Aktivitet
Walk and talk
I denne CL-inspirerede aktivitet har eleverne fokus på relevante naturfaglige begreber. Aktiviteten skaber bevægelse i undervisningen, og eleverne udfordres både skriftligt og mundtligt.
Aktiviteten er henvendt til undervisningen i fysik/kemi.
Anslået tidsforbrug: 10-20 minutter
Denne aktivitet er et eksempel på, hvordan strukturen Walk and talk fra Coorperative Learning kan anvendes, når eleverne har brug for en forankring af de faglige begreber, de har arbejdet med indenfor et afgrænset fagligt område.
Forudsætninger, form og indhold
Aktiviteten tager udgangspunkt i strukturen Walk and talk fra Coorperative Learning.
Læs mere om Coorperative Laerning her: Giv eleverne ordet - de vil elske dig for det.
Der findes mange varianter af denne CL-struktur, men denne aktivitet er forsøgt beskrevet med minimal lærerstyring.
Aktiviteten kan bruges, når der er brug for en forankring af de faglige begreber inden for et afgrænset fagligt område. Dermed kan aktiviteten bruges som opsamling undervejs i et undervisningsforløb eller som efterarbejde af en faglig tekst eller film. Aktiviteten giver kun mening i en faglig kontekst, men konteksten kan til gengæld variere.
Tilrettelæggelse
Alt efter elevforudsætninger og formål med aktiviteten kan læreren lave begrebskortene i forvejen, eller eleverne kan selv producere begrebskortene efter en indledende samtale. Den mundtlige del kan også udvides, så eleverne ikke kun skal beskrive fagbegrebet, men eksempelvis også forklare i hvilke faglige sammenhænge begrebet kan anvendes; for eksempel at Jordens magnetfelt er med til at beskytte levende organismer på Jorden, eller at vindkraft siges at være bæredygtig, da udnyttelsen heraf ikke påvirker miljøet for kommende generationer.
Nedenfor er listet en række eksempler på ord, der kan skrives på begrebskortene:
- Induktion
- Generator
- Transformation
- Fossile energikilder
- Vedvarende energikilder
- Bæredygtig
- Kul
- Olie
- Naturgas
- Vindkraft
- Biogas
- Solceller
- Energibevarelse
- Energiomdannelse
- Energikvalitet
Forslag til spørgsmål, der kan overvejes inden aktiviteten gennemføres:
- Hvordan skal den indledende samtaleøvelse tilrettelægges?
- Hvilke begreber skal der arbejdes med i aktiviteten?
- Skal eleverne både kunne beskrive og forklare de faglige begreber?
- Skal eleverne selv lave begrebskort, eller vil du fremstille dem på forhånd?
Aktivitetens opbygning
Aktiviteten er inddelt i tre faser:
1. Indledning
Der kan med fordel begyndes med en indledende samtaleøvelse med eleverne, hvor de faglige begreber, som er relevante, og som har været genstand for elevernes arbejde i undervisningen, italesættes. Det kan gøres fælles for hele klassen eller som en gruppeøvelse med efterfølgende opsamling. Denne fase har til formål at finde frem til de væsentligste fagbegreber, der skal være genstand for det videre arbejde.
Antallet af fagbegreber kan variere alt efter niveau, men erfaringsmæssigt fungerer aktiviteten bedst, hvis der er mellem fem og femten begreber. De udvalgte begreber kan skrives op, så alle i klassen kan se dem.
2. Begrebskort
Hver elev kan nu udvælge tre faglige begreber, som de skriver på et stykke papir/karton. På bagsiden kan de med egne ord beskrive, hvad fagbegrebet betyder.
3. Walk and talk
Når eleverne har lavet deres kort færdige, kan de gå rundt mellem hinanden. Ved et signal kan hver elev finde en makker. Den ene elev kan så trække et tilfældigt begrebskort hos sin makker og læse begrebet op. Eleven, som skriftligt har beskrevet begrebet, kan nu forklare begrebet med egne ord til eleven, som trak kortet. Den lyttende elev kan bruge teksten bag på kortet til efterfølgende at give feedback.
Evaluering
Aktiviteten er i sig selv en evaluering, hvis den bruges som opsamling undervejs i eller efter et undervisningsforløb. Undervejs i aktiviteten kan du lytte til elevernes beskrivelser af og forklaringer på de forskellige faglige begreber.
Der kan efter gennemførelsen af aktiviteten sættes fokus på spørgsmål som:
- Hvordan fungerede den indledende samtaleøvelse?
- I hvilket omfang vurderer du, at eleverne kan beskrive og forklare relevante faglige begreber?
- Kan Walk and talk-strukturen bruges i fremtidige forløb?
Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.