Eksempel fra praksis
Succes med tværfaglighed og helhedsorientering i eux-landbrugsuddannelse
Hent inspiration og erfaringer fra praksis og få ideer til, hvordan du kan tilrettelægge helhedsorienterede undervisningsforløb på eux.
Fokus på faglighed og integration
Asmildkloster Landbrugsskole, og Viborg Gymnasium samt HF har udbudt eux-uddannelsen til landmænd i fem år. De har høstet værdifulde erfaringer samt skabt god praksis for helhedsorienteret undervisning, De to skoler beskriver, at deres succes med eux tager afsæt i en god organisering og et godt fagligt samarbejde.
Ydermere arbejder skolerne målrettet med at integrere eux-eleverne, der hvor de befinder sig, altså både i gymnasieskolemiljøet og i erhvervsskolemiljøet. Det handler om at skabe social integration eleverne imellem.
Fagligt samarbejde
Samarbejdet mellem skolerne er forankret i faglighed, god kommunikation og en fælles retning for eux-uddannelsen
Erfaringen er, at når faglærere og gymnasielærere arbejder sammen og oplever, hvad de hver især kan bidrage med, så kan de skabe gode undervisningsforløb for eleverne.
Etablering af et fælles sigte og en forståelse af hinandens organisationer og kompetencer er essentielt for at skabe et godt og sammenhængende uddannelsesforløb for eleverne.
Integration
Det er vigtigt, at eux-eleverne integreres i skolemiljøerne, både i gymnasiemiljøet og i erhvervsuddannelsesmiljøet.
Der skal være plads til, at de kan være netop eux-elever, og at skolerne skaber rum til dem og undervisning specifikt rettet mod dem.
I Viborg er et af initiativerne til integration af eux-eleverne derfor tværfaglige undervisningsforløb tilrettelagt på tværs af både eux-klasser og stx-klasser.
Ambitionen er, at eux-eleverne får det bedste fra begge verdener. Det er eksempelvis, at eux-eleverne ud over at være en del af landbrugsskolemiljøet også deltager i gymnasiets musical og kommer til gymnasiefesterne.
Du finder inspiration i tre gode eksempler på tværfaglige og helhedsorienterede forløb, tilrettelagt i samarbejde mellem de to uddannelsesinstitutioner.
Tre gode eksempler
’Foderindhold og foderkvalitet’ (Kemi/Husdyr) - forløb på hovedforløb
Forløb om fedt i foder, som bygger på fagmål fra fagene kemi B (organisk kemi) og husdyr (svin og malkekøer).
Formålet er, at eleverne opnår indsigt i foderblandingens fedtindhold, og hvad fedtindhold og fedtkvalitet betyder for kvaliteten af kødet/mælken.
Kemi: Eleverne får indsigt i typer af fedt, sammensætninger af fedtmolekyler, iod-tal og smeltepunkter for fedt.
Husdyr: Ovenstående kobles til det enkelte dyrs behov. Ligeledes kobles der til foderets indlægssedler, som landmanden, i sin egenkontrol, skal kunne læse og vurdere. Forløbet kan suppleres med at undersøge proteiner i foderet.
Praktisk: Eleverne har undervisning i forløbet på både landbrugsskolen og gymnasiet. Ligeledes er der i forløbet ekskursion til en foderstofforretning, hvor der hjemtages vareprøver, som analyseres i kemilokalet.
’Mediernes magt’ (Samfundsfag/Dansk) - forløb på grundforløb 1
Forløbet sætter fokus på mediernes rolle i meningsdannelsen. Landbruget er relevant i denne sammenhæng, da branchen er meget eksponeret i medierne.
Der arbejdes med en case, som er en aktuel politisk sag, eksempelvis randzoner, gødning eller landbrugets gældsbyrde.
Dansk: Danskfaget arbejder i casen med genrerne: nyheder, debatindlæg og sociale medier, og eleverne undersøger, hvordan landbrugsrelaterede emner omtales i medierne - herunder arbejdes med argumentation, retoriske virkemidler og spin.
Samfundsfag: Forløbet inddrager samfundsfagsemnerne: interesseorganisationer, magt i det politiske system og mediernes rolle i det senmoderne samfund.
Produkt: Forløbet rummer en skriftlig aflevering i danskfaget i form af et debatindlæg. Afleveringen skal give eleverne mulighed for at vise, at de mestrer vigtige pointer vedr. retoriske virkemidler og argumentation.
Praktisk: Tæt sparring mellem dansklærer fra gymnasiet og lærere fra Asmildkloster Landbrugsskole med henblik på udvælgelse af case. På sigt kunne forløbet krydres med en paneldebat med deltagelse af relevante eksterne aktører.
’Velkommen til virkeligheden’ (Samfundsfag/Dansk) - forløb på grundforløb 1
Dette forløb kredser om samfundets udvikling fra det traditionelle til det senmoderne samfund, samt de livsvilkår, det afleder for landmanden.
Dansk: I dansk arbejder eleverne med noveller, film, kunstbilleder, artikler og fotos om landbrugs- og samfundsudviklingen i perioden. Derudover møder eleverne en landmand, de interviewer - ikke om det snævert erhvervsmæssige, men om det menneskeliv, der knytter sig til at være landmand.
Samfundsfag: Hvor dansk leverer tekstmæssig fordybelse, arbejder eleverne med samfundsteoretisk stof: landbrugets plads i samfundet og landmandens position i samfundet både før og nu.
Produkt: Med afsæt i interviewet udarbejdes en portrætartikel af landmanden som et konkret eksempel på generelle samfundstendenser, der også er genkendelige fra de tekster, klassen har bearbejdet i danskfaget.
Praktisk: Mødet med landmændene foregår på Asmildkloster Landbrugsskole, hvor også dansklæreren deltager. Eleverne møder og taler med landmændene i mindre grupper i et café-lignende set-up.
Kreditering
Indholdet til denne side er leveret af Asmildkloster Landbrugsskole i samarbejde med læringskonsulent Rasmus Dyrendal, Styrelsen for Undervisning og Kvalitet, Afdelingen for Kvalitet og Viden.
Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.