Et offentligt internet?

Internettets begyndelse: Et statsanliggende

Et begyndende internet opstod allerede i 1960´erne. Det var det amerikanske forsvars forskningsenhed, ARPA (Advanced Research Projects Agency), der udviklede det elektroniske netværk, ARPANET. Det døbes ofte det tidlige internet, fordi det grundlagde internettets teknologiske rygrad. For eksempel blev det med ARPANET i 1971 muligt for det amerikanske forsvar at sende elektroniske beskeder til hinanden. Det, vi i dag kender som e-mails. Internettet var i sagens natur offentligt i den forstand, at det var statsejet.

I 1990 blev ARPA dog nedlagt, og ARPANET blev udbudt til private virksomheder, der kunne varetage det (jf. Tarnoff 2016). Det betød også, at det kommunikationssystem, som ARPANET havde etableret, kunne udbredes til den almindelige befolkning. Verdens internet var født, og kunne videreudvikles under nye økonomiske forhold.

Internettet videreudvikler sig på private hænder

I 1990´erne er internettet derfor ikke længere ejet af den amerikanske stat, og mister sin offentlige karakter i dén forstand. Men internet bliver dog offentligt i den anden betydning: Virksomhedernes overtagelse af internettet betyder, at millioner af mennesker nu kan få adgang ved at betale for en internetforbindelse. Den internetbaserede offentlighed, og den offentlige debat på de digitale medier, kan begynde at formes. For ligesom aviserne er forretninger, der udgiver den offentlige mening, former der sig også på internettet et digitalt sidestykke til den etablerede offentlighed: De sociale medier.

Sociale medier som den nye offentlighed

I slutningen af 00´erne er der mange forskellige sociale platforme. Her kan man tale eller skrive med nye fremmede eller gamle venner, og kontaktfladen er ikke tynget af geografiske afstande. Det sociale internet gør det som bekendt muligt at dele musik, billeder og videoer – og ligeledes at udveksle holdninger og meninger.

Internetpionéren og -forskeren Ethan Zuckerman har i denne forbindelse formuleret dét, han kalder The Cute Cat Theory of Digital Activism. Zuckerman (2015) forklarer, at internettet efter ARPANET først og fremmest er blevet udviklet for almindelige menneskers fornøjelse: Internettet er i 00´erne et netværk, der er perfekt indrettet til at sende fredagsjokes eller billeder af, ja, cute cats.

Det betyder, at man har et hyperintegreret kommunikationsnetværk for den brede befolkning. Og det var netop dét som gjorde at folkelige protestbevægelser som Det Arabiske Forår (2010-2012) og Occupy-bevægelsen (2011-2012) kunne mobilisere enorme menneskemængder over Facebook og Twitter. Ifølge Zuckerman var Det Arabiske Forår blandt andet succesfuldt, fordi magthaverne i de arabiske lande, på den ene side, ikke havde set de sociale medier som en trussel mod deres styre. På den anden side kunne disse diktaturer heller ikke lukke de svært populære sociale platforme af frygt for at tilskynde en almindelig opstand mod lukningen af et medie, som befolkningen selv opfattede som apolitisk. Disse forhold gjorde sociale medier til stærke aktivistiske netværk, der kunne huse offentlig modstand, uden om de etablerede, statsstyrede medier.

Internettet som social infrastruktur

I dag har de sociale mediers uomtvistelige succes og enorme udbredelse verden over gjort internettet til en fundamental del af det sociale liv. Vores telefoner er blevet til computere, og vores FM-radiosignaler til DAB (Digital Audio Broadcasting). Vores fjernsyn kan i stigende grad gå online.

Internettets medier udgør derfor en form for infrastruktur. I modsætning til tidligere digitale platforme, som kunne bruges som alternativ til andre kommunikationskanaler, så er en infrastruktur selve mulighedsbetingelsen for at noget fungerer. Vi kender andre infrastrukturer: el-nettet muliggør strømmen i vores lamper, vandforsyningen gør det muligt at leve langt væk fra selve vandkilden. Vores kloaksystem understøtter andre, nødvendige gøremål. Og ofte ser vi ikke infrastrukturerne, der gemmer sig bag ved stikkontakten, vandhanen eller toilettet.

For ti år siden var Facebook og Google platforme, men man siger i forskningen at de har undergået en infrastrukturalisering (Plantin m.fl. 2018; se også Helmond, Nieborg & van der Vlist 2019). De har gjort sig selv uundværlige for det sociale livs basale funktioner. Google inkluderer Gmail, Drive, Chrome, Maps og YouTube, mens Facebook inkluderer Messenger, WhatsApp og Instagram. Man kan næsten gøre alt, hvad man har brug for, inden for det digitale univers som disse infrastrukturer tilbyder.

Det leder os hen til spørgsmålet om hvilket internet, vi har fået i dag. Flere og flere mennesker har adgang til internettet, og aldrig har menneskeheden været så kommunikativt forbundet. Aldrig har mennesker kunne koordinere protestbevægelser så effektivt. Men spørgsmålet er, om de store private techgiganter skal råde over en betydelig del af det digitale, sociale liv? Burde internettet tjene det offentlige liv i stedet for privatøkonomiske interesser?

Overvågningskapitalisme

Disse virksomheder lægger ikke blot arena til politiske diskussioner, men tjener penge på at indhøste personlige oplysninger for, at kunne sælge nogenlunde skræddersyede reklamer til brugerne. Det er en form for ny markedskraft, kaldet overvågningskapitalisme (Zuboff 2019). Den samler data om (det vil sige overvåger) brugernes adfærd, indkøb, relationer og så videre, og videresælger dem. Det er dét, de tjener penge på.

Spørgsmålet er om disse digitale infrastrukturer, i kraft af deres centrale plads i samfundslivet, er blevet for vigtige til at overlades til private virksomheder?

Internettet som et offentligt gode?

Kunne man forestille sig at staten kunne udvikle sådan en infrastruktur, for at sikre at økonomiske interesser ikke fik (for stor) magt over et væsentligt aspekt af tilværelsen? Ligesom Danmarks Radio leverer og kuraterer indhold til danskernes hverdag, kunne man så forestille sig en digital og social infrastruktur i offentlighedens tjeneste (jf. Zuckerman 2020a)? En alternativ arena, hvor overvågningskapitalismen er trådt ud af kraft?

Disse spørgsmål kan besvares på mange forskellige måder, og man kunne forestille sig forskellige løsningsforslag. Og man kan tænke over dem med skoleklasserne. For det første kunne man forestille sig en ”public service”-model, hvor staten udvikler en alternativ social medie-platform. Problemet med det ville dog være at staten også ville tilegne sig (endnu) en magtposition, hvorfra den kan indsamle personfølsomme data og overvåge sine borgere.

Man kunne også forestille sig at staten ville være i stand til at regulere vilkårene for de nuværende sociale medier: Man kunne udvikle juridiske regelsæt, der udsteder betingelser for dataindsamling, som eksempelvis EU´s GDPR (General Data Protection Regulation). Man kunne forestille sig at staten kunne tvinge sociale medier til at give brugerne styringen over al personlig information. Eller at brugeren skal kunne tage sit konkrete sociale netværk med over til andre udbydere af sociale netværk, hvis man vælger at skifte platform. Ligesom man kan tage sin telefonbog med, når man skifter telefon.

Men man kunne også pege på private initiativer, der forsøger at skabe sociale netværk uden at økonomiske interesser styrer den sociale platforms indre drivkraft mod reklamer og salg. Eksempelvis Planetary.social eller WT.social er sociale netværk, der på forskellig vis forsøger at skabe alternativer til de mest kendte sociale netværk. Civic Signals er et andet projekt, der forsøger at tænke over, hvordan de digitale offentlige rum, kan være mere orienteret mod fællesskab end salg af varer. Jeg kan kun opfordre til at undersøge disse og mange andre platforme nærmere (fx Solid eller Gobo.social).

Ethan Zuckerman (2020b), der også leder The Institute for Digital Public Infrastructures, foreslår, at en digital, offentlig social infrastruktur skal være decentraliseret samtidig med at være forankret i én sammensluttet enhed. Det betyder, at man som bruger skal kunne styre alle sine forskelige netværk fra ét centralt punkt (en browser, eksempelvis), og at det er brugeren, som skal have styringen.

En digital, offentlig social infrastruktur er også interoperationel, hvilket betyder, at ethvert enkelt socialt netværk sigter mod at kunne virke i samspil med andre platforme. Det vil sige, at systemerne er kompatible med hinanden, så man kan overføre sine data fra et netværk til et andet. Det ville skabe et helt landskab af forskellige sociale netværk, og brugeren kan således selv bestemme hvilket netværk, man vil benytte sig af. En infrastruktur af mange dele.

Hvert socialt netværk skal yderligere, ifølge Zuckerman, være selvstyrende og selvmoderende, så det er fællesskabet, der finder på sine egne regler. Der er dog endnu ikke fundet nogen opskrift på en gylden middelvej: Hvis der er (demokratiske) rammebetingelser for, hvilke regler ethvert fællesskab kan udstyre sig selv med – hvilket Zuckerman går ud fra – er hvert fællesskab så virkeligt selvstyrende? Det er et centralt problem for idéen (eller drømmen) om selvstyrerende fællesskaber – hvad sker der, hvis de selv vælger at samle sig om anti-demokratiske værdier?

Udblik

Spørgsmålet om et offentligt internet er ikke lige til. For internettet er kaotisk. Men internettet er ikke længere det vilde vesten: Både stater og borgere er begyndt at blive mere opmærksomme på regulering og på at opfinde sociale netværk, der understøtter andre strukturer end de, vi ser dominere i dag. Spørgsmålet er ikke en løsning, men en rettesnor for fantasien: Hvordan kunne man forestille sig fremtidens sociale internet?

Kreditering

Joachim Wiewiura, ph.d. i politisk filosofi fra Københavns Universitet.