Global idéhistorie – tilgang, metode og praksis

I artiklen er der løbende kommentarer til, hvordan forskningens vinkler tillægges gymnasiefagets hensigter. Artiklen kan med fordel suppleres af artiklen: Vinkler til global idéhistorie i praksis på emu.dk, som udvider global idéhistorie som praktisk vinkling i gymnasiefaget.

Et spirende forskningsfelt

“Ideas are the most migratory things in the world.” (Lovejoy, 1940)

Hvad er global idéhistorie? Hvorfor lave det? Og i så fald hvordan? Som akademisk tilgang er den globale idéhistorie et felt i rivende udvikling – en udvikling som bl.a. markerer behovet for nye idéhistoriske spørgsmål og tilgange. Global idéhistorie er en idéhistorisk subdisciplin, som bærer præg af den voksende interesse inden for humaniora, især blandt historiedisciplinerne, i at skrive globalt (Andersen og Thorup, 2018). En interesse som i hvert fald har præget de humanistiske fag de sidste ca. 15 år. Interessen i ‘at skrive globalt’ inden for idéhistorien kan bl.a. ses via udgivelse af den engelske antologi Global Intellectual History i 2013, redigeret af Samuel Moyn og Andrew Sartori, efterfulgt af etableringen af et akademisk tidsskrift med samme navn i 2016. I Danmark udkom der i 2018 en dansksproget antologi med titlen Global idéhistorie redigeret af Casper Andersen og Mikkel Thorup, henholdsvis lektor og professor i idéhistorie ved Aarhus Universitet. Både den engelske og danske antologi giver deres bud på en optegnelse af den globale idéhistorie som spirende forskningsdisciplin og tager temperaturen på mange af de mest centrale diskussionspunkter og kritikker, som løbende er blevet rejst i forhold til både indholdet og omfanget af dette nye felt.

Som et forskningsfelt i udvikling bidrager det til og taler ind i den hybride faglige identitet, som kendetegner undervisningsfaget idehistorie på htx. Specifikt understøtter det udviklingen af det idéhistoriske ben, som udgør ét af de tre faglige fundamenter i undervisningsfaget. Mere generelt har den forskningsmæssige udvikling indenfor global idéhistorie relevans som inspirationskilde til at behandle globale problemstillinger og kan understøtte elevernes erhvervelse af globale kompetencer og at bibringe eleverne “forståelse for mulighederne for individuelt og i fællesskab at bidrage til udvikling og forandring samt forståelse af såvel det nære som det europæiske og det globale perspektiv” (Gymnasieloven, §1, stk. 4). Det er dog vigtig at påpege, at det forskningmæssige felt i idéhistorie ikke relaterer sig direkte til undervisningsfaget som en basisfagsdidaktik, men kræver en tilpasning og praktisk tilrettelæggelse som også indbefatter teknologihistorie og almenhistorie.

Hvad er global idéhistorie?

“Global idéhistorie er studiet af idéers geografiske tro.løshed, af de måder, hvorpå tekster, idéer, aktører og begreber cirkulerer på tværs af grænser, trosretninger, oceaner og tidsaldre” (Andersen og Thorup, 2018)

Den globale idéhistorie søger, for det første, at bevæge sig hinsides idéhistorieskrivningens konventionelle territoriale grænser og kontekster (nationen og regionen) samt at udfordre såkaldte masternarrativer, såsom eurocentrisme, det vil sige tendensen til at anskue verden fra et europæisk perspektiv, at vurdere andre folk og kulturer fra dette perspektiv samt at anse Europa og europæerne som værende overlegne. Gennem et globalt perspektiv søges en udfordring af det primære fokus på europæisk og vestlig tænkning, som har præget idéhistoriedisciplinen. Det sker bl.a. gennem en orientering mod det spatiale – mod steder og geografiske kontekster, der tidligere har været underbelyste (såsom det “Globale Syd,” det transnationale, internationale og globale) – samt i retningen af aktører, der på samme vis har været oversete. Den globale idéhistorie retter således også blikket mod tidligere marginaliserede aktører, eksempelvis tænkere fra lande uden for Vesten samt de, der ikke har nedskrevet deres tanker, men i stedet har overleverede historien/historier gennem det talte sprog, og som vi derfor kun har adgang til gennem såkaldt oral history. Gennem analytiske begreber som forbundethed, rejser, og møder søger global idéhistoriske tilgange (for der er nemlig flere) at følge aktører, idéer, og genstande/teknologiske opfindelser i deres færden rundt i verden – på tværs af nationale, regionale og kontinentale grænser – samt at forstå hvordan verden og dermed begivenheder er forbundet på kryds og tværs. For som den amerikanske idéhistoriker Arthur Lovejoy skrev i 1940, så er idéer nogle af det mest migratoriske “ting” i verden—om end Lovejoy modsat den nye globale idéhistorie mest af alt var optaget af vestlig idéhistorie (Lovejoy, 1940).

Nogle af de kritik- og opmærksomhedspunkter, som er blevet rejst, er imidlertid spørgsmål såsom: hvad menes der egentligt med “det globale”? Er alting altid globalt og en del af globale/globaliserende processer? Eller er det globale kun på spil nogle gange? Er det globale – her forstået som hele jordkloden – nogensinde en relevant kontekst for at studere en idé? Som ovenstående spørgsmål understreger, er det vigtigt, at vi i vores globale idéhistoriske undersøgelser er opmærksomme på, hvad vi forstår ved det globale. Dette kan vi bl.a. præcisere ved at være tydelige om hvilken af de mange tilgange inden for global idéhistorie, vi gør brug af (de forskellige tilgange introduceres og udfoldes nedenfor, se afsnit IV). Tilsvarende er det en væsentlig pointe at global idéhistorie ikke nødvendigvis er forpligtet på at behandle idéer på tværs af alle verdens lande, men dog på at stille nogle andre spørgsmål end f.eks. national orienteret idéhistorie. Dette understøttes blandt andet af Darian-Smith og McCarty, som argumenterer for, at det at tænke globalt betyder at decentrere nationalstaten i vores tænkning (Darian-Smith & McCarty, 2017).

Ifølge den amerikanske historiker og afrikanist, Frederick Cooper, så kan den globale idéhistorie overordnet set opdeles i en “blød” og en “hård” version (Cooper, 2013). Den bløde version har til hensigt at skabe en mere inkluderende idéhistorie, som søger udover vestlig tænkning og vestlige aktører. Den hårde version har planetariske idéer – idéer der har spredt sig over hele kloden – som sit genstandsfelt. Cooper er dog selv ret skeptisk i forhold til frugtbarheden af den hårde version (er der overhovedet nogle idéer, som er fuldtud globale i deres spændevide?), men han fremhæver, at der også er alt det midt imellem disse to versioner: bl.a. undersøgelser af forskellige transnationale og kontinentale forbindelser.

Hvorfor lave global idéhistorie?

Global idéhistorie som forskningsfelt og metode er en del af den føromtalte, igangværende globale vending inden for humaniora. En vending der inden for historiefagene er et produkt af flere bølger af udfordringer af det nationale fokus – metodisk nationalisme (Metodisk nationalisme betegner undersøgelser hvor nationen tages for givet som den væsentligste ramme for analysen og dermed anses som den vigtigste kontekst for sociale, politiske og historiske processer) – som længe har præget dele af historiefaget og dens historieskrivning (Andersen og Thorup, 2018). Men idéhistoriens globale orientering synes at være en smule forsinket i forhold til den lignende, men tidligere, udvikling inden for andre humanistiske fagligheder. Nogle mener at denne umiddelbare lidt sene vending mod globale forbindelser og kontekster, som i løbet af det seneste årti er blevet direkte italesat, skyldes at internationale forbindelser altid har været en iboende del af idéhistoriedisciplinen.

Men på trods af at denne internationale orientering længe har været en del af disciplinen, er der bred enighed om, at idéhistorien har været kendetegnet ved et primært fokus på tænkning i og tænkere fra Europa og Vesten (omend også på trans- og internationale forbindelser mellem disse) (Haakonsen & Whatmore, 2017).

Etableringen af den globale idéhistorie som forskningsfelt og tilgang bygger også på opfordringer til at afkolonialisere universitetet. En afkolonialisering af universitet, som gør op med den manglende inklusion og repræsentation, der præger universitetet som institution samt dets pensumlister generelt. Denne kritik, som siden Rhodes Must Fall studenterprotesterne ved University of Cape Town i Sydafrika i 2015, hvor studerende bl.a. ønskede at man fjernede statuen af den britiske imperialist og koloniale politiker Cecil Rhodes fra campus, har bredt sig til universiteter verden over og er blevet hyperaktuel. Denne kritik kan også findes i tidligere akademiske forgreninger, som eksempelvis postkoloniale, subalterne og dekoloniale studier. Hvor den postkoloniale kritik i løbet af 1970’erne belyste imperialismens og kolonialismens arv og vedblivende dynamikker i det postkoloniale samfund, fokuserede subalterne studier på subalterne befolkningsgrupper (folket og underklassen, fortrinsvist i Sydøstasien), i et forsøg på at rette fokus væk fra studier af eliten og deres liv, ageren og tænkning. Studier af subalterne aktører var således inspireret af socialhistoriens historie-fra-neden (history-from-below). I forlængelse heraf skrev den indiske historiker Dipesh Chakrabarty i 2001 sin indflydelsesrige bog, Provincialising Europe, om behovet for at provensialisere Europa—at gøre Europa til en af verdens provinser frem for verdens centrum. Med “den dekoloniale skole,” som brød frem i Sydamerika i løbet af 1990’erne, blev der ligeledes rettet skarp kritik of vestlig videnshegemoni. Som respons til denne kritik, har dekoloniale tænkere som argentinske Walter Mignolo fremhævet behovet for at vende blikket med tænkning og vidensproduktion uden for Vesten og blandt subalterne aktører, såsom oprindelige folk, aktivister og kunstnere. Den globale idéhistorie står således på skuldrene af disse tidligere akademiske forgreninger, og centralt står altså behovet for en mere inkluderende idéhistorie, men også et ønske om at udfordre gængse dikotomier såsom “Europa” og “ikke-Europa” eller “Vesten” og “ikke-Vesten.” (Gänger og Lewis, 2013).

I sin “blødeste” form er den globale idéhistorie altså et opråb og en opfordring til at skabe en mere mangfoldig idéhistorieskrivning. En idéhistorieskrivning, som respekterer intellektuelle traditioners diversitet og som udvider de gængse parameter for tænkning. En idéhistorieskrivning som søger ud over de smalle begrænsninger, som er defineret af og forankret i europæiske og vestlige videnstraditioner (Moyn og Sartori, 2015). Den globale idéhistorie har derfor et todelt formål. For det første beror den globale idéhistorie på en udvidelse af idéhistoriens genstandsfelt. Altså ønskes en polycentrisk fremfor eurocentrisk idéhistorie, som har adskillige knudepunkter og derfor ikke tager Europa eller Vesten som et givent eller uundgåeligt udgangspunkt. For det andet bygger den globale idéhistorie på en revision af vestlig tænkning og vestlige tænkere. En revision, hvis formål er at understrege samt vise hvordan, vestlig tænkning ikke er blevet skabt i isolation, men i sammenspil og dialog med andre kulturer, samfund og videnstraditioner (McClure, 2021). Med andre ord tilbyder den globale idéhistorie en dekonstruktion af koloniale diskurser, hvor Vesten anses som verdens- og videnscentrum, samt en rekonstruktion af verden som et net med mange brændpunkter og brydningsflader.

Hvordan lave global idéhistorie?

Idéer vandrer og bevæger sig, men de gør dette via ujævnt terræn. Når vi udarbejder globale idéhistorier er det altså vigtigt, at vi altid har blik for hvilke uligheder, hierarkier, inklusions- og eksklusionsmekanismer samt forhandlinger og kampe, som er med til at påvirke, hvorledes idéer transporteres rundt i verden. I det følgende udfoldes forskellige global idéhistoriske tilgange og greb, som på forskellig vis forholder sig til globale dimensioner i idéhistoriske undersøgelser. Det er dog vigtigt at understrege, at dét at bedrive global idéhistorie ikke sætter vores eksisterende tilgange ud af spil (som f.eks. begrebshistorie eller Cambridge-skolens fokus på intellektuel kontekst og handlingsteori), men at disse indsigter tages med over i nye studier, hvor der stilles anderledes, “globale” spørgsmål.

I den foromtalte engelsksprogede antologi, Global Intellectual History, udpeger Samuel Moyn og Andrew Sartori tre overordnede tilgange inden for den globale idéhistorie, som alle beror på forskellige forståelser og tilnærmelser af “det globale.” For det første det globale som en meta-analytisk kategori – studier hvor forskeren/undersøgeren etablerer et “globalt forum,” f.eks. ved at sammenligne forskellige og adskilte videnstraditioner og tænkere uden historiske forbindelser mellem de/det undersøgte. For det andet det globale som en historisk proces – studier hvor det globale element er en del af det, der undersøges (eksempelvis undersøgelser af lokomotivet, flyvemaskinen eller internettet, som alle er led i udviklingen af en mere og mere globaliseret verden). For det tredje det globale som en aktørkategori. Det vil sige undersøgelser, hvor de studerede aktører selv italesætter og anvender “det globale” som begreb (Moyn og Sartori, 2015).

I den danske antologi, Global idéhistorie, udbygger Casper Andersen og Mikkel Thorup den ovennævnte tredeling. I deres optegnelse af den globale idéhistorie nævnes syv mulige (men ikke udtømmende) tilgange: 1) nedslag i ikke-vestlige kultures idéliv, 2) sammenligner uden forbindelser, 3) globaliserende aktører, 4) global begrebshistorie, 5) det globale som aktørkategori, 6) konstruktioner af andre kulturer samt 7) globale idéer (Andersen & Thorup, 2018).

Den første tilgang, nedslag i ikke-vestlige kulturers idéliv, er undersøgelser, som man kunne karakterisere som den “bløde version” af den globale idéhistorie (se ovenfor). I disse undersøgelser rettes blikket mod “ikke-Vesten,” mod aktører og kontekster, som førhen ikke har været særligt centrale i idéhistoriske studier. Denne tilgang bærer præg af behovet for kanonudvidelse, som også ligger til grund for etableringen af den globale idéhistorie. Inden for denne tilgang tager man bl.a. udgangspunkt i specifikke videns- og idétraditioner i andre regioner og lande udenfor Vesten, såsom afrikansk idéhistorie, sydamerikansk idéhistorie eller indisk idéhistorie. Et eksempel herpå kunne være en undersøgelse af kannibalisme som metafor i konstruktionen af kultural identitet i det moderne Brasilien, hvor forestillingen om en radikal appropriation af vestlig kultur giver anledning til en ny og særegen identitet (Pedersen et al., 2017).

Den anden tilgang, sammenligninger uden forbindelser, dækker over komparative studier, hvor forskellige videnstraditioner eller tænkere/aktører, som ikke har været i direkte forbindelse med hinanden sammenlignes. Denne tilgang minder således om Moyn og Sartoris det globale som en meta-analytisk kategori. Det kunne f.eks. være en sammenligning af kinesisk og græsk filosofi i antikken eller en sammenligning af forskellige tænkere fra forskellige steder i verden og deres syn på et givent begreb, eksempelvis menneskelighed (Lloyd, 1994). Denne sammenlignende tilgang ligger i umiddelbar forlængelse af det faglige mål om at sammenligne udviklingen og brugen af idéer (og teknologi) på tværs af kulturer. Kontraster i tankeformer kan ofte give anledning til kritisk selvrefleksion på tværs af tid og rum.

Den tredje tilgang fokuserer på dét Andersen og Thorup kalder “globaliserende aktører.” Her lægges vægt på intellektuelle aktørers betydningsfulde rolle i transmissionen af idéer og begreber, på intellektuelle som “brohoveder,” “mæglere,” “go-betweeners” samt begreber som forbundethed og møder. Her rettes blikket mod transnationale intellektuelle netværk og “folk på farten:” missionærer, folk udstationeret i kolonialadministrationer, kolonialiserede eliter og deres rejser til imperiernes metropoler (f.eks. den indiske poltiske leder Mahatma Ghandis rejser til London samt Ghanas første præsident Kwame Nkrumahs studietid i USA etc.) eller ansatte i internationale organisationer såsom FN eller Verdensbanken. Denne slags undersøgelser kan betegnes som historie-fra-midt-imellem (history-from-in-bewteen), i modsætning til historieskrivninger som tager udgangspunkt i eliten (historie-fra-oven) eller “almindelige” mennesker/folket, underklassen og marginaliserede grupper (historie-fra-neden) (Andersen og Thorup, 2018). Denne tilgang er vigtig, fordi den giver eleverne et indblik i, hvordan forbindelser skabes, opretholdelse og bidrager til at forme identitet og kultur. I undervisningen vil det være oplagt at lade eleverne undersøge forskellige konkrete forbindelser i et case- og projektorienteret forløb.

Global begrebshistorie er ifølge Andersen og Thorup endnu en mulig tilgang. Med udgangspunkt i den indflydelsesrige, tyske begrebshistoriker Reinhard Koselleck lægges der her vægt på, hvordan begreber oversættes og anvendes i forskellige sproglige kontekster, som når begrebet for national selvbestemmelse blev indoptaget i forskellige sydøstasiatiske lande i første halvdel af 1900-tallet (Schulz-Forberg, 2014). Her er det vigtigt, som Andersen og Thorup understreger, at have blik for at begrebers vandringer aldrig udgør en én-til-én-overførsel, men at oversættelse og reception påvirkes af allerede eksisterende diskurser og videnstraditioner (Andersen og Thorup, 2018).

Andersen og Thorups femte tilgang stemmer overens med Moyn og Sartoris betegnelse af studier, hvor “det globale” udgør en aktørkategori. Denne tilgang indkredser således studier, hvor beskrivelser af det globale figurer i undersøgerens empiriske materiale og dermed er en del af aktørernes egne vokabularer. Her er det altså vigtigt, at de aktører der undersøges selv italesætter og bruger termen “global,” som i studier af hvorledes forskellige aktører, forskellige steder i verden på og på forskellige tidspunkter i historien har italesat og begrebsliggjort termen global ulighed samt idéen om en ulige verden (Christiansen, 2021).

Den sjette tilgang udgør studier af konstruktionen af andre kulturer. Her kan man bl.a. undersøge, hvordan kategorier såsom “Afrika” og “Orienten” er blevet konstrueret og brugt gennem historien af forskellige aktører med forskellige hensigter og formål. Det centrale inden for denne tilgang er med andre ord at dykke ned i studier af italesættelser, konstruktioner og repræsentationer af andre kulturer, samfund og grupper af specifikke aktører, som hvordan f.eks. Thomas Hobbes og John Locke skrev om de indfødte i Amerika (Thorup, 2018). Altså: Hvilke ord og begreber bruges til at konstruere “den anden” og med hvilken hensigt?

Globale idéer udgør den syvende og sidste tilgang nævnt i den danske antologi. Her nærmer vi os det, vi kan kalde den “hårde” version af den globale idéhistorie, hvor hele kloden tages som kontekst. Da man, som nævnt, kan sætte spørgsmålstegn ved, om der overhovedet er nogle idéer, som kan kategoriseres som værende globale (altså at disse kan findes overalt i verden), udgør undersøgelser i denne kategori snarere studier af, hvorledes specifikke idéer og diskurser formuleres og udvikles på tværs af og i nogle tilfælde uafhængigt af etablerede nationale, sproglige, religiøse og politiske grænser. Sådanne studier er bl.a. med til at minde os om, at der, som Andersen og Thorup fremhæver, kan være globale historier at fortæller om idéer, begivenheder og teknologier, som vi før har tilskrevet specifikke og mere snævre nationale og regionale traditioner (Andersen og Thorup, 2018).

Fælles for tilgangene er, at de i undervisningssammenhæng beror på adgangen til tekstuddrag, hvilket til dels lettes ved kravet om, at eleverne også skal læse på fremmedsprog (primært engelsk) samt eksisterende kildesamlinger og antologier.

Gennem forskellige tilgange og indgangsvinkler søger den globale idéhistorie altså at tilnærme sig, hvorledes idéer og aktører vandrer rundt i verden, og hvordan de påvirkes af forskellige lokale kontekster i deres færden, samt, gennem sammenligninger af forskellige idéer og idétraditioner, at afdække hvad og hvorfor mennesker forskellige steder i verden og på forskellige tidspunkter tænkte det de gjorde om deres fortid, samtid og fremtid.

Omsat til undervisning kan de forskellige tilgange medvirke til at skabe struktur på forløb, som har det globale for øje ved at konkretiserer den erkendelsesinteresse, hvormed man behandler et emne. Samtidig kan tilgangene på forskelig vis understøtte en vilje til at udvide perspektiverne i faget. Forskning kan inspirerer og bidrage med ny viden og eksemplariske cases.

Kreditering

Mélanie Lindbjerg Guichon (Ph.d.-studerende, Idéhistorie, Aarhus Universitet), med kommentering i henhold til gymansiefaget ved Alex Young Pedersen