Artikel
Uddybende spørgsmål: Sådan kan du forberede og bruge dem til den fælles prøve i fysik/kemi, biologi og geografi
De uddybende spørgsmål skal ud til hver af de naturfaglige problemstillinger, som eleverne individuelt eller i grupper udarbejder.
Det kan være sværere, end man lige tror, men fat mod, for her kommer nogle tips og tricks til, hvordan du forbereder de uddybende spørgsmål, så du stiller eleverne bedst muligt til prøven.
Derfor skal du lave de uddybende spørgsmål
Du skal lave de uddybende spørgsmål for at:
- du og censor har det bedst mulige bedømmelsesgrundlag i forhold til at skulle give eleven en karakter
- du sikrer dig, at eleverne får mulighed for at udvise alle deres fire naturfaglige kompetencer
- du hjælper eleven/eleverne med at forblive aktive under hele prøven
Sådan forbereder du meningsfulde uddybende spørgsmål
En måde at forberede og bruge uddybende spørgsmål på er, at du vælger at stille spørgsmål til alle de fire naturfaglige kompetencer, men du prioriterer, at du først stiller det spørgsmål, som du umiddelbart tænker, at eleven/gruppen får vist mindst til prøven.
Brug konkrete materialer som eksempelvis:
- En simulering: Hvad viser denne model i forhold til den, I har taget med? Hvad kan I egentlig undersøge med denne simulering i forhold til jeres hypotese? Kan I opstille en anden hypotese i forhold til jeres problemstilling, hvor I bruger denne simulering? Se fx redskabet "Samlinger af interaktive laboratorier" på emu.dk
- En graf: Hvad viser denne graf i forhold til jeres problemstilling? Hvordan kan det være, at denne graf viser noget helt andet, end det I konkluderer? Hvilken hypotese kunne denne graf henholdsvis bekræfte/afkræfte?
- Et datasæt: Hvordan er dette datasæt anderledes end jeres? Sammenlign måden, som I har indsamlet data på, og som de har indsamlet data på. Hvilke forskelle og ligheder er der og hvilken betydning får det for handlemulighederne? Hvilke perspektiver ser I, når vi kigger på deres datasæt?
- Et naturfagligt argument: Hvordan hænger dette naturfaglige argument sammen med jeres naturfaglige argument i forhold til handlemuligheder? Dette naturfaglige argument er forskelligt fra jeres – så hvilken betydning vil det have for jeres konklusion? Hvad kan I udlede på baggrund af dette naturfaglige argument i forhold til jeres hypotese?
Hvad du skal være særligt opmærksom på
Du skal være opmærksom på at formulere uddybende spørgsmål efter gældende krav, det vil sige, at uddybende spørgsmål for eksempel ikke må indeholde links, hvor eleverne skal søge ny viden.
Det er i stedet en god ide, at du sørger for, at de konkrete materialer, som hører til et uddybende spørgsmål, enten kan gemmes lokalt eller udleveres i papirform.
Du skal også huske at:
- de uddybende spørgsmål skal udarbejdes på baggrund på elevens naturfaglige problemstilling
- de uddybende spørgsmål skal være formuleret inden for opgivelserne af det lodtrukne fællesfaglige fokusområde.
- under prøven skal der stilles mindst et uddybende spørgsmål med henblik på at synligøre elevens naturfaglige kompetence i en ikke forberedt kontekst.
Se evt. mere her: Prøvevejledninger til folkeskolens prøver (uvm.dk
Fire eksempler på uddybende spørgsmål
Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.