Eksempel fra praksis

Case: Museer

Eleverne får indblik i hvad et museum er, herunder hvad kunstværker og kulturgenstande kan være.

Undervisningen kan fokusere på, hvad kunstoplevelsen er, og hvad kunst er, herunder hvad vi egentlig skal med kunst og kultur, og hvorfor kunst ofte er svær at forstå. 

Man kan fx kigge på traditionel kunstformidling (kunsthistorisk) versus alternativ kunstformidling og opfordre eleverne til at reflektere over, hvilke kunstformer de bedst kan lide fx musik, film mm., og hvad de kan lide ved disse former for kunst.

Herefter kunne de selv opleve en udstilling ud fra en fænomenologisk/oplevelsesbaseret tilgang, hvor deres egne livserfaringer er i centrum, og hvor det kunne handle om hvilke tanker, følelser og erindringer, de selv får i mødet med værket. 

Efter besøget kunne de udtænke en formidlingsstrategi på baggrund af deres egne oplevelser. Her skal formidlingen gøres på en måde, som de selv finder interessant fx ved at forbinde oplevelsen af et værk med noget i ens eget liv eller ved at udvide oplevelsen i retning af mere interaktion eller aktivisme.

 

Baggrund for casen

I den danske museumslov står der, at: ”...danske museer skal være tilgængelige for offentligheden”.

Alle skal have adgang til museerne også børn og unge. Problemet er, at børn og unge ofte er en svær målgruppe at nå ud til, når det gælder museums-/kunstformidling, hvilket er et tab, fordi museer bidrager til livslang læring, almen dannelse og personlig udvikling.

Ofte er museer noget især børn og unge forbinder med noget kedeligt, uinteressant og uvedkommende.
 

 

Kommunikationsproblem

Hvordan kan man gøre museumsoplevelsen mere levende og engagerende for børn og unge?

Tag kontakt til dit lokale museum (natur-, kultur eller kunstmuseum) og aftal et samarbejde eller et besøg. Overvej, om eleverne skal have en rundvisning. Ulempen ved en rundvisning er, at eleverne ikke har deres egen oplevelse i fokus.

Start med et besøg på en udstilling, hvor eleverne har fokus på deres egen udstillingsoplevelse. Lad eleverne dokumentere deres oplevelser ved fotos og/eller egne notater. 

Lav en forundersøgelse med inddragelse af museets formidlingskatalog/tekster og andet formidlingsmateriale der hører til udstillingen. Inddrag egen oplevelse med udstillingen og udarbejd gerne kvalitative/kvantitative interviews med målgruppen med fokus på museumsoplevelsen.

Overvej, hvordan udstillingen kan gøres mere levende, interessant og sjov for børn og unge – udarbejd en formidlingsstrategi. 

 

Målgruppe

Museer ønsker flere besøgende af børn og unge, men der kan være forskellige barrierer forbundet med at motivere målgruppen til museumsbesøg. Hvad motiverer børn og unge?

 

Mulige kommunikationsprodukter

Virtuelle rundvisninger: Elever kan i samarbejde med de lokale museer (kunstmuseum, kulturhistorisk eller naturhistorisk) udarbejde virtuelle rundvisninger af museets samlinger eller særudstilling, hvor de bruger 360-graders billeder eller VR-teknologi til at formidle deres fortolkning eller formidlingsstrategi til en udvalgt målgruppe. 

Egne udstillingsprojekter eller produkter: Elever kan lave deres egne udstillingsprojekter eller designe produkter ud fra et emne eller tema, som de udstiller i museets fysiske lokaler eller online.

Det kan være AI-genererede billeder (Midjourney eller DALLE) fra tekst til billede, hvor prompts er baseret på elevernes egne oplevelser med værkerne eller genstande fra samlingen.

Idéen er, at de aktuelle eller permanente værker formidles af unge til unge som en del af museets udstilling i en periode.

Interaktiv formidlingsstrategi: Eleverne kan formidle samlingen/udstillingen eller et enkelt værk med en helt anden og mere interaktiv eller teknologisk formidlingsstrategi, fx ved hjælp af egne auditive fortællinger, billeder, lydoptagelser, AI-billedegenerering eller musik baseret på deres egen tilgang/oplevelse af værkerne og/eller med udgangspunkt i en målgruppeanalyse med henblik på at udvide besøgsoplevelsen.

 

Keywords: Immersion, kunstoplevelse, museumsformidling, æstetik. 

 

Videre læsning

  • Museumsloven på retsinformation.dk
  • Kunsten.nu
  • Danmarks museer: danmarksmuseer.dk
Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.