Aktivitet

Samtale på latin

Brug et samtaleskema og lad eleverne interviewe hinanden på latin. Elever på begynderniveau i latin kan sagtens selv producere sætninger. På denne måde lærer de dels hinanden bedre at kende, dels træner de en række almindelige latinske ord og vendinger. Aktiviteten er til latindelen i almen sprogforståelse eller latin i 1.g eller 2.g, og den varer 1-2 moduler à 45 minutter.

Eleverne oplever latin som et aktivt sprog, der stadig kan bruges. En mundtlig tilgang til latin er i de seneste år blevet særlig populær i USA, hvor der kan findes mange spændende undervisningsmaterialer, der netop behandler latin som et aktivt sprog. Øvelsen her træner eleverne i at genkende hyppigt forekommende latinske ord og deres bøjningsformer.

Der arbejdes med følgende kernestof (latin stx B, C):

  • latinsk morfologi og syntaks
  • centralt latinsk ordforråd

1. Planlægning/overvejelser

Aktiviteten er baseret på et samtaleskema, som er tilgængeligt online (af “Magister P” aka Lance Piantaggini). Navnet på spørgearket, Discipulus illustris, betyder Den oplyste elev.

Arket rummer 24 latinske spørgsmål, der især er velegnede til kommunikation mellem elever fx i forbindelse med internationalt samarbejde som eTwinning. Hvis skemaet bruges i forbindelse med fx eTwinning, vil det kunne fremhæve latins status som lingua franca.

Spørgsmålene kan også anvendes internt i en klasse, hvor eleverne samtaler to og to.

2. Øvelsens opbygning/gennemførsel

Introducér øvelsen for eleverne: At ordene i skemaet lægger op til læsning af romerske tekster om dagligliv og skoleliv i antikken.

For at indholdet ikke skal blive en ren grammatikøvelse skal eleverne også reflektere over, hvad det egentlig vil sige at gå i skole, og hvilke ligheder og forskelle der er både på familieliv og skoleliv fra den romerske oldtid til i dag. Lad eleverne byde ind med deres forestillinger og således afdække deres forforståelse.

  1. Eleverne henter skemaet med spørgsmål og sættes til at arbejde to og to

  2. Indledningsvis gætter på hver elev på, hvad makkeren vil svare på skemaets spørgsmål - hvilket noteres i stikord.

  3. Derefter kastes de ud i kommunikationen. Læreren støtter eleverne i rigtige formuleringer af svarene til deres samtalepartner.

  4. Sidst i samtalen viser eleverne hinanden deres stikord til den andens svar.

  5. Som afrunding beder læreren nogle elever om at skrive bøjningsformer eller andet, der voldte problemer, på tavlen.

3. Evaluering

I næste time stiller læreren de samme 24 spørgsmål til eleverne.

For at sikre det indholdsmæssige udbytte, skal eleverne opfordres til at reflektere over forskellen mellem skoleliv dengang og nu.

I klasser, der bliver særligt glade for at praktisere latin som et aktivt sprog, kan læreren sætte en lille sekvens af i hver latintime til mundtlige øvelser. Man kan lade det gå på skift at forberede et spørgsmål, som resten af klassen skal besvare.

Kreditering

Chresteria Neutzsky-Wulff.

Referencer

Skemaet er udviklet af Lance Piantaggini (Magister P). Læs mere om Magister P. og hans undervisningsmaterialer på MagisterP.com.

I samarbejde med:

Materialet er udarbejdet af Centre for Undervisningsmidler (CFU) - en del af af Danmarks Professionshøjskoler.

Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.