Forskning og viden

Evaluering af skolepuljens andet år

Resultater efter skolepuljens andet år (skoleåret 2018/2019) konkluderer, at det er usikkert, om skolepuljen har reduceret andelen af fagligt svage elever i dansk og matematik i 9. klasse.

Formål

Evalueringens overordnede formål er at undersøge effekten af skolepuljen, det vil sige, hvordan skolepuljens to elementer (økonomisk præmie og inspirationsprogram) påvirker elevernes resultater (karakterer, trivsel og overgang til ungdomsuddannelse) gennem skolernes adfærd og aktiviteter.

Hovedresultater

Evalueringen af skolepuljens andet år finder bl.a., at:

  • Det er usikkert, om skolepuljen har haft en effekt. Der anvendes flere statistiske modeller til at analysere effekten. Nogle af resultaterne viser, at skolepuljen har haft en positiv effekt, idet deltagerskolerne har reduceret andelen af elever, der ikke får mindst 4 i dansk og matematik, med 3-4 procentpoint sammenlignet med skoler, som ikke deltager i puljen. Andre statistiske modeller viser derimod, at skolepuljen ikke har haft en effekt.
  • Skolepuljen påvirker skolernes fokus og økonomiske prioriteringer. Skolerne har bl.a. fået et øget fokus på de fagligt svage elever, på fagene dansk og matematik og på karakterer og prøveforberedende aktiviteter.
  • Det er usikkert, hvorvidt det øgede fokus på prøveforberedende aktiviteter er udtryk for ”teaching-to-the-test” eller et forsøg på stilladsering af prøverne. Der er givetvis tale om en blanding af begge tendenser.
  • Der er fortsat stor tilfredshed på skolerne med inspirationsprogrammets aktiviteter og materialer. Det er dog usikkert, i hvor høj grad inspirationsprogrammet påvirker undervisningen af fagligt svage elever, fordi de deltagende skoler og lærere lader sig inspirere af forskellige redskaber, materialer og metoder. Samtidigt anvender mange af skolerne endnu ikke den nye viden og de nye redskaber på en systematisk måde.

Den 1. midtvejsrapport indikerede, at skolepuljen det første år havde en positiv effekt. Resultaterne var dog statistisk usikre.

Faktaoplysninger

Rapporten er udarbejdet af Trygfondens Børneforskningscenter og VIA University College for Styrelsen for Undervisning og Kvalitet. Rapporten er publiceret i september 2020.

Skolepuljen blev etableret i 2017 af den daværende VLAK-regering som et 3-årigt program med det formål at reducere andelen af elever i almene klasser, der får under 4 i dansk og matematik ved folkeskolens prøver i 9. klasse. Skolepuljen består af et inspirationsprogram, der giver de deltagende skoler viden og inspiration til at løfte de fagligt svageste elever, samt en økonomisk pulje, der giver skolerne et økonomisk incitament til at løfte de fagligt svage elever. Hver skole kunne opnå en præmie på mellem 1,3 og 1,5 millioner kroner om året i 2018 og 2019, hvis skolen reducerede andelen af elever, der fik under 4 i dansk eller matematik, med 5 procentpoint i 2018 og 10 procentpoint i 2019 i forhold til skolens gennemsnit ved prøverne i 2014-2016. I alt har 127 folkeskoler fået tilbud om at deltage i skolepuljen. 104 skoler har valgt at deltage i skolepuljen. Heraf har 91 skoler deltaget i både puljen og inspirationsprogrammet i skoleåret 2018/2019, mens de resterende 14 skoler udelukkende deltog i den økonomiske pulje.

I 2019 besluttende den nuværende regering at nedlægge den økonomiske pulje efter to af de tre skoleår. Skoleåret 2018/2019 blev således det sidste, hvor de deltagende skoler kunne opnå en økonomisk præmie.



Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.