Lovgivning

Klagemuligheder i forbindelse med mobbesager

Du kan klage, hvis din skole eller uddannelsessted ikke har en antimobbestrategi, eller hvis du oplever, at uddannelsesstedet eller skolen ikke gør nok for at stoppe mobning.

Hvis du som elev eller forælder oplever, at der foregår mobning eller lignende på skolen, skal du først og fremmest fortælle det til en lærer, ledelsen eller en anden ansat på skolen. Det gælder både, hvis du selv eller dit barn er udsat for mobning eller lignende, eller hvis du er vidne til at andre udsættes for noget, der ikke er i orden. For at skolen skal kunne handle på det, må de nødvendigvis have kendskab til problemet.

Nogle gange kan det være svært at sige, om det, man oplever, er mobning, eller om det bare er en situation, der ligner. En elev har ret til at få hjælp, uanset hvad. Ifølge dansk lov skal skolen hjælpe eleven med at få stoppet mobning, krænkende behandling, udelukkelse eller andet.

Hvad skal skolen eller uddannelsesstedet gøre?

Når skolen eller uddannelsesstedet har fået kendskab til problemer med mobning eller lignende, skal de inden for 10 dage:

1) straks gøre noget for at forhindre at mobningen fortsætter – det kaldes en her-og-nu-indsats.

2) lave en handlingsplan, som beskriver hvordan problemerne bliver løst. Det man vil gøre, kan være kort- eller langsigtet og kan indeholde mange forskellige indsatser på skole-, klasse- eller individniveau.

Hvad hvis skolen eller uddannelsesstedet ikke gør nok?

Hvis du har fortalt om mobning eller lignende, og skolen ikke efterfølgende handler tilstrækkeligt, kan du klage til Den Nationale Klageinstans mod Mobning over, at skolen eller uddannelsesstedet ikke gør nok for at standse problemerne. En klage kan være både mundtlig og skriftlig. Du kan ikke klage over en skole eller et uddannelsessted, som du ikke længere går på. Dog stopper klagesagen ikke, hvis du går ud, efter at klagen er sendt.

 

Læs mere

Læs mere om rettigheder, regler og procedurer for Den Nationale Klageinstans mod Mobning samt tilbud om mægling på DCUM.dk via nedenstående links: 

Antimobbearbejde og klageindsans

For elever i grundskolen

For unge på ungdomsuddannelser 

For forældre til børn i grundskolen 

For forældre til børn på ungdomsuddannelser

Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.