Artikel

Virksomhedsøkonomi - Inspiration til virtuel undervisning

Denne vejledning giver anvisninger og inspiration til fjernundervisning (virtuel undervisning) i det gymnasiale fag, virksomhedsøkonomi.

Didaktisk planlægning i virtuel undervisning

Formen af et fjernundervisningsforløb afhænger af en lang række didaktiske valg og forudsætninger. Udgangspunktet er altid at tænke didaktik før man tænker digitale resurser. Det gælder fx overvejelser om længden af den periode som fjernundervisningen skal tilrettelægges efter, elevforudsætninger og arbejdsformer/aktivitetsformer. Planlægningen af undervisningen skal i udgangspunktet understøtte læringen under de mulige rammer fjernundervisningen finder sted.

Det er væsentligt at give en klar rammesætning, når du gennemfører virtuel undervisning. Opstil meget tydelige og klare mål for undervisningen – endnu tydeligere end i det fysiske undervisningsrum. Dvs. at man fra lektionens start tydeliggør lektionens agenda for eleverne. Det er også væsentligt at eleverne ved, hvordan de i lektionen kan få vejledning i opgaveløsningen.

En traditionel deduktiv undervisningstime i virksomhedsøkonomi egner sig også i det virtuelle rum. Underviseren kan formidle fagligt stof, forklare/definere fagbegreber, metoder og sammenhænge, hvorefter eleverne kan løse opgaver i det gennemgåede stof. Slutteligt kan der være en opsamling, hvor opgaverne bliver gennemgået. I de afsluttende sekvenser er underviserens feedback afgørende for at skabe bevidstgørelse af læringen og det er vigtigt at eleven har fået en klar forståelse for stoffet – særligt hvis der er tale om et nyt emne eller en ny metode.

Det er også en mulighed at lade eleverne give feedback på hinandens arbejde inden de eventuelt præsenterer, afleverer eller på anden hvis giver feedback til underviseren. Underviserens evaluering kan ske gennem en fokuseret vejledning og præcise anvisninger på, hvordan eleverne, den enkelte elev, kan forbedre anvendelsen af fagets teori og faglige ræsonnementer og opnå de faglige mål. 

Det er også en mulighed at afvikle PBL-forløb/opgaver som virtuel undervisning. Forløbets rammer (opgavebeskrivelse), produkt, indhold, tid, materiale samt evaluering kan indledningsvis skitseres ved dias eller notat. Eleverne har da mulighed for, individuelt eller i grupper, at arbejde med PBL-opgaven i efterfølgende lektioner. Det bør tydeliggøres, hvordan (og hvornår) eleverne undervejs i forløbet kan få vejledning. 

 

Digitale platforme som kan anvendes i virksomhedsøkonomi

Der foreligger en lang række relevante online og digitale resurser/platforme som underviseren kan anvende i faget virksomhedsøkonomi. Nedenstående er blot eksempler og ikke tiltænkt som værende en udtømmende liste.

Indledningsvis skal det nævnes, at der i virksomhedsøkonomi foreligger i-bog til rådighed, som kan danne udgangspunkt for det teoretiske/indholdsmæssige grundlag.

Efter Christian Dalsgaard kan digitale resurser kategoriseres i produktionsværktøjer, kommunikationsværktøjer, netmedierede Q&A værktøjer samt samarbejde og delingsværktøjer:     

Produktionsværktøjer: Microsoft office 365 programmer – fx Excel, PowerPoint, Sway og Word
Kommunikationsværktøjer: Intrasystemer (Lectio, Ludus, Fronter etc.), sociale medier, Peer-Grade
Netmedierede Q&A værktøjer: Socrative, Kahoot, ProProfs, Quizlet, Jeopardylabs, Google Forms, Microsoft Forms
Samarbejde og delingsværktøjer: OneNote, OneNote Class Notebook, Google.docs, Dropbox, Office Mix, Microsoft Teams

 

Dertil er følgende digitale resurser relevante i virksomhedsøkonomi:            

Prøvebanken.dk

Tidligere eksamensopgaver i virksomhedsøkonomi
 

vdgb.dk 

Eksempler på den mundtlige eksamen                
 

Restudy.dk

Online undervisning               

 

Yderligere resurser forefindes på digitaldannelse.org

 

Generel inspiration til fjernundervisning

OBS – GDPR

Det er vigtigt, at du som underviser sikrer, at de digitale værktøjer, der anvendes til virtuel undervisning overholder databeskyttelsesforordningen (GDPR), så du ikke uforvarende kommer til at dele elevernes personoplysninger med tredjeparter. Er du i tvivl, så kontakt skolens it-ansvarlige eller din leder. 

 

Udarbejdet af fagkonsulenten

Troels Finjord Højberg

Direkte tlf.: +452342 6319

E-mail: Troels.Finjord.Hojberg@stukuvm.dk