Forløb
Undersøg bæredygtig teknologianvendelse med David Guldager
I dette forløb sætter tech-ekspert David Guldager fokus på, hvordan bæredygtighed kan spille sammen med udvikling af ny teknologi og produktion.
Forløbet sætter fokus på bæredygtighed i produktion og teknologi.
Forløbet er målrettet elever på grundforløb 1 på hovedområdet ’Teknologi, byggeri, og transport’.
Forløbet kan gennemføres som fjernundervisning eller ved fysisk fremmøde på 7-8 timer.
Forløbet retter sig mod elever på grundforløb 1 og knytter sig til faglige mål, der handler om at:
- udføre enkle erhvervsfaglige opgaver, herunder øve sig i at inddrage viden om bæredygtighedsprincipper
- reflektere over egen rolle og mulighed for indflydelse i samfundet
- bearbejde enkle eksempler på samspillet mellem samfundsudviklingen og udviklingen i teknologien, herunder miljømæssige aspekter.
Derudover kan eleverne arbejde med bæredygtighed med afsæt i FN’s Verdensmål, som indebærer en social, miljømæssig og økonomisk dimension.
Formålet med forløbet er desuden at løfte elevernes læring, motivere dem og styrke deres trivsel med undervisning af en gæstelærer, der er en faglig kapacitet på sit felt.
Forudsætninger, form og indhold
Forløbet er bygget op omkring fire videoer med tech-ekspert David Guldager. Til hver video er der udarbejdet forslag til aktiviteter, som kan anvendes i undervisningen.
Forløbet lægger op til, at eleverne får øget bevidsthed om, hvad bæredygtighed er, og reflekterer over bæredygtig produktion i forhold til den branche, de ønsker at uddanne sig til.
Tilrettelæggelse
Alle videoer findes samlet via dette link - brug linket, når eleverne skal se videoerne, så undgår de at skulle forholde sig til teksten her på siden.
Forløbet kan indledes med, at læreren fortæller om baggrunden for at arbejde med bæredygtighed i forhold til netop den uddannelse, eleverne er i gang med. Læreren kan blandt andet lægge vægt på, at det er vigtigt i et alment dannende perspektiv at kunne forholde sig til bæredygtighed og genanvendelse.
I forløbet kan der undervisningsdifferentieres ud fra den konkrete klasses behov, og læreren kan give løbende feedback og dokumentation gennem brug af elevlogbog.
Forløbet kan gennemføres som fjernundervisning uden større ændringer med brug af onlineklasserum til at facilitere gruppeaktiviteter samt online kanvasredskaber til at fastholde og dele elevernes pointer.
Ved fjernundervisning kan virksomhedsundersøgelsen med interview i forbindelse med video 3 udføres som et onlinemøde med en virksomhedsrepræsentant eller ved en kort guidet online tour i virksomheden.
Den uddybende lærervejledning, der findes øverst på siden, rummer konkret inspiration til, hvordan der kan undervises med udgangspunkt i de enkelte videoer.
Forløbets opbygning
Forløbet er bygget op omkring fire videoer med tilhørende undervisningsaktiviteter.
Læreren aktivere elevernes forforståelse ved at spørge til, hvad de selv ved om bæredygtighed i den branche, de stiler mod, og hvad bæredygtighed efter deres mening kan bidrage med til branchen.
Video 1: Undersøg bæredygtig teknologianvendelse
I denne video fortæller David Guldager om bæredygtig produktion og om de mange muligheder, som ny teknologi giver for at opretholde eller forbedre vores levestandard.
Efter videoen kan læreren uddybe definitionen af bæredygtighed og give eksempler på, hvorfor det kan være vanskeligt at vurdere, om et konkret produkt er bæredygtigt.
Derefter kan læreren bede eleverne undersøge bæredygtighed i en global forståelse, blandt andet ved at undersøge FN’s 17 verdensmål og læse om de mål, der er sat for bæredygtig udvikling af verden. På den baggrund kan eleverne gruppevis drøfte dimensioner af bæredygtighed, og hvilke mål der synes mest relaterede til produktion og udvikling i den branche, eleverne ønsker at uddanne sig til.
Video 2: Bæredygtig teknologi, genanvendelse og cirkulær produktion
Nye teknologier kan understøtte en bæredygtig udvikling, påpeger David Guldager. Men nogle af de store producenter er ikke nødvendigvis bæredygtige og heller ikke frontløbere i forhold til for eksempel genanvendelse.
Læreren kan uddybe med et oplæg, der fokuserer på cirkulær økonomi, genbrug og genanvendelse – også kendt som ’vugge-til-vugge’-tilgangen. Eleverne kan endvidere se filmen Råstofferne - samfundets byggesten. Find links nederst på siden.
I mindre grupper kan eleverne nu arbejde med produktionstilgange på baggrund af et udvalgt produkt, som er centralt for den fagretning, eleverne er i gang med.
Video 3: Bæredygtig teknologi med mennesket i centrum
David Guldager råder eleverne til at interessere sig for teknologien inden for den branche, de ønsker at uddanne sig til. Det er væsentligt, at eleverne har en forståelse for, hvilke udfordringer og muligheder der er inden for branchen, og hvilke teknologier der kan bidrage afgørende til en bæredygtig produktionscyklus.
Derfor kan eleverne undersøge, hvilken rolle ny teknologi spiller i den branche, de ønsker at uddanne sig til. Eleverne kan i mindre grupper kontakte en virksomhed i branchen, som de interviewer i forhold til spørgsmål som:
- Hvilken rolle spiller bæredygtighed for virksomheden?
- Hvilken viden har virksomheden om, hvordan teknologierne er produceret?
Efter interviewene kan eleverne opsamle pointerne på en fysisk eller virtuel planche eller ved at lave en kort film.
Video 4: Bæredygtig udvikling skal bygge på viden og nysgerrighed
Ifølge David Guldager kommer fremtiden buldrende, og det er vigtigt at følge med i teknologiudviklingen i den branche, man er ved at uddanne sig til.
I grupper kan eleverne opstille tidslinjer med eksempler på produkter, servicer, materialer og teknologier, der har kendetegnet den branche, som elevernes fagretning retter sig mod.
Grupperne kan præsentere tidslinjerne for hinanden og eventuelt perspektivere med viden fra opgaven til video 3. Efterfølgende kan eleverne drøfte i plenum, hvordan brancherne har udviklet sig.
Som afslutning på forløbet kan eleverne reflektere over deres eget forhold til bæredygtighed i relation til en kommende arbejdsplads. Eleverne kan også overveje, hvad der ud fra et bæredygtighedsprincip vil være vigtigst for dem selv, når de engang skal ud i en oplæringsvirksomhed eller læreplads.
Evaluering
Igennem forløbet kan eleverne løbende modtage faglig feedback fra læreren og fra de andre elever i forbindelse med præsentationer i plenum. Den faglige feedback skal understøtte elevernes kobling af forståelsen af bæredygtighed og genanvendelse med det faglige indhold i uddannelsen og den branche, uddannelsen retter sig mod.
Hele forløbet kan afsluttes med en diskussion:
- Hvad har jeg lært om bæredygtighed og genanvendelse i dette forløb?
- Hvilke drømme og visioner har jeg for at arbejde med bæredygtighed i mit kommende job eller inden for min branche?
Eleverne kan først diskutere deres udbytte af forløbet og deres drømme i par, derefter i plenum. Eleverne kan afslutte med at beskrive deres udbytte af forløbet i deres logbog.
Links til yderligere inspiration
Find en oversigt over FN’s Verdensmål på verdensmaalene.dk
Find inspiration om produktionskæden og vugge-til-vugge-tilgangen på vuggetilvugge.dk
tværs_digitale gæstelærerforløb
Digitale gæstelærerforløb
Gæstelærerforløbene inviterer anerkendte fagpersoner og fremtrædende danskere ind i klasseværelset, hvor de formidler et fagligt tema med fokus på at skabe motivation, nysgerrighed og viden hos både elever og lærere.
Find alle gæstelærerforløb til:
Kreditering
Det digitale gæstelærerforløb er udarbejdet af Rambøll Management Consulting, VIA University College, Københavns Professionshøjskole, Syddansk Universitet, Operate og Heartbeats for Styrelsen for Undervisning og Kvalitet.
Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.