Nyhed

Nyt fra fagkonsulenten i engelsk - oktober 2024

Mød fagets nye fagkonsulent og læs om det seneste nye indenfor engelskfaget.

Brevets indhold

  • Præsentation af fagets nye fagkonsulent
  • Den skriftlige prøve i engelsk A/B (maj 2024)
  • Ændring i læreplan
  • FIP-kurser og faglige kurser
  • Virtuel flyttetid på uvm.dk - Hvor blev det dokument af…?

Jeg, Karina Vingtoft, er netop tiltrådt som fagkonsulent i engelsk på eux, hhx og htx - helt præcist den 1. august 2024. Ved siden af min nye rolle som fagkonsulent, underviser jeg i engelsk og dansk på College 360 i Silkeborg på 21. år, og jeg læste med, da Claus Zedlitz overtog roret fra Karsten Sieleman og startede traditionen med nyhedsbreve i 2008.

Jeg vil gerne benytte denne lejlighed til at takke tidligere fagkonsulent Jonas Rasmussen for det store engagement i engelskfaget samt en god og detaljeret overlevering. Mit ønske er at fortsætte mine forgængeres flotte arbejde, herunder at fokusere på, at engelsk fortsat er et centralt fag på de merkantile og tekniske gymnasier.

Den skriftlige prøve i engelsk A/B (maj 2024)

Allerførst en stor tak til jer, der var skriftlige censorer.

Igen i år manglede der desværre skriftlige censorer i engelsk, og jeg håber, at I allerede nu vil overveje at melde jer til sommerens prøve. Hvis man er usikker på, hvad det vil sige at være skriftlig censor, afholder jeg virtuelle møder om netop dette i foråret 2025. Det er allerbedst, hvis vores elever bedømmes af aktive undervisere.

Evaluering af årets skriftlige prøve kan findes her på uvm.dk - den frigives i løbet af efteråret.

Ændring i læreplan

Som mange af jer nok har opdaget, er der her i august kommet nye læreplaner for hhx og htx (niveau A og B).

Der er dog kun tale om en enkelt tilføjelse under punkt 4.2 om prøveformer. Tilføjelsen lyder: ”Institutionens leder kan give dispensation til, at hele den skriftlige prøve besvares på engelsk.” Tilføjelsen skyldes, at der kan være situationer, hvor eleven ikke har tilstrækkelige danskkompetencer, men godt har kunnet følge undervisningen, fordi undervisningssproget, jf. læreplanerne ”helt overvejende er engelsk”.

Online ordbøger – med integreret oversættelsesprogram

De digitale hjælpemidler, også de tilladte, bliver mere og mere avancerede, og snyd kan være blot et klik væk. Cambridge Dictionary har f.eks. nu et oversættelsesprogram, og det er sikkert blot et spørgsmål om tid før andre følger efter.

Derfor er det vigtigt at informere eleverne, om hvad der er tilladt, og hvad der ikke er tilladt ved de skriftlige prøver: online ordbogsopslag er tilladte, men at tekstgenerering, som f.eks. oversættelse, ikke er tilladt. Man kan i undervisningsbeskrivelsen linke til de tilladte hjælpemidler, der kan tydeliggøres ved, at der kun er deep linking til siden med ordbogsopslag.

Det er den enkelte institution, som skal tilrettelægge gennemførelsen af prøverne, så disse foregår under forhold, hvor institutionen kan udelukke, at eleverne snyder eller kommunikerer utilsigtet.

Styrelsen for Undervisning og Kvalitet, STUK, er i gang med at se på, hvad vi gør i forhold til fremtidens prøver. På nuværende tidspunkt er der bl.a. udmeldt forsøg på tværs af uddannelsesområderne, og i spansk begyndersprog A (stx) har der været en forsøgsordning for at finde alternative prøveformer og holdbare løsninger, der kan afhjælpe udfordringerne i sprogfagene.

FIP-kurser og faglige kurser

FIP-kurser

  • Hvornår?

    Engelsk indgår i følgende FIP-kurser i skoleåret 24/25:
    • 09.10.2024: hum. fag eux merkantil (dansk og engelsk), SDE Vejle
    • 06.11.2024: FIP2425-67, ap, almen sprogforståelse (hhx), Køge Handelsskole
    • 30.01.2025: FIP2425-26a, engelsk (hhx), Lyngby Handelsgymnasium U/NORD
    • 26.02.2025: FIP2425-26b, engelsk (hhx, vest), AABC, EUX-gymnasiet
    • 20.03.2025: FIP2425-26c, engelsk (htx), Vejle Tekniske Gymnasium

  • Om hvad? Det overordnede tema for dette skoleårs FIP er “Faglig trivsel”. I engelsk bliver fokus på, hvordan vi kan styrke faglig trivsel ved at se på, hvordan kroppen kan bruges i læring, og hvordan arbejdet med tekster kan differentieres, så det tilpasses mange elevgrupper. Programmerne for de enkelte kurser vil i løbet af de næste uger blive tilgængelige på GL's hjemmeside.

  • Tilmelding: I finder tilmelding her (gl.org).

Jeg vil gerne gøre ekstra opmærksom på kurset, der er lige om hjørnet, henvendt til engelsk og dansk til eux merkantil d. 9. oktober med Eva Pors med ”Engagement i dansk- og engelskundervisningen” og Brian Holm Sørensen med ”AI i undervisningen – oplæg, workshop og fernisering”.

Derudover afholdes der SOP-konference (hhx) d. 12. og 13. november i Silkeborg og Hvidovre, hvor fokus er på det tværfaglige og den gode opgaveformulering.

Erhvervsskolernes engelsklærerforening

  • Hvornår? Erhvervsskolernes engelsklærerforening afholder landskursus d. 7. og 8. november 2024 på HUSET i Middelfart med et spændende program.

  • Tilmelding: I finder tilmelding her.

Her afholder foreningen også sin generalforsamling. Indkaldelse og dagsorden til generalforsamlingen ligger på foreningens hjemmeside.

NCFF-konference

  • Hvornår? Konferencen foregår d. 5. december 2024 i Odense.

  • Om hvad? Temaet for NCFF's årlige konference er "nye digitale veje i fremmedsprogsundervisningen".

  • Tilmelding: I finder program og tilmelding her.

Fagdidaktik med vores nye kolleger

Mandag d. 16. september til onsdag d. 18. september var der fagdidaktik i engelsk, og jeg havde fornøjelsen af at hilse på pædagogikumskandidaterne. Der var veltilrettelagt program fra 8.30 til 20.00 – og fuld fokus og højt humør også til oplæggene efter aftensmaden. Det er med andre ord ambitiøse, arbejdsomme og dejlige mennesker, som eleverne får glæde af.

Virtuel flyttetid på uvm.dk - Hvor blev det dokument af…?

Der er virtuel flyttetid på uvm.dk, fordi der ønskes en ensretning. Læreplan og vejledning skal som det eneste fortsat ligge på Børne- og Undervisningsministeriets hjemmeside, uvm.dk, mens lærerens hæfte, retteskabeloner m.v. flyttes til prøvebanken.dk, emu.dk m.m.

Vi har travlt som undervisere i engelsk, og jeg har derfor til hensigt at støtte jeres arbejde i forhold til at finde information. I min kommunikation vil jeg forsøge at have blik for, hvor man som underviser kan orientere sig, hvis man ønsker et minimum af information, men samtidig også hvis man – f.eks. som ny underviser – gerne vil have mere.

Jeg ser frem til at møde mange af jer i forskellige sammenhænge i det kommende skoleår. I er også altid velkomne til at skrive eller ringe, hvis I har spørgsmål eller lignende.

- Karina Vingtoft

Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.