Hvorfor er den professionelle relationskompetence så vigtig?

Lærere og pædagogers professionelle relationskompetence er en af de mest afgørende faktorer at forholde sig til, når skolen skal bidrage til alle børn og unges trivsel og udvikling. Både fagligt, socialt og personligt. Baggrunden for denne artikel er min forskning om relationer i skolen, hvor jeg har interviewet 80 børn og unge, fulgt omkring 60 lærere og pædagogers praksis og videofilmet mange timers undervisning. Både national og international skoleforskning har beskrevet lærer-elev-relationens enorme påvirkning på børns fremtidige liv. Relationen påvirker både uddannelsesvalg, familieforhold og lønindkomst. Man ved også, at relationen nu og her påvirker børnenes relationer til hinanden, deres faglige resultater, deres livsglæde og deres trivsel - både selvværd, stressniveau og selvregulering.

1. Første kendetegn: Afstemmere
Om relationen er positiv eller negativ, afhænger af, om børnene i overvejende grad kan mærke, at de har en betydning for den voksne – at den voksne har dem på sinde og vil dem det bedste. Dette er ét af tre kendetegn ved den professionelle relationskompetence. At læreren verbalt og non-verbalt viser sine elever, at man gerne vil dem. Jeg bruger begrebet afstemmere. Dvs. alle de små udtryk med en stor betydning som smil, hilsen, et venligt tonefald og en position i øjenhøjde. Den teoretiske baggrund for viden om afstemmeres betydning findes blandt andet hos Daniel Stern, Colwin Trevarthen, Edward Tronick og Susan Hart.

2. Andet kendetegn: Omsorgsetiske handlinger
Det andet kendetegn ved den professionelle relationskompetence er de omsorgsetiske handlinger. Her tager lærere og pædagoger på sig, at deres handlinger i undervisningen rækker langt udover det emne, de er sammen med eleverne om – andengradsligninger eller postvæsenets historie. Deres handlinger har nemlig en eksistentiel betydning for unikke individers udvikling, og derfor er man som professionel sig bevidst, at ens handlinger skal styrke elevernes etiske ideal om at møde sig selv og omverden respektfuldt og venlighed – altså med omsorg. Lærere og pædagoger styrker elevernes etiske ideal ved bl.a. at fungere som rollemodel, ved at indgå i ligeværdige dialoger og gennem at eleverne kan praktisere et etisk ideal og opleve sin positive betydning for omverden for eksempel ved at arbejde med FN’s verdensmål, ved at være legepatrulje eller ved at sy tæpper til hjemløse. Vidensgrundlaget for betydning af de omsorgsetiske handlinger stammer bl.a. fra Nel Noddings, Max van Manen og Karen Agne.

3. Tredje kendetegn: Nære tre psykologiske behov
For at børn og unge engagerer sig i undervisningen, og dermed trives og udvikler sig positivt, er det afgørende, at de i undervisningen får imødekommet tre psykologiske behov for at opleve:

1. Selvbestemmelse

2. Kompetence og

3. Samhørighed.

At lærere og pædagoger nærer de tre behov er det tredje kendetegn ved den professionelle relationskompetence. Det sker først og fremmest, når der er plads til elevernes personlige initiativer og når de kan se, at undervisningen er meningsfuld. Men også når opgaverne er aktive, varierede og differentierede, og strukturen i undervisningen er overskuelig samt når elevene føler sig værdifulde i klassens fællesskab og indgår i positive relationer med både de voksne og deres kammerater. Viden om behovene for at opleve selvbestemmelse, kompetence og samhørighed er baseret på 40 års empirisk forskning af Richard Ryan og Edward Deci. I en uddannelsesmæssig sammenhæng er resultater fra Martin Vansteenkiste, Christopher Niemiec og Johnmarshall Reeve også relevante.

Den professionelle relationskompetence består altså af afstemmere, som er et fællestræk med den almenmenneskeligelige relationskompetence, omsorgsetiske handlinger, som er det dannende aspekt i den voksnes møde med barnet samt næring af børn og unges behov for at opleve selvbestemmelse, kompetence og samhørighed, som primært udtrykkes gennem de didaktiske aspekter af den professionelles praksis.

4. Nødvendig, men ikke tilstrækkelig
Når undervisningen i overvejende grad bærer præg af disse tre kendetegn, så bidrager læreren og pædagogen til børn og unges trivsel og udvikling – fagligt, socialt og personligt – og klasser bliver reelle læringsfællesskaber præget af engagement og gensidig respekt iblandt alle parter. Det er dog vigtigt at understrege, at relationskompetence er en nødvendig betingelse for, at dette lykkes, men også at den i sig selv ikke er tilstrækkelig. Nogle klasser kan have en så negativ historik eller nogle børn kan have så markant brug for en voksens nærhed, at læreren eller pædagogen kan handle nok så relationskompetent, men for at klassen kan blive et læringsfællesskab, er der brug for langt flere hænder og andre rammer end et firkantet rum med 1,7 m2 per barn.

5. Film om relationskompetence
I filmene om relationskompetence fra Filmkompagniet.dk beskriver jeg de tre kendetegn ved relationskompetence, og mine ord ledsages af små klip fra undervisningssituationer. I de næste fire film, ser vi praksis – undervisning i en 1., 2. og to 7. klasser – og relationskompetencens kendetegn fremgår som tekst undervejs. I den sjette film beskriver jeg relationskompetencens betingelser – altså det, der gør det muligt, for lærere og pædagoger at handle relationskompetent. Lad mig afslutningsvis i denne artikel kort beskrive de 7 betingelser, som jeg har kortlagt i min forskning.

6. Relationskompetencens betingelser
For det første skal læreren og pædagogens egne psykologiske behov være understøttet i arbejdslivet. I forhold til behovet for at opleve selvbestemmelse, vil det bl.a. sige, at fagpersonerne kan se mening i deres arbejdsopgaver, så de frivilligt gerne vil udføre dem. Tilfredsstillelsen af kompetencebehovet forudsætter, at der er de ressourcer til rådighed, som matcher behovene i undervisningen. Og i forhold til samhørighedsbehovet betyder det bl.a., at man trives sammen med både kolleger, elever, ledelse og forældre.

For det andet skal læreren og pædagogen have en både generel og specifik viden om børn og deres lære- og udviklingsprocesser. Dette er bl.a. nødvendigt, for at der stilles realistiske krav til eleverne, og for at den faglige formidling tilpasses til elevernes niveau.

For det tredje skal fagpersonen have en forholdemåde, jeg benævner receptiv rettethed. Det er en modtagende fokusering på både eleverne, undervisningsindholdet og fagpersonen selv, som muliggør, at de tre centrale komponenter kan samstemmes. Dette er ikke let, og den receptive rettethed forudsætter yderligere fire betingelser, nemlig positive emotioner, nærvær, mentalisering og didaktisk overskud. De fire punkter må lede til et vedvarende fokus på fagpersoners arbejdsforhold, kulturen på skolerne og læreruddannelsens indhold.