil suppleres med teorier fra psykologi, for eksempel analyse af Mozarteffekten eller MusiCure.

Musikanalyse er også auditiv analyse

Musikanalyse er analyse af både det grafiske og det lydlige – en auditiv analyse.

Med koblingen af det grafiske og auditive kommer mange nye og spændende analysepointer til syne, der kan understøtte ens analyseargumenter, specielt i analysen af et værks sound/klang. Samtidig er det dog vigtigt, at man som den analyserende er opmærksom på, at der til tider kan være uoverensstemmelse mellem noder og lyd. Et klassisk værk kan for eksempel være blevet indspillet utallige gange af forskellige artister med små variationer i det auditive, der ikke er noteret i noden. Fuldt noterede populærmusikalske værker forekommer sjældent, og noder vil typisk kun bestå af en melodi med tilhørende klaverakkompagnement/becifring eller grooveark. Her er det vigtigt, at man selv lytter og auditivt analyserer ud fra de førnævnte parametre.

Kreditering

Kristian Bay, Herning Gymnasium.