Forskning og viden

Effekten af tolærerordninger

Tolærerordninger har positive effekter for elevernes faglige udvikling, viser et lodtrækningsforsøg udført af Aarhus Universitet og Rambøll Management.

Formål

Formålet med forsøgsstudiet er, at undersøge effekten af tre typer af tolærerordninger:

1) Klassisk tolærerordninger.

2) Brug af anden ressourceperson uden læreruddannelse.

3) Faglig vejleder med særlige kompetencer. 

 

Hovedpointer

Alle tre typer af tolærerordninger, som er blevet undersøgt, har positive effekter, men på forskellig vis. Forsøgsstudiet viser, at:

  • En læreruddannet tolærer (klassisk tolærerordning) begrænser behovet for yderligere støttetimer i en almindelige undervisning og øger trivslen i klasser, hvor elever har en psykiatrisk diagnose. Denne type tolærerordning har størst effekt for pigerne.
  • En anden ressourceperson har de største effekter på elevernes læsefærdigheder. Det er især elever af forældre med lavere uddannelse de hjælper.
  • En faglig vejleder med særlige kompetencer har kun effekter i de klasser, hvor elever har en psykiatrisk diagnose. Her hjælper de eleverne til at blive bedre til at læse.

Generelt ses en tolærerordning med en anden ressourceperson at have den største effekt.

Tolærerordninger reducerer sandsynligheden for, at der er én eller flere elever i en klasse, der modtager støttetimer eller specialundervisning.

En læreruddannet og anden ressourceperson har en positiv effekt på elevernes faglige resultater i dansk/ læsning, men ikke i matematik.

 

Perspektivering

Casestudierne viser, at en forudsætning for et godt samarbejde er, at læreren og den ekstra person anerkender hinandens kompetencer, og at den ekstra person har noget relevant at bidrage med i forhold til undervisningen.

Lærerne oplever, at de ekstra personer har positiv betydning for eleverne i klassen, herunder de fagligt svage. Lærerne oplever i mindre grad, at det har betydet, at færre elever udskilles til specialundervisning og/eller inklusion af elever fra eksempelvis specialklasser.

Faktaoplysninger

Forsøget er gennemført af forskere fra Aarhus Universitet i samarbejde med Rambøll Management for Børne- og Undervisningsministeriet og udgivet i 2014. Rapporten præsenterer resultaterne af et stort anlagt lodtrækningsforsøg – det første af sin art i Danmark.

Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.