Nyhed
Nyt fra fagkonsulenten i engelsk - november 2024
Om eksamen og en lille, men vigtig ændring for prøvesæt i htx B og A til december 2024, SOP og EOP, FIP og GAI – generativ artificial intelligence.
Kære kolleger
When November, November, November, November is spread out against the sky… og sådan kunne man fusionere Henrik Nordbrandt og T. S. Eliot; forholdet til november vil måske ikke blomstre af den grund. Men om hjørnet venter december med julelys og for nogle af os eksamen og EOP/SOP, hvilket er omdrejningspunkt for dette nyhedsbrev.
Eksamen og en lille, men vigtig ændring for prøvesæt i htx B og A til december 2024
Den skriftlige eksamen finder sted d. 10. december 2024 for alle retninger på erhvervsgymnasierne eux, hhx og htx.
For htx-prøvesæt er det vigtigt at bemærke, at opgaven med billedbeskrivelse fra og med denne december-termin stilles på engelsk og ikke dansk. Efter ønske fra htx-opgavekommissionen vil opgaveteksten til billedbeskrivelse blive skrevet på engelsk, ligesom man kender det fra assignment om essay.
Statistik for studenternes karakterer m.m. er offentliggjort og kan findes her Statistik om Studenternes karakterer samt socioøkonomiske reference | Børne- og undervisningsministeriet ligesom evaluering af årets skriftlige prøver også er frigivet og kan findes her Evaluering af prøver | Børne– og Undervisningsministeriet.
SOP og EOP
Den 12. november blev der afholdt SOP-konference for hhx med fokus på det konstruktive faglige samspil med særligt blik på den gode opgaveformulering, men nedenstående gælder for engelsk i fagligt samspil på tværs af alle retninger.
I den forbindelse ønsker jeg at gøre opmærksom på læreplanen stk. 3.4 om samspil med andre fag, der angiver:
Når engelsk indgår i fagligt samspil, skal der anvendes autentisk, engelsksproget materiale, der med få undtagelser tager udgangspunkt i eller kan sættes i forbindelse med fagets kulturområder, således at eleverne kan demonstrere indsigt i fagets identitet og metode. […] Yderligere bidrager samspillet til at skabe mulighed for anvendelse af engelsk som arbejdssprog i lingua franca situationer.
”Autentisk, engelsksproget materiale” forstås som tekster, der har et engelsksproget publikum som målgruppe (hhx og htx fra vejledningen stk. 2.2.2 om samspil med andre fag; eux (m) stk 3.2 om kernestof). Der er således fokus på modtager frem for afsender. - Vi kan ikke kontrollere, om de personer, der f.eks. producerer teksten til Coca-Colas hjemmeside, er native speakers.
Eleverne må også arbejde med engelsk som lingua franca. – Det tilhører kernestof. Med lingua franca som genstandsfelt inddrages fagets kulturområder dog ikke lige så naturligt. Det bør man som vejleder være meget opmærksom på.
I arbejdet med opgaveformuleringerne skal vi have blik for studieområdets faglige mål herunder relevante faglige mål fra engelsk, så eleven har mulighed for at vise opfyldelse heraf.
FIP
Med offentliggørelsen af studenternes karakterer kan man se karakterdiskrepans mellem afsluttende karakterer og prøvekarakterer, hvilket der kan være mange årsager til. I den forbindelse vil jeg igen gerne gøre opmærksom på FIP-kurserne i starten af 2025, hvor der vil være workshop om netop skriftlighed og de forskellige opmærksomhedspunkter, det medfører i vores arbejde herunder naturligvis Generativ AI.
Tilmeld dig her: FIP-kurser tilmelding
GAI – generativ artificial intelligence
STUK har i øjeblikket mange forsøg med GAI på tværs af uddannelser, fag og niveau. Af særlig relevans for engelskfaget nævnes:
- Opgavekommissionen for htx udarbejder i øjeblikket forsøg med lukket tekstfelt, som er opgaver, vi alle kan bruge i vores undervisning. I hører nærmere, når opgaverne bliver tilgængelige.
- I disse måneder afholdes workshop om fremtidens undervisning og prøver for forskellige fag. Tirsdag d. 2. december 2024 er der workshop med fokus på engelsk stx.
Anbefalinger om generativ AI i undervisningen, som skal supplere anbefalinger fra ekspertgruppen for ChatGPT udgivet i april 2024, er også offentliggjort og giver gode råd til arbejde i bl.a. faggruppen: Generativ kunstig intelligens på gymnasiale uddannelser
Jeg vil til slut benytte lejligheden til at takke erhvervsskolernes engelsklærerforening og alle deltagerne på årets landskursus d. 7. november for at tage godt imod mig. Jeg glæder mig til næste år.
Venlig hilsen
Karina Vingtoft
Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.