Frida Kahlo – monobrynenes maleriske mester

Udskoling: Maleren Frida Kahlo er en central skikkelse i mexicansk kultur. Hun er kendt over det meste af verden, og selvom hun levede for 100 år siden, taler hendes billeder stadig til os. Med Kahlos malerier som udgangspunkt, skal eleverne i dette forløb beskrive hendes liv samt et billede med fokus på de grammatiske tider perfektum og præsens.

Forløbet er henvendt til 9. klasse.
Anslået tidsforbrug: Ca. 4 lektioner.

Dette forløb tager udgangspunkt i, at eleverne skal kunne kommunikere skriftligt på spansk i et forståeligt og sammenhængende sprog. Forløbet er opbygget som to små skriftlige opgaver med udgangspunkt i henholdsvis et maleri af Frida Kahlo og viden om hendes liv. Der vil i gymnasiet være en forventning om, at de elever, der har spansk som 3-årigt valgfag, behersker perfektum, og der vil derfor være fokus på denne tid i beskrivelsen af Kahlo. Der lægges op til at arbejde både med kunstneren og mennesket Frida Kahlo, mens hendes samtid kun berøres i det omfang, det skønnes nødvendigt.

 

Forudsætninger, form og indhold

Forløbet forudsætter, at eleverne har lært at skrive enkle sætninger på et forståeligt og sammenhængende spansk. På indholdssiden skal de have viden om Frida Kahlos liv og billeder for at kunne udarbejde deres beskrivelser på så godt et grundlag som muligt. Med et kendskab til Frida Kahlo vil eleverne kunne genkende hendes karakteristika som monobryn og farverige blomster og bånd i håret i andre værker, eksempelvis i filmen ”Coco” fra 2017 og i Fridas mand, Diego Riveras, malerier. Forløbet vil kunne kombineres med et forløb i billedkunst.

Forløbet arbejder hen imod, at eleverne kan skrive en enkel, forståelig og sammenhængende tekst og bruge centrale sprogbrugsregler. Der er lagt op til individuelt arbejde med sparring fra både andre elever og læreren. Beskrivelserne kan afleveres til læreren, som kan give respons.

Forløbet er inddelt i tre faser: En introduktion, en bearbejdningsfase omkring indhold og baggrundsviden samt en skriftlig fase med fokus på perfektum og præsens. I bearbejdnings- og skrivefasen bør der også være lagt tid ind til responsgrupper.

 

Tilrettelæggelse

Igennem forløbet skal eleverne have adgang til at se nogle af Frida Kahlos malerier. Hvis du gør brug af øvelsen, der er beskrevet i fase 3, skal du desuden bruge nogle små kort med verber og terninger til hver gruppe.

Det vil være en fordel, hvis du på forhånd har udvalgt nogle hjemmesider om Frida Kahlo, som eleverne kan bruge, når de skal søge viden. Der er også mange bøger om emnet, som kan lånes på biblioteket.

Inden eleverne går i gang med den skriftlige del, kan du repetere den grammatiske tid, perfektum, med dem. Du kan eventuelt finde nogle opgaver og øvelser, de kan lave, inden de går i gang.

Det er en god hjælp for eleverne at få chunks. Det kunne for eksempel være:

  • Ha vivido desde…hasta…
  • En la obra aparece/hay …
  • Se trata de …
  • A la izquierda … /a la derecha …
  • He visto …
  • Al fondo de la pintura hay …
  • Quiere decir que …

Spørgsmål der kan overvejes inden forløbet:

  • Hvor lange skal opgaverne være? Skal de være lige lange?
  • Til hvem, hvilke og hvor mange chunks vil du give?
  • Hvor skal eleverne finde informationer om Frida Kahlo? Hvem anskaffer eventuelle bøger?
  • Hvordan og hvor tit skal der være respons fra de andre elever? Vælger de selv responsgrupper?
  • Hvor stor skal vægtningen være på henholdsvis beskrivelsen af maleriet, personen Frida Kahlo og det sproglige?
  • Må flere elever vælge det samme billede?
  • Er der et museum/galleri i nærheden, der har en udstilling om Frida Kahlo eller Mexico?

 

Forløbets opbygning

Forløbet er inddelt i tre faser:

1. Ideer til indledningsfasen
Start eventuelt med at finde ud af, hvad eleverne allerede ved om Frida Kahlo. Herefter kan du give et kort rids over samtiden i Mexico og over Frida Kahlos liv. Vælg gerne nogle malerier ud og fortæl om, hvad der kunne tages fat på i en beskrivelse af disse billeder. Eleverne skal ikke nødvendigvis lave en reel billedanalyse, men de skal kunne begrunde og komme med en mulig forklaring på de ting, der er på billedet.

Det kan også gøres klart for eleverne, hvad målene for dette forløb er. Det kan ske med udgangspunkt i, at eleverne skal kunne skrive en enkel, forståelig og sammenhængende tekst og kan bruge centrale sprogbrugsregler.

2. Ideer til bearbejdningsfasen
Eleverne kan i denne fase søge oplysninger om Frida Kahlos liv og billeder. Du kan opfordre dem til at tage notater undervejs. Du kan vælge at afsætte 10-20 minutter, hvor eleverne kan sætte sig sammen i responsgrupper og fortælle hinanden, hvad de nu ved om Frida Kahlo.  Der vil helt sikkert være mest udveksling, hvis samtalen i responsgrupperne er på dansk, hvorfor dansk tænkes anvendt i denne lille aktivitet.

Eleverne kan derefter hver især vælge et billede ud, de vil arbejde med. De kan sammen med en makker tale om billedet og komme med ideer til, hvordan de bedst får beskrevet deres billede på spansk.

3. Ideer til skrivefasen
Umiddelbart inden skrivefasen vil det være en god idé at gennemgå bøjningen perfektum. Det vil især være hensigtsmæssigt at gennemgå de mest brugte af de uregelmæssige verber. Eleverne kan få skriftlige opgaver og/eller øve på denne måde:

  1. Lav nogle små kort med et verbum skrevet i infinitiv på hve kortr. Du kan eventuelt få eleverne til at skrive kortene. 
  2. Eleverne kan nu sættes i grupper á 3-4 personer. Den yngste kan starte med at trække et kort og slå med en terning. Øjnene bestemmer, hvilken person verbet skal bøjes i: 1=1.prs ental, 2=prs ental, 4=1. prs flertal og så videre.
  3. Bøjes verbet korrekt, får vedkommende kortet, og turen går videre til spilleren til venstre. Den med flest kort vinder.

Du kan overveje, om det også er nødvendigt at repetere bøjningerne i præsens.

Eleverne kan så arbejde med deres beskrivelser af henholdsvis Kahlo og malerierne i perfektum og præsens. Eleverne kan en eller flere gange gå sammen i responsgruppen og gennemgå det, de har skrevet, samt få ideer til, hvordan de kan fortsætte. I denne fase kan dele af responsen måske foregå på spansk.

Eleverne kan aflevere opgaverne til dig, når de er færdige, og efterfølgende kan du give eleverne respons.

 

Evaluering

Efter forløbet og responsen kan I evaluere i fællesskab. Der kan i den forbindelse komme mange spændende diskussioner frem, som du kan tage med i egne overvejelser efter forløbet. Overvej hvordan dine egne og elevernes refleksioner kan bruges i et lignende forløb, eller hvad du skal justere, hvis du skal bruge det samme forløb en anden gang.

Der kan efter gennemførelsen af forløbet sættes fokus på spørgsmål som:

  • Hvad ved vi nu om den mexicanske kunstner, Frida Kahlo?
  • Hvordan fungerede det med de to små skriveopgaver med fokus på hver sin tid?
  • Var det afsatte tidsforbrug afpasset godt nok?
  • Blev alle udfordret på deres niveau?
  • Kan vi bruge denne form for arbejde med eksempelvis responsgrupper i et andet forløb?

 

Kreditering

Forløbet er udarbejdet af Rikke Engbo Andersen, spansklærer i folkeskolen og medforfatter til undervisningsmaterialet ”Mucho más”.

Siden er opdateret 02. september 2019 af emu-redaktionen
Rettigheder:

Rettigheder

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.