Redskab

Vis, hvad du kan

"Vis, hvad du kan" er Børne- og Undervisningsministeriets vejledende sprogscreeningsmateriale til screening af børn på 3-5 år med dansk som andetsprog.

Tegninger af fem børn der sidder på gulvet
© Børne- og Undervisningsministeriet

Vis, hvad du kan til dagtilbud er inddelt i to niveauer:

  • Sprogscreening af 3-årige eller 4-5-årige børn, som lige er begyndt på at tilegne sig dansk og har været i et dansksproget, sprogstimulerende læringsmiljø i mindre end et år.
  • Sprogscreening af 4-5-årige børn, som har været i et dansksproget, sprogstimulerende læringsmiljø i mere end et år.

Materialet består af følgende dele:

  • Vejledning (introduktion til dansk som andetsprog, præsentation af sprogscreeningen, cases)
  • Instruktion
  • Skemaer
  • Billedmateriale

Vis, hvad du kan hentes på Børne- og Undervisningsministeriets hjemmeside.

Materialets formål

Vis, hvad du kan kan give et billede af centrale træk i barnets sprogfærdighed på dansk. Der lægges ikke op til en grundig udredning af barnets samlede sproglige kompetencer eller til en indkredsning af specifikke vanskeligheder.

Betegnelsen sprogscreening betyder her alene, at der er tale om et øjebliksbil­lede af sprogfærdighed i udvalgte relevante situationer.

Vis, hvad du kan afdækker det enkelte barns andetsproglige kompetencer, som de kommer til udtryk i en række kommunikative aktiviteter under sprogscreeningen. Den centrale aktivitet i sprogscreeningen er samtalen og vurderingen af barnets samtalekompetence.

Ud over materialet her er der udarbejdet et materiale til sprogscreening af tosprogede børn/elever i forbindelse med optagelse i skole eller med skoleskift.

Vis, hvad du kan (2007) er udarbejdet for Børne- og Undervisningsministeriet af et konsortium bestående af Danmarks Pædagogiske Universitet, Videncenter for tosprogethed og interkulturalitet (UC2) ved Center for Videregående Uddannelse København & Nordsjælland og Jysk Center for Videregående Uddannelse.

Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.