Nyhed

Nyt fra fagkonsulenten i matematik – marts 2020

I dette nyhedsbrev informeres der om vejledning til projektet i matematik B i forbindelse med COVID-19

 

Grundet den særlige situation har samtlige skoler fået en Alle-mail omkring matematik B projektet.

Allerede fra mandag den 23. marts må projektoplægget udleveres til eleverne på de aktuelle hold med matematik B. Projektet skal dog fortsat afleveres mandag den 27. april og antal af vejledningstimer, som er 12, er uændret.
Det skal understreges, at det efter d. 23. marts står skolen/læreren frit for, hvornår materialet planlægges behandlet i undervisningen på de enkelte hold.

Dette notat handler om hvordan vi i denne situation kan give vejledning. I vejledningen til matematik B læreplanen står der følgende, som stadig er gældende:

 

Vejledning

I den periode, hvor eleverne arbejder med matematik B projektet, fungerer læreren som vejleder. Det betyder at man ikke underviser, heller ikke selvom det er fristende at tage en problemstilling, som mange elever har svært ved, op på tavlen og gennemgå i fællesskab. Problemet med en sådan gennemgang er, at den ikke er tilegnet den enkelte elev, og at eleverne derfor ikke har mulighed for at sige fra, når de selv kan komme videre på egen hånd.

Eleverne skal aflevere en selvstændig og individuel besvarelse. Det betyder ikke, at de ikke må arbejde sammen, men derimod at de selv skal kunne beskrive og forklare, hvad de laver. En gruppe af elever må altså ikke aflevere en fælles løsning, heller ikke selv om de ændrer et par sætninger her og der. Det er en hårfin balance, og som lærer må man tilskynde, at eleverne arbejder selvstændigt, men meget gerne hjælper hinanden.

Vejledningen slutter ved afslutningen af prøveperioden. I tiden mellem afleveringen og en eventuel mundtlig prøve, læser og vurderer man elevernes besvarelser, og her er det vigtigt, at man ikke giver feedback til eleverne. Den projektbesvarelse, der præsenteres ved den mundtlige prøve, må ikke være kommenteret.

 

Der er flere måder hvorpå man kan give virtuel vejledning i de 12 timer der er afsat (det er 12 timer pr klasse).  Man kan fx benytte følgende forslag:

  • Afholde virtuelle møder på aftalte tidspunkter.
  • Tilbyde telefontid til nogle elever, hvor spørgsmål kan vendes.
  • Bruge en platform hvor lærer/elev(er) kan tale sammen, få delt skærm etc.
  • Eleven kan skrive til læreren og sende udvalgte dele af det eleven har lavet og som kræver vejledning
  • Eleven kan optage en kort video og sende til læreren
  • Anvende OneNote, TEAMS, Discord etc. (Man skal måske være lidt forsigtig med nogle  platforme…)

Afslutningsvis vil jeg understrege, at I over for eleverne, til hver af de 12 vejledningstimer, skal understrege, at det er et selvstændigt og individuelt projekt som eleven afleverer, og at de ikke skal aflevere noget de ikke kan stå inde for.

Siden er opdateret 16. juni 2020 af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.