Nyhed

Nyt fra fagkonsulenten i musik og lydproduktion - oktober 2024

Læs det seneste nye fra fagkonsulenten i musik- og lydproduktion og bliv klogere på, hvad der er aktuelt på området.

Velkommen tilbage!

Så er vi i gang igen – og jeg er netop selv startet på andet gennemløb som underviser i musik- og lydproduktion. Jeg havde 30 elever til eksamen inden sommerferien og er i den forbindelse blevet mange erfaringer rigere. En af mine iagttagelserne er, at eksamen i musik- og lydproduktion kan være ret materialetungt for den pågældende censor.

Opdaterede vejledninger

Sommerens årlige opdatering af vejledningerne har ført til en ny passus vedrørende kunstig intelligens. Formuleringen findes i flere fags vejledninger:

”I undervisningen tilstræbes en tilpas vekselvirkning mellem det analoge og det digitale. It og digitale medier og værktøjer, herunder kunstig intelligens, benyttes, hvor det skønnes hensigtsmæssigt ift. elevernes læringsproces og digitale dannelse. I anvendelsen af it styrkes elevernes evne til at søge, udvælge og formidle relevant fagligt materiale samt til at forholde sig kritisk til de muligheder og begrænsninger, som digitale værktøjer, og produkter frembragt ved hjælp heraf, giver”.

Derudover er antallet af sider i/varigheden af dokumentationen til eksamensproduktionen skærpet: I løbet af arbejdet med eksamensproduktionen skal eleverne dokumentere deres arbejdsproces, herunder evaluere deres arbejde. Dokumentationen er normalt skriftlig i form af en rapport, men kan udarbejdes på anden vis. Omfanget af dokumentationen er 3-4 normalsider, eller hvad der indholdsmæssigt svarer hertil, hvis dokumentationen har et andet format. Antallet af sider i dokumentationen er uafhængig af eventuel gruppestørrelse. Dokumentationen er en del af eksamensgrundlaget, ligesom selve eksamensproduktionen er det, og begge skal derfor foreligge, før en elev indstilles til eksamen”.

I samspillet med andre fag tydeliggøres der, at fagets faglige mål om at skabe musik- og lydproduktioner er en oplagt måde, hvorpå faget kan indgå i faglige samspil: Det kan ofte være oplagt, at skabelse af forskellige typer af musik- og lydproduktioner indgår i det faglige samspil – jf. læreplanens faglige mål”. Et oplagt samspil med andre fag er SRP-opgaven.

Formuleringen med ”god skik” udgår, og dokumentation indskærpes som en del af eksamensgrundlaget: Forud for prøven gør eksaminator elevernes eksamensprodukter, dokumentation, det ukendte prøvemateriale og eksamensopgaverne tilgængelige for censor.

Generativ AI og AI

Generativ AI fylder en del hos Styrelsen for Undervisning og Kvalitet. Målet er, at der kommer generelle anbefalinger til undervisningen i slutningen af dette halvår. De eksisterende læreplaner danner rammen for anbefalingerne.

I undervisningen har jeg indtil nu mødt AI (ikke generativ) i form af programmer, som via AI-baserede algoritmer kan splitte et track og lave et multitrack heraf. Min oplevelse er, som med en del andre AI-værktøjer, at det fungerer overraskende godt (og stadig har sine begrænsninger i lydkvalitet på de enkelte spor). Derudover har jeg mødt stemmegeneratorer, når eleverne eksempelvis bruger AI-værktøjer til at få kendte sangeres stemmer på deres produktioner. Et område, hvor AI sandsynligvis spiller en (stor) rolle er i plugins, som eleverne bruger et væld af. Det er ikke mit indtryk, at kunstig intelligens og særligt generativ AI er problematisk for undervisningen i musik- og lydproduktion, men AI i plugins er værd at fokusere på i form af elevens eget arbejde i forhold til maskinens bidrag.

FIP

  • Hvor: Årets FIP-kursus afholdes på Rosborg Gymnasium den 18. februar 2025.
  • Tema: Kursets tema er faglig trivsel.
  • Tilmelding: Tilmelding til FIP-kurset sker via GL, og tilmelding til kursets anden dag bliver via gymmus.dk
  • Program: Programmet er endnu ikke helt på plads. Men lærerne fra Rosborg Gymnasium vil vise rundt i deres faciliteter og fortælle om et samarbejdsprojekt med Vejle Bibliotek.
  • Derudover vil musiklærerforeningen stå for et opfølgende kursus den 19. februar, hvor vi blandt andet skal på besøg på Sonic College i Kolding.
  • FIP 2024: Ved FIP-kurset i 2024 var der et stort ønske om et todages-kursus ved FIP 2025, fordi lærerne har så meget at drøfte i forbindelse med undervisningen i dette stadig relativt nye fag.

Jeg ønsker alle en god skolestart.

Med venlig hilsen

Sebastian Strabo Svendsen

Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.