Forløb

Imperiers opståen og forfald

Cæsar, Columbus og dronning Victoria er blandt aktørerne i dette forløb om verdenshistoriens imperier. Det handler om imperiers opbygning, vedligeholdelse og forfald, og der inddrages imperieteori.
 

Forløb på 7 moduler à 95 minutter til historie på stx/hf.

Gennem arbejde med hjemmesider og blogs får eleverne viden om imperieteori og forskellige samfundsorganiseringer i verdenshistorien. Ved at lade eleverne producere egne hjemmesider og nyhedsvideoer, får de ejerskab og følelsen af at mestre og ikke kun præstere.

Der arbejdes med følgende faglige mål og kernestof (historie A, stx): remediering af historisk indhold, styreformer, samspil mellem mennesker og natur samt forandringer i levevilkår, teknologi og produktion.

 

1. Planlægning/overvejelser

Forløbet egner sig bedst til elever, der allerede har fået et vist historisk overblik og som har erfaring med kildekritik.

Arbejdsformen er primært projektarbejde bortset fra de to første moduler, hvor det er læreren, der formidler imperieteori.
Eleverne skal undervejs i forløbet udarbejde en hjemmeside, hvor der bl.a. skal indgå en video og en kildeanalyse. I modul 5 gives desuden formativ evaluering i form af gensidig elev- og lærerfeedback.

Bogen "Imperier - fra oldtid til nutid" (Bang m.fl.), Columbus, Kbh. 2017 er forløbets omdrejningspunkt. 

 

Del 1: Introduktion og imperieteori

Modul 1

Indhold: Imperiers opbygning, imperieteori
Lektie: "Imperier - fra oldtid til nutid" s. 14-23.
Primære aktivitet: Lærerintroduktion til forløbet og klarlægning af formål med arbejdsform. Efterfølges af et lærerforedrag om imperieteori (se vedhæftede fil med præsentationen ”Imperieteori”). Dernæst inddeling af eleverne i grupper og valg af imperium. Elever kan vælge mellem seks imperier: Det romerske, det osmanniske, det danske, det spanske, det britiske og det amerikanske.

 

Modul 2

Indhold: Imperialismens historie
Lektie: "Imperier - fra oldtid til nutid" s. 24-33.
Primære aktivitet: Kort lærerforedrag om imperialismens historie (se vedhæftede fil med præsentationen ”Imperiehistorie”). Dernæst evt. elevarbejde med små opgaver (se bogens hjemmeside).

 

Del 2 Forskellige imperier

Modul 3

Indhold: Eleverne arbejder i grupper med deres valgte imperium. 

Lektie: Afhængigt af, hvilket imperium elevgrupperne har valgt:

  • Det romerske: "Imperier - fra oldtid til nutid" s. 37-58.

  • Det osmanniske: "Imperier - fra oldtid til nutid" s. 63-84.

  • Det danske: "Imperier - fra oldtid til nutid" s. 117-143.

  • Det spanske: "Imperier - fra oldtid til nutid" s. 91-113.

  • Det britiske: "Imperier - fra oldtid til nutid" s. 147-180.

  • Det amerikanske: "Imperier - fra oldtid til nutid" s. 242-247 + artiklen: "Det amerikanske imperium", Herfried Münkler, WA 5/8 2005. 

Primære aktivitet: Elevarbejde i grupper, hvor de skal udarbejde en hjemmeside, hvorpå der er en video ("nyhedsudsendelse fra imperiet") samt en grundig kildeanalyse af en selvvalgt og relevant kilde, der siger noget centralt om det pågældende imperium. Se vedhæftede forløbsplan med bl.a. produktkrav.

 

Modul 4

Indhold: Elever arbejder videre i deres grupper med deres valgte imperium.
Lektie: Afhængigt af, hvilket imperium elevgrupperne har valgt (se modul 3 for sidetal).
Primære aktivitet: Eleverne arbejder med hjemmeside, video og kilde. Ved modulets afslutning skal produkterne være færdige.

 

Del 3: Imperier - feedback og færdiggørelse

Modul 5

Indhold: Imperier - feedback/formativ evalueringsseance.
Lektie: Hver gruppe får tildelt en opponentrolle. Dvs. at eleverne - som hjemmearbejde - skal kigge på og evaluere en af de andre gruppers hjemmesider og produkter på denne. 
Primære aktivitet: Eleverne får først 20 minutter til at forberede deres opponentseance. Dernæst skal de på max 7 minutter give forslag til, hvordan hjemmeside, video eller kildeanalyse kan forbedres. På baggrund af den feedback som grupperne har fået, arbejder de dernæst videre på deres hjemmeside med tilhørende produkter.

 

Modul 6

Indhold: Imperier - endelig færdiggørelse af produkter.
Lektie: Afhængigt af hvilket imperium gruppen har valgt.
Primære aktivitet: Færdiggørelse af hjemmeside og tilhørende produkter.
 

 

Del 4: Afslutning og evaluering

Modul 7

Indhold: Afslutning/evaluering
Lektie: "Imperier - fra oldtid til nutid" s. 14-33.
Primære aktivitet: På baggrund af de faglige mål udarbejder læreren en test som evaluering på forløbet. Desuden giver læreren en endelig feedback (og evt. karakter) på hjemmesiderne og tilhørende produkter. Læreren kan med fordel, i plenum, fremvise eksempler på særlig gode - og evt. mindre gode - elementer og produkter på elevernes imperiehjemmesider.  

 

Kreditering

Produceret af Lars Due Arnov, Gribskov Gymnasium/CFU v. KP.
 

Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.