Klasseledelse gentænkt med undervisningsforstyrrende uro som eksempel

Teksten bruger undervisningsforstyrrende uro som eksempel og fokuserer på spørgsmålene:

• Hvorfor gentænke klasseledelse?
• Hvori består gentænkningen?
• Hvilken betydning får gentænkningen for praksis?

Hvorfor gentænke klasseledelse?

Klasseledelse forstås som regel som det, der skaber en ramme eller et grundlag for undervisningen. Derfor handler klasseledelse om det, der er rundt om undervisningen, men ikke om undervisningen. Der skelnes med andre ord mellem klasseledelse og undervisning, og klasseledelse kommer primært til at handle om form – og ikke om indholdet og måderne hvorpå arbejdet med indholdet tilrettelægges og gennemføres. Derudover ligger i klasseledelsesbegrebet ofte en ledelsesambition, der handler om at gøre forsøg på at lede på klassekulturen og elevernes relationer til hinanden.

Et af problemerne med denne adskillelse af klasseledelse og undervisning er, at klasseledelsesbegrebet affagliggøres, og at didaktikken ikke figurerer i begrebet. Et andet problem, er, at læreren med sondringen nemt kan komme til at tænke forskelligt om undervisning og klasseledelse og agere efter det, hvorved praksis meget let kan blive modsatrettet og svær at orientere sig i. Undervisningsforstyrrende uro i skolen kan bruges som eksempel til at illustrere den problematik, at der med sondringen kan opstå et modsætningsforhold mellem de tiltag, der sættes i værk i et forsøg på at dæmme op for undervisningsforstyrrende uro, og de idealer, der måtte ligge til grund for måderne, hvorpå undervisningen tilrettelægges og gennemføres. For eksempel peger McCaslin og Good (1998) på, at et ideal for undervisningen ofte er, at eleverne skal lære at tænke kritisk og selvstændigt, men samtidig sættes ofte tiltag i værk for at regulere på elevers adfærd, der fokuserer på elevers lydighed, regeloverholdelse og på at få ro.

Hvori består gentænkningen?

Gentænkningen af klasseledelsesbegrebet består i at forstå klasseledelse som et samspil mellem det didaktiske, det faglige og det sociale. Mere udfoldet betyder det, at såvel didaktik som faglighed udgør et centralt led i klasseledelsen, og det er ej muligt – og heller ikke ønskeligt – at adskille herfra. Det indebærer også at indtænke det sociale i klasseledelsen.

Man kan argumentere for, at det sociale har været der hele tiden, fordi klasseledelseslitteraturen bærer præg af at fokusere på adfærdsregulering og –kontrol. Gentænkningen lægger imidlertid op til en bredere forståelse af det sociale, som eksempelvis også involverer relationer mellem lærer og elever og eleverne imellem. Det didaktiske, det faglige og det sociale er helt og aldeles integrerede og uadskillelige elementer i klasseledelse i den gentænkte version af begrebet, jeg agiterer for. Klasseledelse er altså ikke bare det, der danner ramme om eller grundlag for undervisningen, og klasseledelse handler ikke blot om at skabe en klassekultur, der bibringer den orden, der gør det muligt at tilvejebringe læringsmuligheder for eleverne. Dermed brydes distinktionen mellem på den ene side at skabe en ramme om og et grundlag for undervisningen, mens undervisningen figurerer på den anden side.

Hvilke konsekvenser får gentænkningen for praksis?

I den gentænkte version af klasseledelse bliver samspillet mellem det didaktiske, det faglige og det sociale en indgang til at praktisere klasseledelse, og herunder også til at dæmme op for undervisningsforstyrrende uro. Og målet helliger ikke midlet. Opmærksomhed må derfor rettes mod, at de tiltag, der sættes i værk i et forsøg på at dæmme op for problemer med undervisningsforstyrrende uro, ikke karambolerer hverken med skolens kort- og langsigtede mål, vores viden om undervisning og læring eller Folkeskoleloven - herunder formålsparagraffen, der blandt andet tilsiger, at skolen skal forberede eleverne til deltagelse og medansvar.

Det bliver også et omdrejningspunkt for klasseledelsespraksis at modarbejde det førnævnte potentielle modsætningsforhold, der kan opstå, når læreren sondrer mellem klasseledelse og undervisning. Klasseledelse må forstås som en kompleks opgave, der ikke lader sig løse med en række ”værktøjer”, der er anvendelige i enhver situation og sammenhæng. For det at udøve klasseledelse er et professionelt stykke arbejde, der kræver kontinuerlig omtanke.

I forhold til undervisningsforstyrrende uro betyder det blandt andet, at det må undersøges, hvad uroen er et svar på, og hvad der skaber den, inden der iværksættes tiltag, der har til hensigt at dæmme op for uroen. Inden for forskningen i klasseledelse er der især tiltro til at reducere undervisningsforstyrrende uro ved at arbejde forstyrrelsespræventivt, som det kaldes med et udtryk lånt fra pioneren på området, Jacob Kounin. Det vil sige at arbejde for at undgå, at forstyrrelser opstår. Det kan selvfølgelig gøres på mange måder, for eksempel:

• Ved at indarbejde rutiner i undervisningen. Det kunne være i forhold til indledninger og afslutninger på lektioner, skift fra en aktivitet til en anden, toiletbesøg, hvordan eleverne får ordet og indretning af lokalet, så det også er let for eleverne at orientere sig i. Dette skal meget gerne foregå i et samarbejde med kolleger i teamet og på skolen som helhed.
• Ved at lave grundige instruktioner, der trin for trin forklarer eleverne, hvordan en given opgaven kan gribes an, så eleverne forstår, hvad der skal til for at gøre det godt.
• Ved i samarbejdssituationer at indholdsudfylde, hvad det vil sige at samarbejde i specifikke sammenhænge, så eleverne får indsigter i, hvordan de kan gå til værks.
• Ved at hjælpe eleverne til at få øje på forbindelser for eksempel mellem tidligere lært stof og nyt

Kreditering

Artiklen er baseret på bogen: ”Klasseledelse gentænkt” (Plauborg (2016). Den er udarbejdet af Helle Plauborg, der er lektor på DPU, Århus Universitet og forsker i klasseledelse.