Nyhed

Styrket vejledning om sygeundervisning er udgivet

Styrelsen for Undervisning og Kvalitet udgiver styrket vejledning om sygeundervisning i folkeskoler og frie grundskoler. Vejledningen skal gøre det lettere for skolerne at få overblik over reglerne.

Formålet med den styrkede vejledning om sygeundervisning i folkeskolen og på frie grundskoler er at gøre reglerne om sygeundervisning lettere at gå til og anvende. Hensigten er, at vejledningen i højere grad end tidligere vil understøtte skolernes arbejde med at iværksætte sygeundervisning til de elever, som har ret til det.

Den nye vejledning indeholder ikke ændrede regler eller nye lovfortolkninger.

Den styrkede vejledning præciserer forklaringerne af en række af bekendtgørelsens regler. For eksempel er skolernes mulighed for at lave sygeundervisning i mindre hold på skolen beskrevet som noget nyt i vejledningen. Desuden har den visuelle og sproglige formidling fået et løft.

Hent Vejledning om sygeundervisning (PDF)

Læs mere på UVM.dk

Om sygeundervisning
  1. Elever, der har et længerevarende fravær fra undervisningen på grund af sygdom eller lignende, skal tilbydes sygeundervisning. Det gælder både elever i folkeskolen og elever på frie grundskoler.

  2. Formålet med sygeundervisning er at sikre eleven undervisning under sygdom og at gøre eleven bedst muligt i stand til at vende tilbage til den almindelige undervisning i skolen. Det er dermed fortsat skolens ansvar at sikre, at eleven modtager undervisning under sygefraværet.

  3. Reglerne om sygeundervisning gælder for børnehaveklassen til og med 10. klasse på folkeskoler og frie grundskoler.

Baggrund

Udgangspunktet for den styrkede vejledning er henvendelser fra kommuner og skoler og den tidligere ”Undersøgelse af hjemmeundervisning, fravær og børn uden for undervisningstilbud” (Rambøll 2018). Begge dele peger på, at der på nogle skoler er udfordringer med at iværksætte sygeundervisning.

I nogle kommuner er det en udfordring at finde det rette skoletilbud til elever med langvarigt bekymrende skolefravær (også kaldet skolevægring). Elever med langvarigt bekymrende fravær har ret til sygeundervisning (når fraværet skyldes sygdom). Sygeundervisning er dog kun en del af løsningsbilledet og vil ofte skulle ledsages af andre tiltag for at hjælpe elever med langvarigt fravær tilbage i et klassefællesskab.

Regeringen nedsætter som del af kvalitetsprogrammet for folkeskolen en ekspertgruppe, der bl.a. skal se på reglerne for sygeundervisning og udarbejde konkrete anbefalinger til eventuelle ændringer i reglerne.

Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.