Artikel

Introduktion til Erhvervsgrunduddannelsen (egu)

Erhvervsgrunduddannelsen (egu) er en kombination af praktik og skoleforløb. Den kommunale ungeindsats aftaler praktikforløbet med en virksomhed og den unge.

Egu er til den unge, der gerne vil i virksomhedspraktik og få konkrete erfaringer og kompetencer, der forbereder den unge til beskæftigelse eller en erhvervsuddannelse.

Egu er en aftalebaseret praktik, der veksler mellem skoleforløb og praktik i en lokal virksomhed.

Her skal eleven opnå kendskab til arbejdsmarkedet og opnå viden, færdigheder og kompetencer, der er relevante og efterspurgte på arbejdsmarkedet, så eleven senere kan overgå til en erhvervsuddannelse eller beskæftigelse.

Praktik og skoleforløb

Det er den kommunale ungeindsats, der har ansvaret for at finde en praktikplads til den unge. I praktikken undervises eleven i et fagligt tema. Ved siden af praktikforløbet deltager den unge i skoleforløb, som skal understøtte virksomhedspraktikken.

Skoleforløb kan helt eller delvist bestå af kombinationsforløb, fx AMU-kurser, elementer fra kompetencegivende ungdomsuddannelser eller højskoleforløb (kun muligt for egu-elever).

Desuden kan skoleforløbene tilrettelægges med undervisning i fx matematik, dansk og/eller PASE (Privatøkonomi, Arbejdslære, Samarbejdslære, Erhvervslære).

Et egu-forløb tilrettelægges med 2/3 virksomhedspraktik og 1/3 skoleundervisning.

Prøver

Hvis eleven afslutter sit faglige tema i virksomheden på FGU-niveau 3, skal eleven til prøve. Prøveformen i de faglige temaer fremgår af fagbilagene og varierer mellem portfolioprøve, praktisk prøve over én dag og praktisk prøve over flere dage.

For egu-elever gælder, at FGU-institutionen kan beslutte, at eleven skal afslutte sit faglige tema med en praktisk prøve over flere arbejdsdage, selvom fagbilaget ikke lægger op til denne prøve­form.

Denne beslutning vil ske i dialog med elevens praktikvirksomhed, da prøven i de fleste tilfælde vil finde sted der.

Prøven i det faglige tema bedømmes bestået/ikke bestået. Hvis eleven afslutter sit faglige tema på FGU-niveau 1 eller 2 modtager eleven en afsluttende standpunktsbedømmelse. Denne bedømmes ligeledes bestået/ikke bestået.

Eventuelle prøver i elevens skoleforløb følger reglerne for de udbydende institutioner.

Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.