Man kan ikke hive stjernerne ned på Jorden: Naturvidenskabelig erkendelse i Åben skole

Hvordan laver man naturfaglige undersøgelser, når omdrejningspunktet er astrofysik, astronomi og rumfart? På Planetarium tager de afsæt i elevernes egne interesser og kobler Rummet til fortællinger om livet på Jorden.

Interesser som afsæt for undersøgelser

Undervisningen på Planetarium tager afsæt i elevernes interesser. For eksempel når eleverne formulerer formål med en fiktiv mission til Mars. Planetarium rammesætter forløbet, men eleverne skal selv overveje, hvad missionen skal handle om. Intentionen er at skabe en elevaktiverende oplevelse.

”Eleven går på opdagelse, både i eget univers og vores univers”, forklarer Mads Kring, undervisnings- og udviklingsansvarlig på Planetarium. ”Nogle vil for eksempel godt spille computerspil. Så taler vi om, hvad der skal til, for at det kan ske. Computerspil kræver strøm, hvor får vi strøm fra på Mars? Der bliver skabt en naturvidenskabelig fortælling ud fra deres interesser. Og så laver de forsøg, der passer til formålet med missionen.”

Undervisningen på Planetarium skal understøtte elevernes naturfaglige undersøgelseskompetencer, blandt andet med blik for den fælles naturfagsprøve. Det er det metodiske og en måde at tænke på, som er det væsentlige:

”Resultater fra deres forsøg definerer deres videre forsøg. De belyser formålet fra forskellige vinkler. Det er en naturvidenskabelig proces. Undervisningen veksler mellem det kogebogsagtige i forsøgsopstillingen, og det fantasifulde når eleverne formulerer missionens formål.”

 

At møde det nære i det fjerne

Planetarium tilstræber også, at undervisningens indhold er genkendeligt for eleverne, dels ved begrebsmæssigt at pege ind i det eleverne arbejder med i skolen. Men man forsøger også at bruge Rummet som afsæt for, at eleverne bliver klogere på livet på Jorden.

”Undervisning om rumfart, astronomi og astrofysik kan danne mange fortællinger om livet på Jorden. Via undervisningen kan man pege ind i liv og evolution”, siger Mads Kring. ”Hvad var det der gjorde, at Mars og Venus pludselig var ubeboelige planeter, når de måske engang har været beboelige? Hvordan kan det gøres os klogere på Jorden og klimaforandringer.”

 

Medierede oplevelser

På Planetarium har de få autentiske genstande. Rummet kaster ikke uden videre genstande af sig. Derfor er interaktive udstillinger og film vigtige i undervisningen. Filmsalen med sit næsten 1.000 m² kuppelformede lærred giver en omsluttende og rumlig fornemmelse. Visuelle og auditive oplevelser skal gøre genstandsfeltet nærværende og sanseligt.

”Det motiverer eleverne at bruge de interaktive medier. Det er vores underviseres rolle at åbne op for det faglige indhold i de visuelle oplevelser”, siger Mads Kring.

 

Rumrejser fascinerer eleverne

Naturfagslærer Benjamin Wideborg har deltaget i undervisningsforløbet Mission til Mars sammen med en 9. klasse. Han oplever, at Planetariums genstandsfelt fascinerer eleverne.

“Vi så en film om muligheden for at rejse til Mars. Der var eleverne helt fremme i sædet. Meget af det som gemmer sig derude, synes mange af dem er rigtig spændende.”

Benjamin Wideborg fortæller, at flere af hans elever syntes, det var svært selv at formulere et formål med missionen til Mars. Men det var samtidig en god måde at arbejde på:

“Hver gang de spurgte underviseren, om noget var rigtigt, svarede han: kig på jeres formål. Og mange gange kunne de godt se, at de havde opfyldt det, de ville undersøge. Så jeg tror, det er en god øvelse selv at bestemme, hvilken retning man vil gå i.

At teknologi og medier er et formidlingsmæssigt bindeled mellem Rummet og eleverne, ser Benjamin Wideborg som en fordel for eleverne, fordi de bliver fortrolige med teknologi:

”Blandt andet skulle de programmere en robots bevægelser, og de går bare ind i opgaven. Deres generation og fremtidige generationer har en kæmpe fordel af at kunne navigere rundt i det og ikke blive blæst bagover af teknologien.”

Undervisningen på Planetarium kobler sig på forskellig vis til folkeskolens formål. Igennem naturvidenskabelige erkendelser udvikles elevernes kundskaber og færdigheder. Men lige så vigtigt er det, at undervisningen på Planetarium også er et sted, der udvikler elevernes nysgerrighed og selvstændige stillingtagen.

 

Tak til undervisnings- og udviklingsansvarlig Mads Kring, Planetarium, og lærer Benjamin Wideborg, for at deltage i udarbejdelse af casebeskrivelsen.

Casebeskrivelsen er udarbejdet af Skoletjenesten – videncenter for eksterne læringsmiljøer. Skoletjenesten udvikler og deler viden om undervisning i eksterne læringsmiljøer, blandt andet med afsæt i undervisningspraksis på en række kulturinstitutioner. Se mere på Skoletjenestens hjemmeside.

Siden er opdateret 15. februar 2019 af emu-redaktionen
Rettigheder:

Rettigheder

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - BY/NC/SA Navngivning / Ikkekommercielt / Del på samme vilkår. http://creativecommons.org/licenses/by-nc-sa/2.5/dk/.
Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme
Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.