Eksempel fra praksis

Pop-up restaurant i skoven

Få inspiration til at gøre din undervisning virkelighedsnær. Når undervisningen bliver virkelighedsnær, fanger du dine elever på en helt anden måde end ved almindelig klasseundervisning.

En spontan pop-up restaurant i efteråret 2015 fik i hvert fald 12 kokkeelever på banen, hvor matematik pludselig gav mening.

Egentlig skulle det slet ikke have været gennemført på det tidspunkt. Detaljerne til forløbet var ikke helt på plads, men alligevel valgte Kristian Nissen Arlet, underviser på Selandias kokkeuddannelse at gå videre med sin idé om en pop-up restaurant sammen med 12 af sine kokkeelever ude i spejderhytten.

 

Projekts formål

Eleverne skulle gennem projektet få erfaringer med at bruge skovens ingredienser, planlægge en menu samt lave - og overholde et budget. Kristian Nissen Arlet og kokkeeleverne valgte at overnatte i hytten for at have så meget tid til projektet som muligt, og engagementet fra de unge mennesker var ganske overvældende, fortæller Kristian Nissen Arlet.

 "At lave budget til en restaurant er en slags "forklædt" matematik. Eleverne kunne pludselig se en mening med det de lærer og de gik virkelig meget op i det. De begyndte at regne på, hvor meget de kunne spare ved for eksempel selv at plukke de bær og svampe, der skulle bruges og der var endda også nogle der tog ud og fiskede for at få budgettet til at hænge sammen Det var ret sjovt at opleve," fortæller han.

Eleverne stod for planlægningen

Eleverne lavede selv budget og regnede ud, hvor meget de skulle bruge på leje af hytten, ingredienser til maden samt indkøb af drikkevarer. Det resulterede i, at gæsterne betalte 300 kroner for at få 14 forskellige serveringer og vin. Menuen rummede mange forskellige retter - som eleverne havde været til at finde på. Der var blandt andet cremesuppe på champignon og purløgsolie, vildsvineryg med kartoffelsifon, kål og kantareller serveret med en sherry sauce og hvidchokolade mousse med sur/ sød blomme med farinskum.

Eleverne havde også til opgave at pynte op med ting fra skoven samt stå for serveringen. Der skulle derfor både tænkes i æstetik og logistik.

Succesoplevelse

Hele projektet var en stor succes. De unge kokkeelever synes, det var en kæmpe oplevelse - og det gjorde også familiemedlemmer og venner, der havde bevæget sig ud i skoven.

 "Vi skal helt klart gøre det igen - næste gang skal det måske lige planlægges lidt bedre, men man kan sige at ligegyldigt om et forløb har været planlagt i flere uger eller man fører en spontan idé ud i livet, så er summen det samme - eleverne oplever, at det er praksisorienteret, og det er vigtigt," fortæller Kristian Nissen Arlet.

 

Kreditering

Indholdet er udarbejdet i samarbejde med Kristian Nissen Arlet, underviser på Selandias kokkeuddannelse. 

Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.