Artikel

Skolevægring er et tegn, der skal tages alvorligt

Jo tidligere der sættes ind over for skolevægring, des større er chancen for, at det ikke udvikler sig til noget langt mere alvorligt, viser de foreløbige erfaringer i et satspuljeprojekt i Viborg Kommune.

”Det er stærke kræfter, der er i spil, når et barn vælger ikke at gå i skole. Det er vi nødt til at tage ansvar for. Der er ikke noget galt med børnene. De viser os bare, at der er noget, vi sammen skal forstå.” Ordene kommer fra Ditte Juul, der er projektmedarbejder og psykolog i fraværsindsatsen i Viborg Kommune. Hun taler om bekymrende skolefravær, som længe har været et problem på skoler i hele landet. Ifølge en rapport fra Børns Vilkår og Egmont Fonden, var 14,2 procent – omkring 75.000 – af landets folkeskoleelever fraværende i mindst en måned i skoleåret 2018/2019. Det er belastende for eleverne selv, deres familier og skolerne. Og det risikerer at få alvorlige konsekvenser langt ind i børnenes ungdoms- og voksenliv.

Derfor har mange kommuner gennem længere tid gjort en særlig indsats for at sætte ind over for bekymrende skolefravær. I Viborg Kommune har de nedsat et særligt fraværsteam, og i det seneste halvandet år har de deltaget i satspuljeprojektet "Afprøvning af en fremskudt regional funktion i børne- og ungdomspsykiatrien". Et projekt, som Sundhedsstyrelsen står bag, hvor fokus er på at gribe tidligt ind over for bekymrende adfærd hos psykisk sårbare børn og unge.

 

Forløbene er lagt fast efter et flowchart

Otte af kommunens 26 skoler deltager i projektet, der er forankret i kommunens fraværsteam. Konkret foregår det sådan, at skolen sammen med forældrene kan indstille en elev til at komme med i projektet, når eleven har haft mindst 25 procents bekymrende fravær i løbet af en periode på to uger. At der ikke skal mere fravær til, skyldes, at der netop er tale om en tidlig indsats.

”Det handler også om, at jo længere tid et barn er væk fra skole, des længere tid tager det at komme tilbage,” siger Lene Toft Vester, der er pædagog, fraværskonsulent og projektmedarbejder i kommunen.

Børnene har forskellige forudsætninger og deres udfordringer er ofte komplekse projektmedarbejdere:

”Det er børn, der har det tilfælles, at de kommunikerer, at der er noget i deres liv, der ikke fungerer. Der er måske særlige udfordringer i familien, eller det kan være, at presset i skolen bliver for meget, når børnene går fra mellemtrinnet til udskolingen. Det kan også være noget med miljøet i klassen, og så kan det være børn med iboende vanskeligheder. Oftest er der flere ting, der gensidigt påvirker og forstærker hinanden,” siger Ditte Juul.

Bliver et barn visiteret til projektet, indledes et forløb, som kører efter et flowchart, hvor alle møder, hjemmebesøg, sparringsforløb, observationsbesøg på skolen osv. på forhånd er fastlagt. Der udpeges i begyndelsen af forløbet en tovholder fra fraværsteamet, der følger barnet og familien gennem hele forløbet og tager på hjemmebesøg. Der afholdes tværfaglige møder cirka hver fjerde uge med deltagelse af barnet, forældrene, tovholderen og en række fagpersoner – for eksempel skolens psykolog, en ledelsesrepræsentant fra skolen, en eller to lærerrepræsentanter og en repræsentant fra kommunens familieafdeling. Hvis det skønnes relevant, indkaldes også andre fagpersoner.

”Ved det første møde er familien blevet forberedt på, hvad der skal ske, så det tværfaglige møde bliver et trygt rum for dem at træde ind i,” siger Lene Toft Vester.

Figuren viser et flowchart over arbejdet med bekymrende skolefravær i Viborg kommune.
© Viborg kommune

 

At forstå det, der endnu ikke er blevet forstået

Også møderne er tilrettelagt efter et fast mønster, og der anvendes forskellige analyseværktøjer og måleredskaber, som skal sikre, at alle udfordringer og løsninger bliver vendt.

”Der bliver lagt stor vægt på at skabe en proces, hvor vi hjælper hinanden med at søge efter en fælles forståelse, og hvor alle føler sig inddraget og hørt,” siger Lene Toft Vester. Ditte Juul supplerer:

”Hovedfokus på møderne er at forstå det, der endnu ikke er blevet forstået. At forstå barnet i kontekst og forstå sammenhængene i barnets liv. Vi bruger en narrativ metode til at forsøge at eksternalisere problemet – altså hive problemet ud af barnet og i stedet blive enige om, hvad vi kalder den her problemstilling, så det ikke er barnet, der er problemet.”

Ditte Juul kommer med et eksempel:

”I stedet for at sige, at et barn mangler sociale kompetencer, anskuer vi det mere som, at her er et barn, som er uerfaren eller utrænet i det sociale. Det giver et helt andet udviklingsperspektiv, når det ikke er barnet, der ejer problemet, men barnet, der viser problemet. Så bliver det tydeligt, at det handler lige så meget om konteksten. Hvis man for eksempel isolerer sig rigtig meget foran en skærm eller ikke går til fritidsaktiviteter, så kan det blive sværere at navigere i det sociale. Og så drejer det sig om at arbejde med, hvordan barnet kommer ind i nogle fællesskaber og får trænet de sociale kompetencer.”

På hvert møde bliver der lavet aftaler om, hvad der skal ske frem til næste møde, og hvem der gør hvad – altid med udgangspunkt i barnets eller den unges behov.

”Vi bliver enige om ting som: ’hvilken indsats kalder det her på, og hvor vil den være bedst placeret i forhold til barnets udfordringer? Er det hos en AKT-lærer på skolen eller en støtte-kontaktperson?’ I bund og grund handler det om at gøre noget, der skaber udvikling for barnet. Så vi nedbryder både faggrænser og sektorer,” siger Ditte Juul. Lene Toft Vester supplerer:

”Det er noget af det, projektet kan. At der ikke er nogen, der har faste roller. Opgaverne bliver placeret der, hvor det giver mest mening, og hvor alle har tillid til og tror på, at det har en positiv effekt.”

 

Tæt samarbejde med psykiatrien

En gang om måneden mødes projektmedarbejderne med to repræsentanter fra Børne- og Ungdomspsykiatrien (BUA) – en psykolog og en specialpædagog – i det, Ditte Juul kalder ”et CPR-frit sparringsrum”. Det vil sige, at der er tale om en generel rådgivning i den forstand, at der ikke bliver talt om konkrete sager, men om overordnede problemstillinger og bekymringer.

. Udover de månedlige møder, har projektmedarbejderne en ’ hotline’ til psykiatrien hver mandag, hvor de kan få mere akut telefonisk sparring.

”Det betyder rigtig meget,” siger Lene Toft Vester.

Repræsentanter for psykiatrien har også mulighed for at deltage i de tværfaglige møder med børnene og deres familier, når det giver mening. Og de kan tilbyde vejledning til skolerne omkring problemstillinger i forhold til forløbene.

”Det kan sidestilles med den fremskudte socialrådgiver. Altså, man skyder psykiatrien ud tættere på praksis, så det ikke ender med, at barnet har det så skidt, at man er nødt til at henvise og måske indlægge,” siger Ditte Juul. Både hun og Lene Toft Vester oplever, at det tværfaglige samarbejde er en af projektets styrker:

”Jeg synes faktisk, det tætte samarbejde er noget af det, vi som system kan lære allermest af, når projektet slutter. Jeg tænker også, at psykiatrien lærer rigtig meget af os,” siger Ditte Juul, mens Lene Toft Vester nikker bekræftende.

 

Tydelig effekt

Projektet er ikke afsluttet og derfor heller ikke evalueret, men de to projektmedarbejdere er slet ikke i tvivl om, at det er en succes.

”Man kan måle på mange ting – på barnets trivsel og på genetablering af skolegang osv., men i de forløb, vi har siddet med, kan vi absolut se, at det har haft en effekt. Nogle gange kommer børnene tilbage i den oprindelige skole. Nogle gange skal der et kontekstskifte til som f.eks. et mere specialiseret tilbud,” siger Ditte Juul.

Lene Toft Vester tilføjer:

”Det er heller ikke altid genetableringen af skolegang, der er det nærmeste mål. For nogle børn kan det være en genetablering af trivsel og fællesskab, der står øverst på dagsordenen.”

At projektet vil sætte varige spor, er de to projektmedarbejdere enige om. De mærker allerede, hvordan de gode arbejdsmetoder er begyndt at indfinde sig i de andre indsatser, de er en del af.

”Noget af det, vi virkelig lykkes med, er at få skabt et samarbejdsfællesskab, hvor man beriger og ikke bekriger hinanden. Det er godt for børnene, men også for systemet og den enkelte fagperson. Jeg har siddet med i mange projekter. Det der med, at det eksisterer i en periode, og så vender man tilbage til tingene, som de var før – sådan tror jeg ikke, det er med det her. Det er en ny måde at samarbejde på og anskue børnenes problemstillinger på, som breder sig. På den måde kan projektet blive rollemodel for, hvordan man samarbejder også fremadrettet,” siger Ditte Juul.

 

Kreditering

Skrevet af journalist Maja Plesner

 

unpublished

Vil du vide mere?

Find mere viden om skolefravær og satspuljeprojektet 


Hent rapporten Skolens tomme stole om skolefravær hos Børns Vilkår

Se flowchartet, som bruges i projektet (ppt)

Hør mere om indsatsen i Viborg Kommune afsnit 6 i podcastserien Veje til inklusion. Husk at abonnere i Apple Podcast eller på Spotify.  


Projektet "Afprøvning af en fremskudt regional funktion i børne- og ungdomspsykiatrien" blev udbudt af Sundhedsstyrelsen i starten af 2019, fordi et stigende antal børn og unge de senere år er blevet henvist til behandlingspsykiatrien.

Det overordnede mål med projektet er at ’afprøve modeller for fremskudt regional psykiatri, som kan styrke den tidlige indsats for psykisk sårbare børn og unge med tegn på mistrivsel, der vil have gavn af at blive udredt og behandlet tæt på deres nærmiljø og uden for psykiatrien.’

I Viborg Kommune har projektet fokus på at gribe tidligt ind over for bekymrende skolefravær og forebygge, at eleverne bliver henvist til psykiatrien. Der er tale om en indsats, hvor en del af målet er at udvikle og afprøve nye former for samarbejde på tværs af fagligheder og sektorer.

Længden af forløbene i projektet er rammesat, så et forløb kan vare fra tre til ni måneder. I Viborg har forløbene indtil nu sjældent varet under ni måneder.

Da projektet sigter på tidlig indgriben, skal en elev have mindst 25 procents fravær i løbet af en periode på to uger for at blive omfattet af projektet, og der må ikke have været fuldt skolefravær i mere end sammenlagt to måneder – i så fald vil eleven blive visiteret til en anden indsats.

Forud for indgåelse i projektet har fraværsteamet i Viborg haft temadage, hvor de blandt andet har arbejdet med den narrative model, de anvender.

Satspuljeprojektet løber til udgangen af 2021.

 

Læs mere om satspuljeprojektet hos Sundhedsstyrelsen


Siden er opdateret 25. juni 2021 af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.