Artikel
Uddannelse og job i hele skolen
Denne artikel sætter fokus på, hvorfor arbejdet med det obligatoriske emne uddannelse og job er vigtigt på alle klassetrin og i alle fag.
Uddannelse og job er et obligatorisk emne i hele skolen fra 0. – 9. og i 10. klasse. Emnet skal lære eleverne om uddannelses- og arbejdslivet, og alt det der knytter sig til det. Det kan være drømme for livet både nu og på lang sigt, forskellige måder at leve sit liv på og deltagelse i samfundet. Eleverne øver sig i at bruge fantasien, forstå sig selv og andre, samtidig med at de får viden om uddannelses- og arbejdslivet i et livslangt perspektiv.
Uddannelse og job – hvad vil det egentlig sige?
Arbejdet med arbejdsliv, uddannelser og erhverv har været obligatorisk i folkeskolen i mange år. Siden 2014 har emnet heddet Uddannelse og job. Den enkelte skole beslutter, hvordan arbejdet med emnet organiseres. Mange skoler vælger at bruge temadage eller -uger til at fordybe sig i emnet, men uddannelse og job har pædagogisk potentiale til at indgå i alle fag.
Centralt i emnet er, at elevernes forestillinger om muligheder i uddannelse, job og livet som helhed skal udvides. Dette sker blandt andet, når elevernes forforståelse gradvist tilføjes nye og flere perspektiver på, hvordan der kan skabes sammenhæng mellem deres ønsker, drømme, interesser og uddannelse, job og karriere.
Uddannelse og job skal fortolkes bredt og i et helhedsorienteret perspektiv, hvor elevernes drømme, ønsker og tanker om livet som helhed inddrages. Samarbejdet med AKT-vejledere eller arbejdet med trivsel i klassen giver mulighed for at kombinere elementer fra uddannelse og job med elevernes personlige udvikling. Det kan ske ved at koble elevernes styrkesider med drømme om fremtiden eller italesætte, hvordan arbejdsliv ofte former sig undervejs og tager nye drejninger. Det giver eleverne en forståelse af, hvordan det er en livslang proces at udvikle sig som menneske.
Hvad indeholder et børneliv og et voksenliv?
Hvad drømmer jeg om, og hvordan vil mit liv mon blive? Hvad laver mine forældre, når jeg er i skole? Hvilken slags matematik bruger en social- og sundhedsassistent, hvad er en skibsassistent, og hvilke uddannelser har noget med mønstre og geometri at gøre?
Spørgsmålene kan være mange, når børn undersøger arbejdsliv. Uddannelse og job giver rig mulighed for læring om samfundet og om menneskers måder at leve livet på. Emnet rummer både faktuelle oplysninger om uddannelses- og arbejdslivet, valgsituationer med mere, men emnet har et langt større potentiale end det. Det er for eksempel oplagt at kombinere skolens fag med uddannelser og erhverv med elevernes drømme, håb og interesser i eget liv. Målet er, at eleverne opbygger viden og erfaringer, som giver dem et godt grundlag, de kan træffe valg ud fra.
Sådan kan skolen gribe opgaven an
Ofte forbindes emnet uddannelse og job med aktiviteter som brobygning, erhvervspraktik og introkurser, der ofte er placeret i udskolingen. Men arbejdet med at skabe nysgerrighed og udsyn til livet er livslangt, og arbejdet med uddannelse og job hører derfor til på alle klassetrin.
I dansk kan faglig læsning tage afsæt i tekster om forskellige typer af job og måder at leve på. Ikke kun med fokus på, hvad en tømrer for eksempel laver, men også med opmærksomhed omkring, hvordan han eller hun oplever arbejdet med at skabe nye ting, og hvilke (forskellige) livsværdier der knytter sig til det. Hvordan sætter eleverne sig selv i spil, når de hører om nye jobområder eller livsformer?
Når klasser i natur og teknologi arbejder med bæredygtighed, kan en af vinklerne på arbejdet være, hvordan vi i fremtiden skaber bæredygtige job eller arbejder med bæredygtighed. Hvilke kompetencer kræver det, og hvordan kan eleverne via deres fremtidige job være med til at påvirke en positiv udvikling?
Arbejdet med uddannelse og job har mange overlap med emner og fag i skolen. Undervisning i eksterne læringsmiljøer kan kombineres med en snak om de jobfunktioner, arbejdsstedet rummer; klassen kan få besøg af forældre, der fortæller om deres arbejde, deres drømme som børn, og hvordan de har udlevet dem. Arbejdet med litteratur kan understøttes af et fokus på hovedpersonernes livsituation, roller, valg og tilfældigheder.
Skolen skaber elevernes grundlag for at træffe valg
Den almene dannelse er central i folkeskolen. Uddannelse og job kan understøtte denne udvikling på vejen til at skabe åbne og reflekterede mennesker, der kender til mange forskellige måder at leve sit liv på.
Gennem emnet uddannelse og job får eleverne mulighed for at begynde at forstå, håndtere og orientere sig i et uddannelses- og arbejdsliv. Emnet er dermed med til at give eleverne et godt grundlag, de kan træffe valg ud fra.
Inspiration
Læs mere om det obligatoriske emne uddannelse og job her: Læseplan og vejledning
Kreditering
Artiklen er udarbejdet af læringskonsulenterne i Team vejledning og kompetenceudvikling, Børne- og Undervisningsministeriet.
Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.