Nyhed

Nyt fra fagkonsulenten - maj 2019

Maj-nyhedsbrev med eksamens-relateret indhold. Særligt fokus på mundtlig eksamen på B-niveau, der gennemføres for første gang. I øvrigt vil vores faglige forening FLIØ opsummere årets gang i et par ord.

Eksamenstid er snart over os, derfor i maj-nyhedsbrevet vil I kunne finde en del eksamens-relaterede indhold. Der vil være et særligt fokus på den mundtlige eksamen på B-niveau, der gennemføres for allerførste gang. I øvrigt vil vores faglige foregning, FLIØ, opsummere årets gang i et par ord.

 

Ny fagkonsulent

Dette bliver mit sidste nyhedsbrev som fagkonsulent. Som følge af at jeg nu har siddet i 7 år har stillingen været slået op og jeg kan nu fortælle at den nye fagkonsulent i international økonomi, erhvervsjura og for eux merkantil er Claus Rønberg fra Niels Brock. Tag godt imod ham.

 

Skriftlig eksamen:

For 3.g’ere vil det for sidste gang være en eksamen efter ”den gamle ordning”, dog ikke uden ændringer. Opgaven bliver nu kun digitalt tilgængelig og derfor kan det være en god ide at lade elever prøve at åbne sådan en, hvis de ellers kun er vandt til papriudgaven eller pdf’er.

Til de skriftlige censorer:

Der vil blive udarbejdet en mere grundig bedømmelsesvejledning til de skriftlige opgaver. Den sendes ud umiddelbart efter eksamen og senest onsdag den 29/5 kommer den endelige. Det kan derfor anbefales at vente med at begynde at bedømme til vi har udsendt den endelige bedømmelsesvejledning.

 

Mundtlig eksamen på B-niveau

Fagkonsulenten har udarbejdet et dokument med vejledning til den mundtlige eksamen til brug ved forberedelsen til eksamen til sommer.

Der ligger materiale om eksamen under Prøver og Eksamen.

Husk at snakke sammen med censor. Eksamensprojekter fra skole til skole kan se noget forskelligt ud, og det kan synopserne derfor også, derfor er det vigtigt at snakke sammen med sin censor/eksaminator.

Det kan anbefales at skrive en mail om ens eksamensforløb til sin fagkonsulent. Det er vigtigt at vi kan samle både gode og dårlige oplevelser sammen så vi kan få et overblik.

 

Mundtlig eksamen på A-niveau

For en sidste gang bliver der afholdt en mundtlig A-niveau eksamen efter den gamle bekendtgørelses regler. Denne gang kommer FLIØ ikke til at koordinere en opgavebank med eksamensopgaver, som det har været de forgangne år. Man kan til gengæld stadig forsøge at finde sparringspartnere fx igennem FLIØs facebook gruppe.

 

Fra FLIØ

Der har været stor aktivitet det seneste års tid især omkring implementeringen af reformen. Men der er også blevet plads til den almindelige faglige udvikling.

Foreningens nye hjemmeside har nu været i funktion i et år. Vi synes den fungerer fint. I forbindelse med betalinger har vi stadig nogle udfordringer omkring EAN-betalingsmodulet. Vi ser frem til at problemet bliver løst snarest.

Vi er glade for så mange har registreret sig som medlemmer. Der er plads til flere. Vi vil derfor opfordre jer til at sprede kendskabet til foreningen blandt jeres kolleger på skolerne.

Også vores facebook-gruppe har stor søgning. Der uploades løbende interessante faglige bidrag. Vi skal opfordre alle til melde jeg til gruppen og fortsat uploade relevant materiale på siden.

 

Reformen

Der har været en række FIP kurser med pæn deltagelse. Den første testopgave til den kommende skriftlige niv. A-eksamen har været præsenteret. Her blev der i efteråret afholdt to møder, hvor IØ-lærerne havde mulighed for at give mening til kende. Der arbejdes pt. på en ny test-opgave kan præsenteres i begyndelsen af det nye skoleår.

I skoleåret 2017/18 afviklede vi i samarbejde med DRØF og foreningen af lærere i erhvervsret et kursus i ”Undersøgelsesbaseret undervisning og reformens nye indsatsområder”. I øjeblikket arbejder en gruppe IØ-lærere sammen med fagkonsulenten på at udvikle et kursus om skriftlighed i IØ. Kurset vil blive afviklet som to 1-dags kurser på henholdsvis ZBC i Ringsted d. 3. sep. og på Learnmark i Horsens d. 5. september 2019. Tilmelding til dette kursus sker via foreningens hjemmeside.

Systime har udgivet bogen ”Merkantil fagdidaktik”. Her er der fokus på at udvikle og beskrive en fagdidaktik for de merkantile fag. Der er beskrivelser af undervisningen og fagdidaktikken i IØ, VØ, afsætning, erhvervsjura, innovation, matematik og erhvervscase. Der er 16 forskellige bidragsydere – en stor tak til dem alle. Det er planen, at bogen skal anvendes i forbindelse med pædagogikum-uddannelsen, men den finder forhåbentlig også udbredelse blandt de etablerede lærere i de relevante fag. Bogen kan købes på systime og kan tilgås som ibog via systimes hjemmeside.

Claus Timm skal have en stor tak for hans meget store arbejde i forbindelse med implementeringen af reformen. Claus er altid lydhør og inddrager foreningen i de grupper og udvalg der skal arbejde med reform, opgavekommission mv. Også en stor tak til Kirsten Vejlstrup (Roskilde Handelsskole) for hendes arbejde med kursusudviklingen og bogprojektet – merkantil fagdidaktik.

DM i nationaløkonomi var igen i år et stort tilløbsstykke i november måned. Der skal rettes en stor tak til Maybrit, Jørn og Jacob fra Knord for deres store arbejde i denne forbindelse.

Vi skal opfordre alle til at følge med på Innovative Economics. Finalen i DM i nationaløkonomi 2019 er fastsat til d. 15. nov. på CBS.

Vi valgte at aflyse vores traditionelle december seminar i København pga. de mange andre kursusudbud der var udbudt i forbindelsen med reformen. Samtidig har vi også mærket det økonomiske pres på skolerne som har betydet, at flere skoler desværre har været tilbageholdende med at sende lærere på kurser.

I Fagligt Forum mødes alle de faglige pædagogiske foreninger sammen med undervisningsministeriet.

Desuden er i dette regi også separate møder, hvor medlemmer af FLIØs bestyrelse mødes med ledelsesrepræsentanter, repræsentanter fra universiteterne under ledelse af fagkonsulenten.

Årsmødet 2019 bliver afholdt i Kolding d. 22. – 23. maj. Der er 55 tilmeldinger og vi synes vi har fået sammensat et rigtig godt program, der er en kombination af faglige foredrag og faglige pædagogiske indslag. Claus Timm deltager som sædvanlig i mødet.

Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.