Artikel

Forskellige persongruppers arbejde og roller i relation til talblinde elever

Her kan du læse om de persongrupper, som har ansvar for at støtte elever med talblindhed.

Arbejdet med at støtte den talblinde elev til læring inden for tal og aritmetik vedrører ikke kun elevens matematiklærer.

En række forskellige fag- og persongrupper skal samarbejde om at skabe et skole- og uddannelsesforløb, hvor elever med talblindhed kan udvikle deres færdigheder inden for matematik, og får mulighed for alderssvarende læring.

De persongrupper, der har særlig betydning for elever med talblindhed er:

  • Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR)
  • Hjemmet
  • Skolelederen
  • Matematikvejlederen
  • Testlæreren

 

Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR)

Pædagogisk Psykologisk Rådgivning spiller en central rolle. Inden eller sidst i forløbet skal PPR afgøre, om der er tale om generelle eller specifikke indlæringsvanskeligheder. 

PPR spiller en væsentlig rolle i at afdække om vanskelighederne med matematik bunder i andre årsager end talblindhed.

 

Hjemmet

Forældrene er en fundamental samarbejdspartner og kan indgå som en støtte til elevens læring, hvis det viser sig, at eleven er talblind.

Det kræver at forældrene får adgang til overskuelige og gode familieaktiviteter med matematik, for eksempel kortspillet Fisk; sjove aktiviteter, som træner paratviden som plus og gangetabellen; anbefalinger til situationer, hvor man kan tale om tal og regning med tal; anbefalinger til situationer, hvor man skal estimere vægt, volumen, længde/afstand, areal, tid m.m., så eleven bliver bedre til at gætte kvalificeret.

 

Skoleledelsen

Skoleledelsen spiller en central rolle. Skolens ledelse er blandt andet ansvarlig for at have et beredskab til at vurdere en elevs undervisningsmæssige behov i de tilfælde, hvor der kan være anledning til bekymring.

Ligeledes er det skolelederens ansvar at vurdere, hvilke muligheder der er for at understøtte talblinde elevers læring og faglige udbytte af undervisningen gennem for eksempel undervisningsdifferentiering, holddannelse, tolærerordning og understøttende undervisning.

For at kunne leve op til det er ledelsen afhængig af, at lærerne løbende iagttager eleverne og informerer om de elever, som viser tegn på talblindhed og eventuelle andre indlæringsvanskeligheder.

Skoleledelsen kan understøtte følgende tiltag for elever med talblindhed:

  • Klare strategier for samarbejdet mellem skole og hjem, i forhold til forældrenes og skolens rettigheder og pligter.
  • Deling af relevant information fra dagtilbud til skole, indskoling til mellemtrin, fra mellemtrin til udskoling og fra udskoling til ungdomsuddannelse.
  • Beslutninger om hvordan støtten til talblinde elever skal organiseres, i samarbejde med matematikvejleder, klassens lærere og forældrene.
  • Understøttelse af lærernes planlægning og tilrettelæggelse af undervisningen på en sådan måde, at der sker undervisningsdifferentiering.
  • At følge op på talblinde elevers udvikling og udbytte af den undervisning og de hjælpemidler, der bliver stillet til rådighed.

 

Matematikvejlederen

Matematikvejlederen på skolen kan fungere som et naturligt omdrejningspunkt og som koordinator for at de forskellige fag- og persongrupper mødes.

 

Testlæreren

Testlæreren er den faglige autoritet, som kan varetage testningen af de elever, som matematiklæreren mener er i risikogruppe for talblindhed. Det er testlæreren, som efterfølgende drøfter resultaterne med matematiklæreren

Andre kolleger, som har de pågældende elever der testes til at være talblinde, bør indgå i samtaler om vanskelighederne, idet det kan have indflydelse på undervisning i alle fag.

 

Kreditering

Lena Lindenskov, Katrine Kirsted, Peter Allerup fra Dansk Pædagogisk Universitet ved Aarhus Universitet samt Bent Lindhardt, Professionshøjskolen Absalon og konsulent Pernille Pind.

Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.