Forløb

Plant solsikker i matematik

Indskoling: Eleverne arbejder praktisk med matematik og lærer om job med planter. Forløbet kombinerer matematik med Uddannelse og job.

Målgruppe: Matematik og Uddannelse og job i 1.-3. klasse
Kompetenceområde: Tid og måling og geometri
Tidsforbrug: 6-10 lektioner
Ressourcer: Læreroplæg og elevbilag

Matematik er alle vegne: I undervisningen, i urtepotten og i arbejdslivet. Eleverne planter deres egne solsikker og arbejder praktisk med matematik, mens planterne spirer og gror. Undervisningen kobles til det omgivende samfund gennem et besøg hos en lokal gartner.

Til forløbet hører et læreroplæg og elevbilag.

Uddannelse og job

Tre sammenhænge til uddannelse og job i dette forløb:

1. Karrierelæring: Eleverne får mulighed for at udforske forskellige karriereveje og arbejdsformer gennem praktiske erfaringer.

2. Lokalsamfund: Eleverne får indsigt i jobfunktioner i deres nærmiljø og matematikfagets anvendelse i praksis.

3. Det matematikfaglige perspektiv: Eleverne udvikler deres matematiske kompetencer i forhold til geometri, måling og tid ved eksempelvis at:

  • Vurderer størrelser på solsikkerne i forhold til hinanden.
  • Få viden om begreber inden for måling af længde og tid.
  • Addition, subtraktion og forskel kan komme i spil.
  • Eleverne kan holde statistik over deres solsikker, ved at notere i et skema, hvordan solsikkerne vokser.
  • Plante mere end ét solsikkefrø, for at få erfaringer med sandsynlighed for, hvor mange solsikker, der vokser op.
  • Besøge en lokal park, hvor de skal finde forskellige geometriske former, som firkant, trekant og cirkel.
unpublished

Værd at tænke over i din forberedelse


Læreroplægget og bilagene kan tilpasses, så de passer til din undervisning og dine elevers behov.


Overvej hvordan eleverne kan få indsigt i gartnerens arbejde, samt de uddannelsesmæssige muligheder der er for at blive gartner.


Materialer til aktiviteterne:

  • Plantning af solsikker: Potte, plantejord, solsikkefrø, vand, solsikkedagbog , skeer til at grave med (se bilag).
  • Solsikkegeometri: Print solsikke, skiveværktøj, print geometrisk skattejagt.
  • Mønstre i solsikker: Perleplader og perler eller papir at tegne på.

Det er vigtigt, at være i god tid med aftaler om besøg ude af huset. Du kan kontakte:

  • Parker
  • Botaniske haver
  • Vej og park i jeres kommune
  • Kirkegårde
  • Planteskoler
  • Havecentre
  • Gartnerier
  • Uddannelsessteder for gartnere

Forløbets faser

Forløbet består af tre faser og en afsluttende præsentation og evaluering.

Katrine Catalan
Solsikker har symmetriske former og er et godt udgangspunkt for praktisk orienteret matematikundervisning.
© Børne- og Undervisningsministeriet

Fase 1: Aktivér elevernes forforståelse og væk deres engagement

I forbindelse med elevernes forforståelse kan det være vigtigt at knytte an til det eleverne ved i forvejen. Begynd derfor med en fælles dialog om disse spørgsmål:

  • Hvilke planter har I derhjemme?
  • Hvordan får man planter til at vokse?
  • Hvordan kan man sørge for at en plante vokser og trives?
  • Hvad er gartnerens arbejde?

Du eller eleverne kan medbringe eksempler på madvarer med solsikker. I kan også besøge et supermarked og finde madvarer, hvor solsikkefrø eller -kerner indgår - f.eks. solsikkeolie og solsikkerugbrød.

Fase 2: Plant solsikker og arbejd med praktisk orienteret matematik

Nu er det tid til at eleverne skal plante deres egne solsikker. Eleverne skal passe planterne og følge deres vækst i deres egen solsikkedagbog (se bilag). Solsikkeplanterne er udgangspunkt for de matematikfaglige aktiviteter.

Du kan bruge læreroplægget (se bilag) som det er eller tilpasse det til dine elevers behov. I læreroplægget er forslag til:

  • Plant en solsikke og mål dens vækst: En praktisk instruktion til elevernes arbejde med at plante solsikker.
  • Et eksperiment med frø: Når solsikken spirer er et enkelt eksperiment, hvor eleverne kan få frø til at spire.
  • Praktiske aktiviteter med geometri: Find geometriske former i solsikker, hinandens ansigter og i omgivelserne. I kan også lave geometriske former med perler og perleplader.
  • Bage boller med ingredienser fra solsikker: Ingredienser med solsikker indgår i meget af den mad vi spiser. Eleverne bager boller og bruger matematiske færdigheder til blandt andet at måle præcist op.

Fase 3: Besøg en gartner på deres arbejdsplads

Her får eleverne viden om gartnerens arbejdsplads og forskellige jobfunktioner. Du kan organisere et besøg til en lokal park, kirkegård, gartneri eller planteskole, hvor gartneren fortæller om sit arbejde, og eleverne får mulighed for at stille gartneren spørgsmål.

Du kan også bruge Tre trin i planlægningen af åben skole-aktiviteter, der er et redskab til lærerteams, der planlægger besøg ude af huset (emu.dk).


Forbered jeres egne spørgsmål eller brug disse:

  • Hvad er dine arbejdsopgaver?
  • Hvad er det bedste ved at være gartner?
  • Kan vi se, hvad du gør?
  • Hvordan bruger du matematik i dit arbejde?


Når I kommer hjem kan I tale om:

  • Kunne eleverne tænke sig at arbejde som gartner som voksne, hvorfor og hvorfor ikke?
  • Andre arbejdspladser i lokalmiljøet, som eleverne kunne finde spændende at udforske i et lignende projekt.

Præsentation og evaluering

I kan invitere forældrene på besøg, så de kan se solsikkerne. Eleverne kan fortælle om, hvad man bruger solsikker til, og hvad gartnerens arbejde går ud på i forbindelse med at plante og passe solsikker.

Eleverne kan tage solsikkefrø fra deres egne solsikker med hjem og plante solsikker derhjemme.


Evaluering

Som en del af afslutningen på projektet kan I i klassen tale om elevernes oplevelser i forløbet.

  • Hvad ved vi nu om solsikkes vækst - hvor hurtigt vokser de? Hvor høje er de blevet?
  • Hvad ved vi nu om gartneres arbejde?
Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.