Aktivitet
Madlavningsteknikker - Hak, skær, snit!
Mellemtrin: Madlavning er et håndværk. Aktiviteten har fokus på hakke-, skære- og snitteteknikker og på, hvordan der på mange forskellige områder kan inddrages små undervisningsfilm i undervisningen.
Aktiviteten er henvendt til 4.-7. klasse.
Anslået tidsforbrug: 2-3 lektioner.
”Hak løget fint”, ”Skær gulerødder i julienne”, ”Snit peberfrugt i tynde strimler” - når man læser en opskrift, kan der opstå mange spørgsmål: Hvad betyder det at hakke et løg fint? Hvad er julienne? Hvor tynde skal strimlerne være? At hakke, skære og snitte på forskellige måder er alle madlavningsteknikker, som eleverne skal tilegne sig i undervisningen.
Denne aktivitet har som formål, at eleverne får tilegnet sig nogle basale hakke- skære- og snitteteknikker, som de efterfølgende skal anvende, forfine og effektivisere løbende i undervisningen. Der tages udgangspunkt i kompetenceområdet Madlavning.
Forudsætninger, form og indhold
Aktiviteten kan bruges som introduktion til nogle basale madlavningsteknikker, som eleverne skal kunne drage nytte af i den videre undervisning. Der skal derfor sættes fokus på at madlavning er et håndværk, der kræver masser af træning samt at et godt håndværk er forudsætningen for evnen til at omsætte ideer i madlavningen.
Der tages udgangspunkt i GoCook's hjemmeside, hvor der findes mange ressourcer til undervisningen i madkundskab, blandt andet Kokkeskole, Madleksikon og GoCookBook. I Kokkeskolen findes en lang række metodefilm om forskellige madlavningsteknikker. Denne aktivitet er et eksempel på, hvordan disse film kan inddrages i undervisningen. GoCook er Coops madprogram for børn og unge. Siden er en del af Coops arbejde med ansvarlighed, idet Coops ønske er at skabe en generation, der er gode til at lave grøn mad.
Arbejdsformen er gruppebaseret. Eleverne skal arbejde i mindre grupper og sammen tilberede en ret. De skal desuden løbende give hinanden feedback på hakke-, skære- og snitteteknikkerne og hjælpe hinanden med at udfylde deres "SnitteHakkeSkema". Skemaet findes i en PDF øverst på denne side.
Tilrettelæggelse
Der anvendes metodefilm i aktiviteten, og det forudsættes derfor, at der anvendes smartboard eller mobiltelefoner/tablets.
Læreren skal finde en eksemplarisk opskrift, hvor der anvendes en række forskellige hakke-, skære- og snitteteknikker. I beregningen af indkøb til aktiviteten kan der med fordel beregnes ekstra grønsager til træning af de forskellige hakke-, skære- og snitteteknikker. Der skal også printes et "SnitteHakkeSkema" til hver elev.
Det anbefales desuden at skolekøkkenets knive er nyslebne, da gode hakke-, skære- og snitteteknikker forudsætter godt værktøj.
Forslag til spørgsmål, der kan overvejes inden aktiviteten:
- Hvilke film skal eleverne se? Hvordan skal de introduceres og gennemgås?
- Skal der anvendes andre ressourcer fra GoCook?
- Hvilken ret skal eleverne tilberede?
- Hvordan skal arbejdet organiseres?
Forløbets opbygning
Aktiviteten er opdelt i to faser:
1. Introduktion til teknikker, øvelser og oåpskrift
Forløbet kan starte med, at læreren viser eleverne udvalgte metodefilm på GoCook.dk og taler om forskellige madlavningsteknikker. Herefter kan ”SnitteHakkeSkemaet” og dagens opskrift gennemgås.
2. Træning og madlavning
Eleverne kan i denne fase træne hakke-, skære- og snitteteknikker, og de kan eventuelt anvende deres mobiltelefon/tablet til at gense metodefilm undervejs, Eleverne kan også udfylde individuelle ”SnitteHakkeSkemaer", og til sidst kan de lave mad efter den udleverede opskrift.
Aktiviteten kan afsluttes med en samtale om, hvordan eleverne har udfyldt deres ”SnitteHakkeSkema”.
Evaluering
I dette aktivitet kan "SnitteHakkeSkemaet" anvendes som evalueringsform. Elevernes "SnitteHakkeSkema" er tænkt som opsamlende evaluering og et skema, som eleverne kan vende tilbage til, når de støder på nye opskrifter, hvor forskellige hakke-, skære- og snitteteknikker indgår.
Der kan efter gennemførelsen af aktiviteten sættes fokus på spørgsmål som:
- Hvordan fungerede det at bruge de små metodefilm?
- Var "SnitteHakkeSkemaet" er brugbart som evalueringsredskab?
- Kan erfaringer fra denne aktivitet bruges i planlægningen af fremtidig undervisning?
Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.