Marjun Syderbø Kjelnæs. Fællesskabet eller tre(u)enigheden

Af forfatter Marjun Syderbø Kjelnæs

Færøerne, her bor jeg, og her voksede jeg op i 70’erne og 80’erne. Fra min opvækst husker jeg særligt vores hyppige rejser frem og tilbage mellem øernes hovedstad Tórshavn og den næststørste by Klaksvík. Næsten hver weekend satte vi os op i den lille røde Prince-bil, og kørte de godt 70 snørklede kilometer op over fjelde, langs med fjorde, over en bro og gennem en tunnel, indtil vi nåede til Leirvík, hvor vi måtte vente på færgen Ternan, som skulle fragte os det sidste stræk nordpå over sundet. Om sommeren strålede solen ned i det stålblå hav og om vinteren ruskede stormen i os.

Vi var fem; min mor, min far, mine to ældre brødre og mig, og grunden til vores valfarten var, at i Klaksvík boede vores bedsteforældre på både min mors og min fars side. De var i sin tid flyttet til den lille by fra bygder endnu længere nordpå, ligesom mine forældre var flyttet fra deres hjemby til Tórshavn. Det havde noget med overlevelse og arbejdsmuligheder at gøre alt dette flytteri, forstod jeg. Mine forældre havde, som nogle af de første i deres familier, taget hver sin videregående uddannelse, og det gjorde det muligt for dem at realisere sig på en helt anden måde end tidligere generationer.

Min farmor fortalte historier om, hvordan det var at vokse op i den lille bygd Kunoy, hvor hverdagen handlede om fiskefangst i små både, fåreavl i høje bjerge og en ko i kælderen, der var redningen for en sultende familie. En skildring af en barsk og voldsom tilværelse så fuldstændig fremmed fra min moderne bypigeopvækst, at jeg havde svært ved at forstå, at verden kunne have forandret sig så meget på så kort tid, hun sad jo lige der, farmor. Men dette var vel det, de kaldte for den rivende udvikling.

Et, som jeg fæstede mig ved, var, at min farmor aldrig havde lært at skrive færøsk i skolen, og det af den simple grund, at færøsk ikke blev godkendt som undervisningssprog i folkeskolen før i 1938 – “Jamen, hvilket sprog blev der så brugt farmor?” undrede jeg mig oprigtigt. “Dansk selvfølgelig, min ven,” sagde farmor, og morede sig over, at jeg behøvede at spørge. Så jeg prøvede at forestille mig, hvordan det mon havde været at gå i skole i en færøsk bygd, og at lære at stave til hav og fjeld og ko på dansk, og det hele blev bare endnu mere ubegribeligt.

Da jeg voksede op, tænkte jeg på Færøerne som det land, hvor jeg stammede fra, et sted helt uafhængigt af andre steder; vi havde jo vores eget sprog, vores egen historie, vores eget flag og vores egne traditioner og delikatesser, så at være færing var for mig ligetil og let at forstå. Men der var selvfølgelig lige det der med et fællesskab med to andre lande; Grønland, det store hvide område på verdenskortet, hvor min rødhårede onkel var rejst hen som missionær, før jeg blev født, og så Danmark, som vi rejste til hver anden sommerferie for at tage i Tivoli og Zoologisk have og for at besøge min faster i Helsingør. Hvordan skulle det forstås og føles, dette fællesskab?

Da jeg var 13 år gammel i 1987, fik min klasse besøg af en dansk skoleklasse; eleverne skulle indkvarteres hos hver sin færøske værtselev, og Bodil kom hjem til os at bo. Bodil var sød og snaksalig, og den uge hun var hos os, fik jeg fortalt hende en hel del om, hvordan det var at bo i Færøerne, hun fik også prøvet en masse færøsk mad, og kom selvfølgelig med en tur for at besøge mine bedsteforældre i Klaksvík. Vi snakkede ubesværet sammen, fordi vi kunne jo alle dansk, ligesom min onkel på Grønland kunne tale med dem deroppe i Nuuk på dansk om Jesus, før han fik lært grønlandsk (min onkel altså), og ligesom min faster talte med sin danske mand og mine kusiner i Helsingør. Så måske var det det, som var essensen i fællesskabet; sproget? Men der var en eller anden ubalance i denne treenighed begyndte jeg at fornemme.

Faderen, sønnen og helligånden; Danmark, Færøerne og Grønland. Var det sådan jeg forestillede mig rigsfællesskabet, når jeg begyndte at gøre mig tanker om det? Jo, måske, dengang, hvor jeg som ung ikke rigtig fattede, hvad dette trekløver indebar, hverken det bibelske eller det politisk geografiske. I Færøerne havde vi hjemmestyre, lærte jeg i skolen, og et Lagting som i en vis grad kunne tage stilling til, hvordan vores land skulle styres, men kun til et vist punkt, fordi der var et anden land i fælleskabet, som altid havde det sidste ord. Det hed jo ikke “De tre landes fælleskab,” men “Rigsfællesskabet” og riget var det danske kongerige.

På en eller anden måde blev Danmark således i mine tanker til et almægtige hovedkontor, med blanke tentakelkorridorer, hvor der sad nydelige kontorfunktionærer med et stempel i hver hånd og tog de endelige beslutninger; godkend eller forkast. Langt op mod nord var der den storslåede hvide ø, som med sine issletter og jægere og åndemanere havde en mytisk status. Midt imellem var der så os, de små øer ude i havet. I en offerrolle, sådan som sønnen på korset? I begyndelsen af halvfemserne, ja, sådan føltes det.

Jeg var teenager og det syntes som om at alt var gået tabt. Fisken var væk, bankerne gik fallit og folk rejste bort fra øerne. Jeg rejste også selv, og at være ung studerende færing i København, kunne til tider føles som at gå skammens Via Dolorosa. Med graffiti stod skrevet “Spar i skat - skyd en færing,” og på sygeplejestudiet og på plejehjemmet, hvor jeg arbejdede i weekenderne, skulle jeg af og til stå skoleret: Hvad var det, I ville der oppe? Rive jer løs og være selvstændige? Hvordan synes I selv det går? Ironien var tyk og betegnelserne bondske. Det gjaldt om at være rap i replikken og ikke lade det gå sig på. Men det gjorde det selvfølgelig. Vi var en udgiftspost, en besværlighed, men mest af alt en bagatel. Hvor mange øer var det nu, der var? Hvad hedder hovedstaden eller er der en sådan én? Har I biler deroppe? Bor I i jordhytter? Hvorfor taler I ikke bare dansk? Spørgsmålene var mange og mærkværdige, og det gik op for mig, at forholdet mellem landene i rigsfælleskabet byggede på god portion uvidenhed og fordomme. Jeg gjorde mig jo også skyldig i det med mit banale bibelske billedsprog.

En forårsformiddag, da jeg var i midten af tyverne, havde jeg en aftale om at mødes med Bodil i Kongens Have. Vi havde været pennevenner i nogle år efter hendes besøg i Færøerne, men havde så mistet kontakten. Det var hende, der havde ringet til mine forældre og fået fat på mit danske telefonnummer.

“Den som jeg husker bedst var din bedstemor,” sagde hun, da vi havde gået og sludret om gamle dage et stykke tid.

“Farmor?”

“Ja, jeg kan huske hun fortalte os en historie, om hvordan hendes lillesøster måtte flytte til en anden familie at bo, da deres far døde.”

Jeg husker endnu min farmors blanke øjne, når hun fortalte den historie. Hendes søster skikkelse som langsomt blev mindre og mindre jo længere op ad fjeldsiden hun gik sammen med sine fosterforældre.

“De to søstre så ikke hinanden før flere år senere, er det ikke rigtigt?”

“Jo, det sagde farmor, men dengang var det en lang og besværlig rejse, selv om der kun var det der éne fjeld imellem dem.”

“Det er ret vildt, at tænke på, er det ikke?”

Jeg nikkede og smilede til Bodil, vejret var mildt og der gik vi, to unge kvinder, sammen op ad en snorlige lindetræsavenue, mens lysegrønt sollys sivede ned gennem nyudsprungne blade.

Nogle år senere gik rejsen hjem igen, jeg blev gift, vi fik børn og slog os ned i Tórshavn. Der var fremgang på øerne igen og jeg fik mod på at realisere min drøm om at blive forfatter.

Da jeg var 39 år i 2013, fik jeg besøg af en dansk skoleklasse, der havde læst en af min romaner; Skriva í sandin, i oversættelse. De var på Færøerne for at besøge en klasse i Fuglafjørður. De var søde og snaksalige, og havde en masse spørgsmål og kommentarer til historien. Et, som jeg fæstede mig ved, var, at de var overraskede over, at de så nemt kunne identificere sig med personerne i romanen, selv om de var fra et så lille sted som Tórshavn. Det morede mig og jeg forstod igen, at det at være færing, virkelig er ligetil og let at forstå, hvis man vil.

Nu vokser mine egne børn op her i Færøerne, og når jeg fortæller dem om den giftige graffiti og det hensynsløse hån, så ser de på mig med samme undrende øjne, som jeg betragtede min farmor med, når hun fortalte om sin umilde opvækst og at man engang kun lærte at skrive på dansk i skolen i Kunoy.

Min nyeste roman Sum rótskot handler om kampen mod klimaforandringer, og hvordan de også her på øerne har en indvirkning på vores dagligdag og på vores fremtid. Færøerne kan, som en del af det arktiske område, ikke regnes som nogen banalitet længere, og er, ligesom alle andre lande i hele verden, slet ikke et sted uafhængigt af andre steder. Tiden er forlængst kommet dertil, at vi indser, at vi alle er i et fællesskab, som forpligter os at vise ansvar overfor hinanden og omsorg for denne planet hvor end vi som menneskehed valfarter.