Forløb

OL for FGU-elever

Forløb har fokus på OL og hvordan dette fokus kan afvikles i en kombination mellem de almene fag og bevægelse og idræt. Forløbet er udviklet og afprøvet af FGU Trekanten.

Fakta

Eleverne skal planlægge og afholde en sportsdag for hele skolen.

OL 2021 er et undervisningsforløb, der er bygget op om, at eleverne skal planlægge og afholde en sportsdag for hele skolen. Forløbet indbefatter både, at eleverne tilegner sig mere teoretisk viden om OL, afprøver forskellige sportsdiscipliner, tilrettelægger en OL-dag for hele skolen og gennemfører OL-dagen.

Forløbet er tilrettelagt over 5 uger, men det kan tilpasses alt efter behov.

I FGU Trekantens afprøvning af forløbet har der været afsat følgende tid til de forskellige fag og andre aktiviteter på tværs: DSA (15 timer), matematik (20 timer), engelsk (10 timer), idræt og bevægelsesaktiviteter (22 timer) samt særlig projektundervisning på tværs (20 timer).

 

Planlægning og tilrettelæggelse af OL-forløb

Primært fokus for forløbet er afholdelsen af en sportsdag (OL) for hele skolen for at understøtte den relationelle udvikling mellem eleverne både på det enkelte værksted og den samlede skole.

Eleverne på det specifikke hold har stået for planlægningen og afholdelsen af sportsdagen. Eleverne har arbejdet med en proces, hvor de i grupper er kommet med forslag til, hvordan den fælles sportsdag kunne gennemføres, hvorefter de har stemt om de forskellige forslag, inden de gik i gang med den konkrete fælles planlægning. Se bilaget ”Projektopgave til planlægning af OL-dag” for yderligere beskrivelse af dette planlægningsforløb.

Undervisningsforløbet inddrager samtidig de forskellige almene fag. Det er FGU Trekantens oplevelse, at eleverne blev særligt motiveret til arbejdet i fagene, fordi det knyttede an til det fælles tema om OL.

OL - tegnining
OL - tegnining
© Børne- og Undervisningsministeriet

Programmet for de fem uger ser sådan ud:

Uge 1

  • Introduktion til forløbet
  • DSA: Før-fase med afsæt i elevernes forforståelse.
  • Engelsk: Introduction
  • Matematik: Statistik (medaljeoversigt)
  • Projekttimerne: Danmarks OL-stoltheder + begynde planlægning af OL dag
  • Boldspil og slagspil i Fredericia idrætscenter.

 

Uge 2

  • DSA: OL's historie
  • Engelsk: History and Jesse Owens (Berlin '36)
  • Matematik: Portfolioopgave statistik (alle elever).
  • Projekttimer: Danmarks OL stoltheder (fortsat) + gruppearbejde (planlægning af OL dag).
  • Atletik i samarbejde med Fredericia Atletikklub.

 

Uge 3

  • DSA: Billedanalyse (OL situationer som kvinders guldsejr i håndbold '04, Black Panter hilsen på podiet '68 og terrorister i München '72)
  • Engelsk: Songs for the Olympic Games
  • Matematik: Portfolioopgave statistik (fortsat). Lineære funktioner og sammenhænge i forhold til planlægning af sportsarrangementer
  • Projekttimer: Introduktion til demokrati/diktatur/monarki som styreformer. Grupper fremlægger deres planer for OL-dagen og der stemmes om dem
  • Tennis/paddeltennis i samarbejde med tennisklubben.

 

Uge 4

  • DSA: Arbejde med genrerne dokumentar, resume og portræt
  • Engelsk: Prepare and present PowerPoints
  • Matematik: Træning af lineære funktioner (matematik G elever) + portfolioopgave andengradsfunktioner i forhold til kast, spark og stød (matematik D elever)
  • Projekttimer: Katastrofale og smukke OL-oplevelser. Sidste planlægning af OL-dag
  • Golf i samarbejde med Fredericia golfklub.

 

Uge 5

  • Mandag: Forberedelse og klargøring til OL-dag
  • Tirsdag: Afholdelse af OL-dag
  • Onsdag: Evaluering af forløb.

 

Efterfølgende

  • Matematik: Eleverne arbejder videre med de data, de har indsamlet i løbet af OL-dagen.

 

Planlægning og overvejelser

Med et forløb af denne størrelse var der store krav til koordinering mellem de deltagende lærere. Derfor deltog lærerne i en fælles forventningsafklaring i opstarten, og der var løbende evaluering af processen for at understøtte lærernes koordinering og holdets fælles progression.

 

Matematik

Forløbet gav eleverne mulighed for at:

  • arbejde med matematik i forbindelse med praktiske problemstillinger
  • kunne genkende enkle matematiske problemer i praktiske situationer
  • præsentere resultater af eget arbejde.

Undervisningen i matematik var bygget op om arbejdet med undersøgende statistik og funktioner. I arbejdet med statistik fandt eleverne data i form af medaljeoversigter fra eksempelvis OL i Rio i 2016 og løbstider for maratonløb fra tidligere OL, som de brugte til at opstille tabeller, udarbejde diagrammer og udregne forskellige deskriptorer, såsom gennemsnit og variationsbredde (se bilag med eksempel på en matematik portfolioopgave inden for statistik). Opgaven blev afsluttet med en fremlæggelse for lærer og andre elever i mindre grupper.

På OL-dagen indsamlede eleverne data i form af resultaterne fra de forskellige konkurrencer og brugte deres erfaringer fra det tidligere arbejde i matematik til at bearbejde dem, så de kunne udpege vinderen på baggrund af resultaterne i de forskellige discipliner. Eleverne stod derefter for at gennemføre præmieoverrækkelsen.

I arbejdet med funktioner fandt eleverne sammenhænge i forskellige sportsresultater, som de kunne undersøge. Eleverne på d-niveau arbejdede fx med selv at skulle gennemføre kast, filme dem og ved hjælp programmet GeoGebra omsætte kastehøjde til en funktionsforskrift.  

I to bilag nedenfor er der eksempler på portfolioopgaver til matematik inden for statistik og funktioner.
 

DSA og engelsk

I DSA og engelsk har OL-temaet primært været omdrejningspunkt for en tematisk undervisning, der tog udgangspunkt i OL. FGU Trekantens erfaring er, at koblingen mellem det praktiske projekt med at planlægge og gennemføre en OL-dag, inddragelsen af idræt og bevægelsesaktiviteter og det gennemgående OL-tema i den almene undervisning har gjort forløbet mere vedkommende og motiverende for eleverne.

Der har i DSA og engelsk været flere forskellige læringsaktiviteter, hvoraf to af dem fremhæves her for at give indtryk af elevernes arbejde med fagene.

I DSA fik eleverne mulighed for at arbejde mere kreativt med fremstilling af et tableau. De skulle vælge mellem syv forskellige billeder med ikoniske OL-situationer og derefter tale om: hvem der var på billedet, hvor de var, hvad de lavede, hvordan personernes kropssprog var, hvordan de stod i forhold til hinanden, og hvad de sagde til hinanden. Herefter skulle eleverne bruge deres fantasi til at finde et sted på skolen, som lignede stedet på billedet, stille sig op som på billedet og få taget et tilsvarende foto. De dygtigste af eleverne skulle desuden lave en analyse af billedet ved hjælp af Margit Gades analyseskabeloner.

I engelsk arbejde eleverne med filmen ”The girls from the former Eastern Bloc” om tidligere kvindelige atleter fra Østeuropa. Derefter skulle eleverne parvis finde ud af, hvilke andre skandaler der havde været ved de olympiske lege. De skulle udvælge en af skandalerne og sammenligne den med skandalen fra det tidligere DDR. Eleverne optog deres arbejde og dialog om opgavebesvarelsen på engelsk ved hjælp af deres mobiltelefoner.

 

Idræt og bevægelsesaktiviteter

Der blev brugt rigtig meget tid på at vise og instruere eleverne i de forskellige discipliner, så det kunne bruges i deres egen planlægning af OL-dagen.

Ud over de traditionelle måder at dyrke sportsgrenene på, blev der også brugt tid på at vise eleverne alternativer, såsom kæmpefodbold, spydkast med skumspyd og lign.

For at kunne gennemføre aktiviteterne med brug af de forskellige remedier har FGU Trekanten taget kontakt til lokale idrætsforeninger i god tid inden forløbet.

 

Evaluering

Forløbet blev evalueret efter afholdelsen af OL-dagen, hvor der var afsat en dag til formålet. Lærerne evaluerede deres faglige forløb og erfaringerne med det tværfaglige og helhedsorienterede arbejde, mens eleverne i deres evaluering havde en efter-fase, hvor de bl.a. italesatte deres egen læring.

Lærernes evaluering pegede på, at erfaringerne med OL-forløbet kan overføres til andre store sportsbegivenheder, både lokale, nationale og internationale, fx afholdelsen af Tour de France.

Derudover var det en erfaring, at begrænsning af materiale er nødvendigt, da det ellers risikerer at blive en overfladisk behandling af de udvalgte emner og for at sikre et tydelige fokus for eleverne i forhold til, hvad de skal lære.

Andre vigtigere erfaringer fra forløbet er, at det er vigtigt at have fokus på gruppesammensætningen, hvis projektet skal blive en succes, ligesom der er behov for tydelige deadlines med korte intervaller for at understøtte elevernes progression.

 

Kreditering

Materialet er udarbejdet af FGU Trekanten i 2022 med støtte fra pulje til udvikling af praksisbaseret FGU-undervisning i agu.

Hvis man har spørgsmål mv. til forløbet/erfaringerne: Majbrit Lykke Pedersen – mlp@fgutrekanten.dk, Søren Anker Andersen – sma@fgutrekanten.dk og Gregers Holm Jensen - ghj@fgutrekanten.dk

Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.