Eksempel fra praksis

To cases om phishing

Her finder du to eksempler på phishing, hvor personer lokker fortrolige og personlige oplysninger ud af brugere via eksempelvis mails, sms’er, hjemmesider sociale medier.

Målgruppe



Her er to cases - eksempler fra praksis, du som lærer/underviser på FGU, FVU og EUD kan bruge i undervisningen. Du kan vise dine elever/deltagere, hvad phishing er.

De kan med fordel kombineres med materialet: Undgå phishing - og gør det rigtige, hvis du bliver ramt.

Case 1: Tobias 26 år fik stjålet sin iPhone, som blev overtaget af hackere

Tobias får stjålet sin iPhone ved Distortion. Han melder den stjålet via Find My iPhone. En uge senere modtager han en besked fra Apple Support, om at hans iPhone er blevet fundet. Mailen ser meget troværdig ud og beskriver i detaljer, hvilken iPhone der er fundet, hvor og hvornår. Tobias følger instruktionerne i mailen. Han åbner et link, som leder ham direkte ind på en side, hvor han indtaster sine login-oplysninger. Så snart han har gjort det, forsvinder hans telefon fra listen.

Da det går op for ham, at han er blevet lokket til at give sine login-oplysninger til hackerne, begynder han at grine i affekt. Han havde slet ikke forventet, at de ville være så udspekulerede.

Case 2: Bent 75 år fik stjålet 5.500 kr.



Bent modtog en sms fra et firma, som han tidligere havde handlet hos. Bent studsede ikke umiddelbart over, at han blev bedt om at sende sine kreditkortoplysninger direkte i et svar på beskeden.

Så snart han havde gjort det, gik op for ham, at der var noget galt. Bent kontaktede derfor Nets og fik spærret sit dankort med det samme. Men da var det allerede for sent. Der var blevet hævet 5.500 kr. på hans konto fra en bank i London.

De to cases stammer fra hjemmesiden borger.dk

Kreditering

De to cases - eksempler fra praksis er omtalt af Københavns Professionshøjskole i 2019.

Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.