Forløb

Kropsbasis - Kroppen i fokus

Udskoling: Forløbet sætter fokus på elementære færdigheder inden for kropsbasis som motorik, styrke, bevægelighed og smidighed, så eleverne kan blive bevidste om og gå på opdagelse i kroppens mange muligheder.

Forløbet er henvendt til 8.-9. klasse.
Anslået tidsforbrug: 10-12 lektioner.

Formålet med dette forløb er at komme omkring forskellige elementer af begrebet kropsbasis. Under forløbet kommer eleverne igennem forskellige øvelser, som kræver koncentration og samarbejde på flere planer. Forløbet lægger op til at arbejde med akrobatiske øvelser, Tai Chi og måtteøvelser.

 

Forudsætninger, form og indhold

Forløbet forudsætter, at eleverne har viden om basiselementer som balance, koordination (motorik), bevægelighed, smidighed og muskelstyrke. Samtidig skal eleverne være motiverede for at samarbejde, udvikle og eksperimentere med kroppens muligheder. En stor del af forløbet sætter fokus på elevernes evne til at udvikle og udvise kropsbevidsthed.

Eleverne skal under forløbet arbejde med akrobatik, kampsport og måtteøvelser, og de skal gennem forløbet motiveres til at holde fokus og være nysgerrige på tætte samarbejder i grupper og makkerpar. Arbejdsformen veksler mellem makkerøvelser, større/mindre gruppearbejder, klasse/gruppesamtaler og individuelle refleksioner.

I forløbet kan indgå følgende undervisningsaktiviteter:

  • Tillidsøvelser for at skabe trygge rammer
  • Modtagning, sikkerhed
  • Analyse af bevægelsessekvenser
  • Samtale om musikkens effekter kontra kropsfremstillet musik
  • Kroppen som det bærende redskab
  • Elevernes kreativitet i akrobatiske øvelser

 

Tilrettelæggelse

Forløbet er et indendørsforløb med forskellige rekvisitter som måtter, kilemåtter, rundstokke/kosteskaft, musik med mere.

Undervisningsdifferentiering kan tilgodeses på forskellige måder, eksempelvis via lærerbestemte grupper eller makkerpar og ved individuelle elevmålsætninger og delmålsætninger. Det er meget vigtigt, at eleverne hele tiden oplever progressionen på egen krop. Basiselementerne er byggesten til at kunne udvise og udbygge kropskontrollen. For nogle elever må der derfor laves delmål undervejs, for at de kan fastholde koncentration og motivation.

Forslag til spørgsmål, der kan overvejes inden forløbet:

  • Hvordan skal grupper og makkerpar sammensættes?
  • Hvordan sikres det, at den enkelte elev udfordres på sit niveau?
  • Skal der laves individuelle må og arbejdes med delmål for nogle elever?
  • Hvordan kan du som lærer virke som vejleder og motivator igennem forløbet?
  • Hvilke tillids- og samarbejdsøvelser skal der indledes med?
  • Hvordan skal Tai Chi introduceres?
  • Hvordan skal tiden fordeles mellem de forskellige faser?

 

Forløbets opbygning

Forløbet er opdelt i fire faser:

1. Introduktion
Som opstart kan forløbet kort præsenteres med en understregning af forløbets fokus på koncentration og kontrol af øvelser. Det kan være en god ide med en klassesamtale om sikkerhed og tryghed som en forudsætning for at kunne eksperimentere.

Herefter kan der opvarmes med henblik på akrobatiske øvelser som tillidsøvelser og balance- og vægtforskydningsøvelser. Eleverne kan på baggrund af lærerens instruktioner udføre de forskellige opvarmningsøvelser og videregående øvelser i makkerpar samt mindre grupper.

Afslutningvis kan eleverne sætte ord på, hvilken rolle tillid, samarbejde og kropsspænding har i forbindelse med akrobatik.

2. Akrobatiske øvelser
I makkerpar kan der i denne fase udføres simple, lærerstyrede akrobatiske øvelser. Øvelserne kan lave si mindre grupper med fokus på tillid, sikkerhed og samarbejde. Eleverne kan blandes i forskellige gruppesammensætninger (antal, køn, kompetencer), og der bør være tid til at eksperimentere i grupperne.

Det anbefales at holde små timeouts med samtale om kroppens reaktioner fysisk og psykisk samt kropsspænding.

I grupper kan herefter afprøves nye lærerstyrede øvelser, og senere kan der udvikles/afprøves egne eksperimenter stadig med fokus på samarbejde, koncentration og kropskontrol.

Afslutningsvis kan grupperne fremvise de færdige eksperimenter.

3. Tai Chi
I denne fase kan Tai chi introduceres, og der kan instrueres med forskellige musikvalg med fokus på flydende, sammensatte og langsomme bevægelser samt på koncentration og fordybelse. Læreren kan vælge at inddrage kæppe undervejs for at udvide mulighederne.

Eleverne kan opvarme i grupper. Der kan arbejdes målrettet med puls, muskeltræning og smidighed. Individuelt kan der arbejdes med koncentration i forhold til at følge lærerens instrukser

Igennem hele fasen er der fokus på kampsporten Tai chi. Små musikstykker kan være udgangspunktet for, at eleverne kan eksperimentere med og fordybe sig i øvelserne.

Eleverne kan i grupperne arbejde sammen om at lave en mindre bevægelsessekvens, som skal vises og formidles til en anden gruppe

4. Måtteøvelser
Denne fase kan startes med en kort introduktion til måtteøvelserne efterfulgt af opvarmning med fokus på nakke, arme, skuldre, ryg og mave. Der bør desuden være fokus på teknik og koncentration, så øvelserne kan lykkes.

De forskellige øvelser kan så fremvises og analyseres. Det kan dreje sig om simple rulninger samt mere udfordrende ruller til de øvede (strakte-, spredte- og samlede ben).

I makkerpar kan eleverne hjælpe hinanden med at udføre de forskellige rulleøvelser, eksempelvis forlæns/baglæns ruller, hovedstand, håndstand, flydende overgange fra rulning til håndstand, vejrmøller og dobbeltkolbøtter.

I grupper kan der derefter arbejdes videre med ovenstående øvelser. Opgaven består nu i, at grupperne skal sammensætte de forskellige øvelser i forlængelse af hinanden, meget gerne synkront med musik.

Afslutningsvis kan eleverne vise deres øvelser for hinanden.

 

Evaluering

Forløbet kan afsluttes med en fælles samtale, hvor eleverne byder ind med oplevelser fra hele forløbet. Fokus i samtalen kan være udfordringer, læring, samarbejde, motivation og opfyldelse af mål.

Som vejleder igennem forløbet er det muligt at komme omkring eleverne, når de arbejder i grupper. Dette kan udgøre en del af den løbende og formative evaluering.

Forløbet kan afslutningsvist evalueres med et personligt afkrydsningsskema til den enkelte elev. Skemaet kan sætte fokus på færdigheder/øvelser, som de kan/er godt på vej til at kunne/har udfordringer med. Alle elever kan blive stillet spørgsmålet: Hvad skal ”jeg” arbejde videre med?

Der kan efter gennemførelsen af forløbet sættes fokus på spørgsmål som:

  • Blev der sat fokus nok på individuel støtte for at opnå målene?
  • Hvordan fungerede rollen som vejleder og motivator?
  • I hvilke tomfang gjorde forløbet eleverne bevidste om nødvendigheden af koncentration og kropsbevidsthed?
  • Det er vigtigt, at der i undervisningen er tid til, at eleverne kan få vendt frustrationer i forbindelse med gruppearbejdet, så der hele tiden er en positiv og motiverende tilgang.  Lykkedes det?
  • Er der elementer fra dette forløb, der kan bruges igen i din fremtidige undervisning?

 

Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.