Artikel

Nudge dine kolleger til korrekt affaldssortering

Hvordan kan et tværfagligt undervisningsforløb med faglige mål fra grundfagene dansk, fremmedsprog og samfundsfag tilrettelægges? Få inspiration her!
 

Fag: Dansk, engelsk og samfundsfag

Anslået tid: 8 moduler á 85 minutter

Artiklen er udarbejdet som inspiration til, hvordan et tværfagligt undervisningsforløb med faglige mål fra grundfagene dansk, fremmedsprog og samfundsfag kan tilrettelægges. Undervisningsforløbet er udarbejdet som projektarbejde på grundforløbets 1. del på et eux-forløb inden for hovedområdet kontor, handel og forretningsservice. Undervisningsforløbet kan med få justeringer anvendes på de andre tre hovedområder inden for erhvervsuddannelser.

 

Formål med undervisningen

Tværfagligt projekt om et aktuelt emne som kan anskues fra grundfagenes forskellige faglighed. Forløbet har til formål at understøtte helhedsorientering og praksisrelatering. I undervisningen inddrages flere grundfagsfagligheder som indgår naturligt i besvarelsen af opgaven.

 

Motivation og opgavebeskrivelse

Affaldssortering er ikke bare en pligt, det er en handling, der definerer vores ansvar over for planeten. I Danmark har vi en stolt tradition for at være banebrydende inden for miljøbevidsthed, og affaldssortering er et nøglekomponent i denne bestræbelse.

Ved at sortere vores affald viser vi ikke kun respekt for vores eget lokalsamfund, men også for den globale natur. Danskernes indsats for at adskille genanvendelige materialer fra restaffald er afgørende for at reducere vores miljøpåvirkning og bevare ressourcerne for fremtidige generationer.

I dette forløb skal du sammen med din gruppe udarbejde et forslag til en nudgingkampagne, som skal inspirere dine kolleger til at affaldssortere korrekt.

 

Casebeskrivelse

Du er blevet ansat som kontorelev i en virksomhed som ejer og distribuerer danske brands indenfor isenkram. Du har lagt mærke til, at dine kolleger på kontoret og i virksomheden generelt gerne vil affaldssortere, men at det ofte er svært at vide, om det er gjort korrekt. På kontoret er der ofte kunder og samarbejdspartnere fra andre lande (bl.a. England).

Du udarbejder en undersøgelse på kontoret omkring dine kollegers vaner omkring affald, affaldssortering og sammenligner resultatet med relevante statistikker - disse kan du finde ved at søge "Affaldspersonaer" på cirkulaer.dk. 

Efter at have observeret din egen og dine kollegers adfærd, beslutter du at lave et forslag til nudging og korrekt affaldssortering. Du laver et lille oplæg, som du vil holde for din leder samt en nudgingkampagne, som skal hjælpe dine kolleger til at affaldssortere korrekt på kontoret.

 

Mål fra fagene

Dansk
  • Eleven eller lærlingen kan skelne mellem, reflektere over, vurdere og indgå i kritisk dialog om virksomheders interne og eksterne kommunikation.

  • Eleven eller lærlingen kan forklare og reflektere over sproglige normer i diverse kontekster indenfor erhverv, uddannelse, samfund og danskfaget.

  • Eleven eller lærlingen kan metodisk reflektere over og vurdere tekster relateret til erhverv, uddannelse, samfund og dagligdag på grundlag af analyse og indgå i kritisk dialog om sin vurdering.

  • Eleven eller lærlingen kan planlægge, forberede og fremstille formelt korrekte, varierede og nuancerede skriftlige og mundtlige tekster ved brug af teksttyper, der er relevante i forhold til emner og kontekster inden for erhverv, uddannelse, samfund og dagligdag.

Engelsk
  • Eleven eller lærlingen kan forstå indholdet af skrevne fremmedsproglige tekster om alsidige og specifikke emner.

  • Eleven eller lærlingen kan opnå, anvende og redegøre for og reflektere over viden om adfærd, normer og værdier hos brugere af fremmedsproget i erhverv, samfund samt i personlige og almene sammenhænge.

  • Eleven eller lærlingen kan drage sammenligninger mellem egen kultur og andres kultur samt redegøre for og forklare disse forskelle.

Samfundsfag
  • Eleven eller lærlingen kan diskutere samfundsmæssige problemer på et samfundsfagligt grundlag og argumentere for egne synspunkter og vurdere andres holdninger og argumenter.
  • Eleven eller lærlingen kan anvende viden og begreber om økonomiske sammenhænge til at forklare aktuelle samfundsøkonomiske prioriteringer og Danmarks placering i det internationale økonomiske samfund.
     
  • Eleven eller lærlingen kan indsamle og kritisk vurdere forskellige informationskilder, formulere samfundsfaglige spørgsmål og anvende forskellige materialetyper, til at dokumentere enkle, faglige sammenhænge.

Eksempel på lektionsplan

Herunder finder du et eksempel på undervisningsaktiviteter i de indgåede grundfag: dansk, engelsk og samfundsfag. Afsæt tid til elevernes fremlæggelse og evaluering i en form, der passer med undervisningens tilrettelæggelse på din skole.

Under "relateret indhold" nederst på siden findes links, der kan anvendes. Bemærk at nogle links antageligt fungerer bedre som baggrundsmateriale for underviserens oplæg og planlægning end som elevrettet materiale. Endvidere er links oplyst som inspiration.


Modul 1:

Opstart og introduktion til nudging med praktiske eksempler.

 

Modul 2:

Diskursanalyse af Miljøstyrelsens retningslinjer for affaldssortering.

 

Modul 3:

Undersøge succesfulde kampagner. Opstille kriterier for en succesfuld kampagne på kontoret.


Modul 1:

Casestudie af nudging i det offentlige rum i Storbritannien og/eller USA.

 

Modul 2:

Udarbejde nudgingmaterialer. Eksempelvis plakater eller flow charts til kampagnen, som fungerer både på dansk og engelsk.


Modul 1:

Undersøge politisk dagsorden bag affaldssortering. Empiri og statistik (se evt. links nederst på siden under overskriften "relateret indhold").

 

Modul 2:

Affaldssorteringens betydning for samfundsøkonomien. Eventuel justering af nudgingmateriale på baggrund af viden om politisk dagsorden og samfundsøkonomi.

 

Modul 3:

Fremlæggelser.


Kreditering 

Fagkonsulent Sarah Hedegaard Sørensen og fagkonsulent Bitten Næsted Hansen - Kontor for erhvervsuddannelser, Styrelsen for Undervisning og Kvalitet.

Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.