Artikel
Særlige udfordringer på vejen til en læreplads
Her kan du læse om de særlige udfordringer, der kan være på vejen til en læreplads.
Vejen fra opstart på erhvervsuddannelse til læreplads kan være lang og meget udfordrende for eleven. Nogle kender måske deres fag fra forældre eller andre bekendte, mens faget kan være helt ukendt for andre. Måske kender de en tømrer, men ved ikke, hvordan fagene fungerer på en arbejdsplads, hvor der kan være andre fagligheder samtidig. Hvem gør hvad, hvornår og hvordan?
Eleven har eller skal tidligt have fokus på at finde en læreplads, der både opfylder elevens ønsker og drømme. Men eleven ved måske ikke så meget om, hvordan det er at være ansat på en arbejdsplads.
Her er det vigtigt, at skolen understøtter og bidrager med viden om, hvordan det er at være ansat, samt kan komme idéer og kontakter til virksomheder mv., hvor eleven kan komme til at møde faget og arbejdspladskulturen.
Overvejelser inden og under forløbet
Det er en god idé nøje at overveje, hvordan skolen bistår eleverne bedst muligt i det arbejde, der forestår for dem:
- Inden opstart på GF2: Afklaring, evt. behov for SPS mv.
- I et introforløb: Gøre eleverne arbejdspladsparate, lærepladskultur – sprog, arbejdsform mv.
- Når de skal i virksomhedsforlagt undervisningspraktik: Lærepladskonsulenter kan evt. trække på deres netværk.
- Løbende sparring med virksomhedslærepladskonsulent.
- Inddrage LUU: De kan evt. bidrage med konkrete kontakter til virksomheder.
- I overgangen til læreplads: Samtaletræning, søgestrategier, skrivning af ansøgninger.
- Hjælp til afklaring: Hvis eleven er i tvivl om, hvorvidt valget af fag var det rette.
Planlægning af forløbet
Planlæg den gode afslutning på GF2 og overgangen til hovedforløbet:
- Lærere og elever evaluerer GF og noterer sig, hvilke faglige og sociale erfaringer og læringspointer, de kan tage med på deres videre uddannelsesrejse.
- Markér den gode afslutning på forløbet og italesæt og bring læringen videre som en vigtig erfaring og ballast – fx ift. faglig dannelse, forståelse for at samarbejde professionelt med andre med en bevidsthed om egen rolle for at indgå som elev/lærling på en arbejdsplads.
- Sørg for, at støtten også følger eleven i lærepladsen, hvis eleven modtager SPS-støtte.
Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.