Aktivitet

Stop mødomsmyten

Materialet i denne aktivitet handler om mødommen og de myter, der er forbundet med mødommen. Fokus er på myten om, at alle kvinder bløder den første gang, de har sex, selvom det kun sker for under halvdelen.

Aktiviteten er målrettet 7.- 10. klasse

Anslået tidsforbrug: Ca. 2 lektioner

Aktiviteten har fokus på at bidrage til, at unge får en større viden om, hvad mødommen er, og samtidig får en dialog om de myter, der er forbundet med mødommen. Aktiviteten kan indgå i det obligatoriske emne sundheds- og seksualundervisning og familiekundskab enten selvstændigt eller integreret i et af de obligatoriske fag.

Forudsætninger, form og indhold

Et vigtigt skridt på vejen til at komme myten om mødommen til livs er at tale højt om den og bane vejen for, at de unge ikke selv bliver ved med at fastholde myten. I et forsøg på at skabe en ny fortælling om mødommen står unge frivillige kvinder frem i videoen "Stop myten om mødommen" og fortæller om deres egen personlige oplevelse.

Når helt almindelige kvinder med forskellig etnisk og kulturel baggrund står frem, tager bladet fra munden og bryder med et svært tabu med udgangspunkt i deres egen oplevelse, så skaber det et rum for både identifikation og refleksion, som kan inspirere andre unge til at gøre det samme.

Denne aktivitet består af to faser, der sætter fokus på at få viden om og diskutere mødommen.

Tilrettelæggelse

Aktiviteten er udviklet til brug i en dobbeltlektion. Det giver tid til at se videoerne og skabe en dialog ud fra refleksionsspørgsmål, hvor alle i klassen kan komme på banen, og hvor der også er tid til de spørgsmål, eleverne selv bringer op.

Aktiviteten kan laves i klassen uden at de unge har set videoerne eller har forberedt spørgsmålene på forhånd.

Der kan inddrages følgende videoer i forløbets første fase:

Til arbejdet med fakta om mødommen kan faktaarket, der findes på Søstre mod vold og kontrols hjemmeside inddrages. På hjemmesiden findes også en lærervejledning samt flere refleksionsspørgsmål.

Forslag til spørgsmål der kan overvejes, inden forløbet gennemføres:

  • Hvordan skal elevernes forforståelse sættes i spil?
  • Hvordan skal de tre videoer præsenteres, og hvordan skal der samtales om dem i fase 1?
  • Hvordan skal der arbejdes med fakta om mødommen?
  • Hvordan skal eleverne inddeles og arbejde med refleksionsspørgsmålene i fase 2?

Aktivitetens opbygning

Aktiviteten er opdelt i to faser:

1. Videoer og fakta

I den første fase kan i sammen i klassen se de tre videoer om mødommen. Der kan efter videoer tales sammen i klassen om elevernes umiddelbare indtryk og reaktioner.

Herefter kan der arbejdes med fakta om mødommen.

2. Gruppearbejde

I denne fase kan klassen opdeles i mindre grupper og arbejde med udgangspunkt i refleksionsspørgsmål som nedenstående:

Kvindens mødom - også kaldet kønskrans - er ikke en lukket hinde. Det er en slimhindefold, der er helt elastisk, og det er faktisk forkert at sige, at man kan miste den.

  • Er det ny viden for jer?
  • Hvorfor kan mødommen ikke gå i stykker ved fx sport, cykling, ridning eller ved at bruge tampon?
  • Hvad menes der med, at mødommen ikke er noget, man kan miste?

Mødom er sat sammen af ordene ”mø” og ”dom”, ligesom jomfruhinde er sat sammen af ordene ”jomfru” og ”hinde”.

  • Hvad betyder ordene, og hvad ligger der i ordenes betydning?

Hvorfor tror I, at lægen Sarah i videoen fra Sex & Samfund siger, at det i nogle kulturer er smart at fastholde myten om mødommen?

  • Hvad er en myte?
  • Hvorfor tror I, at det er svært at aflive myten om mødommen?
  • Tænker I, at nogen gerne vil fastholde forestillingen om mødommen som et bevis på, at en kvinde er jomfru, selvom det ikke er sandt?

Mange har stadig en forkert forestilling om, at alle kvinder bløder den første gang, de har sex.

  • Hvilke udfordringer tror I, det kan give både kvinder og mænd, at mange stadig tror det?
  • Nogle kvinder betaler for en operation i udlandet, der gør, at de helt sikkert vil bløde den første gang. Hvorfor tror I, de gør det?

I videoen ”Stop myten om mødommen” fortæller kvinder om deres første gang, hvor de ikke selv oplevede, at de blødte.

  • Hvorfor tror I, at kvinderne på videoen står frem med deres egne personlige historier om ”den første gang”?
  • Hvad tænker I om, at de fortæller deres egen historie?

Evaluering

Forløbet kan afsluttes med en fælles dialog i klassen om alle eller udvalgte refleksionsspørgsmål samt en opsamling på elevernes oplevelse af arbejdet med materialet.

Der kan efter gennemførelsen af aktiviteten sættes fokus på spørgsmål som:

  • I hvilket omfang lykkedes det at gøre alle elever aktive i arbejdet med aktiviteten? Hvad virkede godt/mindre godt?
  • Kan erfaringer fra denne aktivitet bruges i fremtidigt arbejde med fokus på myter, der relaterer til kompetenceområdet køn, krop og seksualitet?

Kreditering

Forløbet er udarbejdet af organisationen Søstre mod vold og kontrol,

Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.