Artikel

Kommunikation og it - Genåbning

Her har fagkonsulenterne samlet inspiration og vejledning til undervisere om eksamen, prøveforberedelse og undervisning i forbindelse med den delvise genåbning

Genåbning i kommunikation og it - foråret 2021

Efter en lang periode med fjernundervisning og virtuel elevkontakt er genåbningen nu i gang – og eksamen står for døren. I dette vejledningsmateriale beskrives først retningslinjer vedrørende eksamensprojektet, mundtlig eksamen samt karaktergivning i kommunikation og it. Derefter følger faglig og didaktisk inspiration til undervisningen i den sidste del af skoleåret. Det er vigtigt at understrege, at al undervisning skal følge sundhedsmyndighedernes retningslinjer.

 

Tidspunkt for aflevering af eksamensprojekt

I læreplanen på både C- og A-niveau står der, at ”Afleveringstidspunktet for projektet er senest en uge inden eksamensperiodens begyndelse”. Det er vigtigt, at aflevering af eksamensprojektet finder sted inden den afsluttende standpunktskarakter bliver givet - og ikke nødvendigvis, som vanligt, inden offentliggørelsen af prøveudtrækket.

 

Prøve i kommunikation og it – og mulighed for lokal aflysning

Udgangspunktet er, at prøver med praktisk dimension afholdes. Institutionerne har dog mulighed for lokal aflysning af prøver i fag med praktisk dimension, hvis institutionens leder vurderer, at eleverne ikke har kunnet modtage tilstrækkelig undervisning/forberedelse med fysisk tilstedeværelse pga. COVID-19-relateret nedlukning. I ”Vejledning om gymnasiale prøver i sommerterminen 2021 og afsluttende standpunktskarakterer” står der:

”Nogle fag har haft helt særlige udfordringer i forbindelse med afvikling af nødundervisningen som virtuel undervisning. Det gælder fag med praktisk dimension…”

”En prøve aflyses lokalt, hvis institutionens leder konkret vurderer, at enkelte elever eller grupper af elever (fx en klasse) som følge af nødundervisningen i et fag har et fagligt efterslæb, der ikke kan indhentes inden det planlagte prøvetidspunkt. Der kan også være tale om aflysning, når det ikke er muligt at gennemføre de dele af læreplanen, som har direkte indvirkning på afholdelse af prøven, fx udarbejdelse af et eksamensprojekt eller lignende”.

”I det omfang, at muligheder for tilpasning af prøven beskrevet i denne vejledning ikke i tilstrækkeligt omfang kan kompensere for et evt. fagligt efterslæb, eller hvis nødundervisningen ikke har givet tilstrækkelig mulighed for at udøve fagets praksisdel, herunder planlægge og udforme evt. produkter til den mundtlige prøve, som læreplanen foreskriver, er det muligt for skolens leder at aflyse en prøve med praktisk dimension”.

Selvstuderende og elever på særlige vilkår skal til eksamen, men disse mundtlige prøver kan afholdes med intern censur.

 

Undervisningsbeskrivelsen

Det skal fremgå af undervisningsbeskrivelsen, hvilke temaer, emner eller forløb, der evt. er udeladt af prøvegrundlaget, og som eksaminator og censor dermed ikke kan afprøve eleverne eller kursisterne i ved prøven.

I de tilfælde, hvor det er nødvendigt at se bort fra dele af læreplanens krav til prøvematerialer, skal censor ved at læse undervisningsbeskrivelsen og de fremsendte prøvematerialer eksplicit kunne orientere sig herom. Det vil være naturligt, at der er en dialog mellem eksaminator og censor om udeladte prøvematerialer og dettes forventelige betydning for afprøvningen af de faglige mål med henblik på at sikre elevernes mulighed for at demonstrere udtømmende opfyldelse af de faglige mål. Ligeledes vil dialog om evt. nedprioriteret supplerende stof kunne finde sted.

Det er vigtigt at understrege, at prøvens bedømmelseskriterier ikke ændres.

 

Karaktergivning

Såfremt en prøve aflyses, skal eleven i stedet have ophøjet den afsluttende standpunktskarakter til prøvekarakter. En afsluttende standpunktskarakter er en helhedsvurdering af elevens eller kursistens opfyldelse af de faglige mål i faget.

I ”Vejledning om gymnasiale prøver i sommerterminen 2021 og afsluttende standpunktskarakterer” står der følgende om de udfordringer ifm. karaktergivning, der gælder for fag med praktisk dimension:

”Særlige udfordringer ift. karaktergivning i fag med praktisk dimension

I den aktuelle situation kan afgivelse af afsluttende standpunktskarakter rumme særlige udfordringer i nogle fag, såfremt der har været tale om længerevarende nødundervisning. Det kan dreje sig om fag, der har en praktisk dimension, som udgør en væsentlig del af faget, fx naturvidenskabelige fag, tekniske fag, kunstneriske fag og idræt. Der kan muligvis have være længere perioder, hvor eleven/kursisten ikke har haft mulighed for at demonstrere et fagligt niveau i de dele af faget, eller hvor undervisningen har haft en atypisk progression pga. omplacering af undervisning.

Det vil i det tilfælde være vigtigt at anlægge et lidt bredere fokus i den helhedsvurdering af målopfyldelsen, der ligger til grund for den afsluttende standpunktskarakter, end normalt, så det ikke kommer eleven/kursisten til skade, at praktiske dele af undervisningen ikke har kunnet gennemføres normalt. Fx vil der kunne lægges vægt på elevernes faglige præstationer ifm. relevante, tidligere afviklede forløb, hvor eleverne i højere grad har haft mulighed for at opfylde de faglige mål inden for de praktiske dele af faget”.

Der er således i vejledningen en særlig opmærksomhed på, at det kan være udfordrende at skulle give en karakter i fag med praktisk dimension. Det er derfor muligt at se tilbage på tidligere forløb for at give eleven den mest retfærdige bedømmelse.

 

Faglig og didaktisk inspiration til undervisningen i kommunikation og it – efter genåbningen

For alle elever – og også elever med kommunikation og it – har perioden med nødundervisning været uvant. Selvom man kan kommunikere virtuelt på mange forskellige måder, har eleverne været alene og på fysisk afstand af de klassekammerater og lærere, de normalt færdes med i mange timer hver dag. For fagligt udfordrede elever kan afstanden være særlig problematisk. Hvor det i skolehverdagen kan være let lige at tage fat i en lærer eller spørge en klassekammerat en ekstra gang, kan fjernundervisningen opleves som en barriere for fagligt udfordrede elever. Det bør derfor være et opmærksomhedspunkt i forbindelse med genåbningen.

Man kan med fordel starte op med at få drøftet udbyttet af den virtuelle undervisning i kommunikation og it med eleverne: Hvad er lykkedes og hvor trænger de til at få repeteret faglige pointer? For at sikre, at alle elever får mulighed for at komme til orde i en sådan opsamling, kan man evt. lave spørgeskemaer, hvor eleverne individuelt kan forholde sig til, hvordan det er gået med at komme i mål med det faglige stof i nødundervisningsperioden, og hvor der evt. har været vanskeligheder.

Det vil være forskelligt, hvor de enkelte hold og klasser befinder sig i kommunikation og it’s årshjul. Og det vil ligeledes være meget forskelligt, hvor mange moduler, der er tilbage af undervisningen i kommunikation og it. Men de fleste C-niveau-elever i 1.g og A-niveau-elever i 3.g vil være i gang med at udarbejde deres eksamensprojekt eftersom det skal afleveres senest en uge inden eksamensperiodens begyndelse. Fokus vil derfor være på at færdiggøre kommunikationsprodukt(er) og skrive rapport – eller evt. på det forløb/den undervisning i fx teoretiske og empiriske metoder, der er i gang.

I tiden frem til skoleårets afslutning, kan der i timerne arbejdes med kommunikation og it-fagligt kernestof og med at træne elevernes opfyldelse af kommunikation og it’s faglige mål. Det kan blandt andet gøres på følgende måder – naturligvis afhængigt af, hvor mange moduler, man har til gode, hvad der supplerer den allerede afholdte undervisning bedst og hvad der matcher klassens niveau og behov:

 

Særligt for hold, der afslutter faget

Eksamensprojektet

I kommunikation og it er gruppe- og projektarbejde, især på denne tid af året, hvor der udarbejdes eksamensprojekter, helt uomgængeligt, og samarbejdet om at udvikle kommunikationsprodukt(er) og skrive rapport har været vanskeligere i nødundervisningsperioden. Bl.a. på grund af de anbefalinger om afstand, som gælder efter genåbningen, kan gruppearbejde, som vi ellers kender det, stadig være udfordret.

Ifm. genåbningen er det væsentligt at få samlet op på de enkelte gruppers eksamensprojekter: Hvor langt er grupperne kommet? Hvilke problemstillinger har de brug for hjælp til i tiden frem mod eksamen? Hvordan går det med rapportskrivningen?

Særlige opmærksomhedspunkter i den forbindelse er:

  • Grupper kan have haft svært ved at tilgå bestemte værktøjer, som kun findes på skolen, mens de har modtaget nødundervisning hjemmefra. Det kan fx være software, som kun er tilgængelig på skolerne, mulighed for at trykke fx plakater mm. Her kan eleverne have brug for hjælp for at komme i mål med deres kommunikationsprodukter.
  • Et bedømmelseskriterium ifm. gruppernes kommunikationsprodukt(er) er relevant brugerinddragelse i udvikling af kommunikationsproduktet. Hvordan kan dette bedst muligt gøres under disse ekstraordinære omstændigheder? Er der fx mulighed for at foretage online-interviews eller andre former for tests med relevante aktører?

 

Projektevaluering

Det afsluttende projekt må ikke forinden prøven være evalueret af læreren/eksaminator overfor eksaminanderne. Men eleverne må gerne give hinanden respons på rapporter og projekter. Det kan støtte ikke mindst de fagligt udfordrede elever i den sidste del af processen, hvis de får andre elever/gruppers øjne på eksamensprojektet, og derigennem får mulighed for at se på deres arbejde fra andre vinkler. Man kan derfor med fordel facilitere peer-feedback på gruppernes eksamensprojekter og rapporter.

 

Særligt for fortsætterhold

Eleverne kan med fordel inddrages i tilrettelæggelsen af den afsluttende undervisning, så det i samråd med dem kan afklares, hvilken hjælp de har mest brug for på nuværende tidspunkt.

Nedenstående er eksempler på hhv. teoretisk og praktisk-produktive undervisningsmuligheder – igen: naturligvis afhængigt af, hvor mange moduler, man har til gode, hvad der supplerer den allerede afholdte undervisning bedst og hvad der matcher klassens niveau og behov.

 

I forbindelse med kommunikation og it’s teoretiske tilgang:

Eleverne kan være produktive, og kan – individuelt eller i grupper - udarbejde oplæg, lave præsentationer af teoretisk stof og analysere andres kommunikationsløsninger, fx ved at

  • Udarbejde powerpoint, der gennemgår hovedpunkter i eller besvarer spørgsmål til en teoretisk lærebogstekst eller en artikel, redegør for kommunikationsteori, kommunikationsmodeller eller analyse af målgrupper. 
  • I en podcast, en vodcast, et videoessay (fx Screencast-O-Matic), mundtligt eller skriftligt analysere, diskutere og/eller reflektere over en kommunikationsløsning.
  • Arbejde skriftligt med at træne delelementer i fagets rapportskrivningen, beskrive etiske problemstillinger i tilknytning til kommunikation eller redegøre for relevant lovgivning i forbindelse med fremstilling af kommunikationsprodukter.

 

I forbindelse med kommunikation og it’s praktisk-produktive tilgang:

Eleverne kan lave forundersøgelse og –analyse ifm. udarbejdelse af (dele af) kommunikationsprodukter, eller de kan – individuelt eller i grupper - arbejde med at udvikle, udforme og begrunde kommunikationsprodukter, fx ved at

  • Udvælge relevante teorier, metoder og/eller modeller til at løse kommunikationsopgaven.
  • Lave skitser, mockups, storyboard, moodboards etc.
  • Designe – og evt. gennemføre – relevante målgruppeundersøgelser.
  • Udarbejde kommunikationsstrategi og lave projektplanlægning.
  • Arbejde med (dele af) rapportskrivningen, så de bliver fortrolige med genren.

 

Relevante links

 

Ved spørgsmål, kommentarer eller ønske om uddybninger, kontakt venligst fagkonsulenten

Mimi Olsen
Fagkonsulent

Direkte tlf.: +45 22 26 91 64
E-mail: mimi.olsen@stukuvm.dk

Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.