Hvordan hjælper vi flest børn bedst?

Problemet i kommunalt regi bliver derfor ofte, at langt fra alle børn kan få hjælp til deres problemer. I nogle kommuner bliver det derfor helt tilfældigt, hvilke børn med for eksempel angst, der tilbydes et behandlingstilbud som for eksempel Cool Kids. Resultatet heraf bliver, at vi i Danmark giver få børn meget behandling, men at mange børn ikke får nogen eller nok behandling.

Tidlig opsporing og forebyggelse er en mangelvare

Eftersom at mange af de kommunale ressourcer bruges på interventioner, er tidlig opsporing og forebyggelse sjældent eksisterende i praksis i det format det burde (Børne- og Undervisningsministeriet 2020).

Desuden sker det ligeledes i praksis, at selvom man i kommunen identificerer et barn i risikozone for psykiske vanskeligheder, så er interventionen ofte begrænset til 4-5 timers kontakt, idet familien ellers skal oprettes som en ”sag” i systemet.

Resultatet bliver derfor nogle gange, at interventionen udsættes til barnet i risiko har udviklet større problemer, og det dermed ”bedre kan betale sig” at oprette barnet som en sag.

Stepped care-modellen

Én mulig løsningen på ovenstående problemer kan være at implementere en intervention, der når så mange børn som muligt, og som reducerer senere henvendelser samtidigt med at den stiller et minimum af krav til systemet og bruger få ressourcer. Denne løsning er det man kalder en indsats på første trin i en stepped care-model, eller på dansk: på en indsatstrappe, som vist i figur 1.

Folkeoplysning

På det nederste og dermed første trin i en indsatstrappe bør vi have evidensbaseret folkeoplysning og forebyggelse. Begrebet folkeoplysning dækker over informations- og vidensdeling om problemet til primærpersonerne omkring børnene for eksempel forældre, lærere, pædagoger, PPR-psykologer mv.

Jo mere primærpersonerne ved om angst hos børn og unge, jo bedre kan de identificere de børn og familier, der bør tilbydes hjælp på dette trin.

Information og viden kan for eksempel omhandle hvordan angst kommer til udtryk, samt hvordan angsten vedligeholdes og hvad man kan gøre for at hjælpe barnet af med den. På den måde kan primærpersonerne ligeledes være medvirkende til at understøtte en udvikling i retning af at afhjælpe problemet snarere end at komme til - baseret på uvidenhed - at vedligeholde angsten.

Her er det vigtigt at bemærke, at det skal være en generel informationsdeling om problemet, for eksempel angst, og ikke først og når et specifikt barn har et problem, hvorefter skolen og andre parter involveres og der fortælles om ”lille Peters angst”. Sidstnævnte ved vi fra forskningsverdenen er potentielt vedligeholdende for angsten (Esbjørn og Breinholst, 2020).

Selvhjælpsprogrammer

Første trin på indsatstrappen indeholder også tidligt opsporende og forebyggende indsatser. Én sådan indsats er ”FÅ STYR PÅ angsten”, som er et lavressource, terapeutleveret og forældredrevet selvhjælpsprogram til forebyggelse og behandling af angst hos børn i 1.-6. klasse.

Programmet bruger kun 2,5 times terapeutressourcer per familie, og effekten af behandling af mild til moderat grad af angst, er god (Breinholst, Walczak, Christiansen & Esbjørn, 2021). På den måde kan vi give rigtig mange børn og unge lidt hjælp, og dermed reducere forespørgslen på standard og specialiseret hjælp, som ifølge modellen skal gives til dem for hvem interventionen på første trin ikke er eller har været nok.

Hvordan virker indsatstrappen

Figur 2 viser Stepped Care-modellen, hvor trinnene viser de enkelte indsatser og tallene for det forventede behov per 100 børn og unge.

Hvis man skal forsøge at sætte nogle tal på effekten af en sådan trinvis indsats på børneangstområdet, ser det oftest således ud: Hvis 100 børn tilbydes hjælp via første trin på indsatstrappen, vil ca. 40 børn have brug for mere eller anden hjælp end folkeoplysnings- samt selvhjælp.

Disse børn vil derfor med fordel kunne tage del i de mere ressourcetunge terapeutleverede indsatser på standardtrinnet (trin 2), som kommunen har at tilbyde.

Ud af disse 40 børn vil ca. 16 have brug for yderligere og endnu mere specialiseret behandling, ofte i psykiatrien eller specialklinikker som fx Center for Angst.

Samarbejde og grundig visitation

Men for at kunne implementere sådan en tidligt opsporende, forebyggende og ressourcebesparende indsats, er der nogle betingelser, der skal være opfyldt.

Man skal kunne identificere og visitere børnene til de rigtige indsatser. Her er den vigtigste pointe, at vores indsats - ligegyldig hvilken - aldrig er bedre end vores udredning.

Derfor er det utroligt vigtigt at klæde primærpersoner (som for eksempel forældre, pædagoger, lærere og PPR psykologer) på i forhold til bedre at kunne identificere børn og familier med for eksempel angstproblematikker, og at flest mulige ”led” i kommunen er informeret om indsatstrappen, samt at de kender til og ved hvilke tilbud, der er på de forskellige trin.

Derfor er informationsdeling og samarbejde på tværs af instanser i kommunen altafgørende i forhold til at kunne sætte tidligt ind.

En optimeringsmulighed, som virker godt i denne forbindelse, er at få skabt en fælles visitation for samtlige trin på indsatstrappen som kommunen leverer tilbud til (typisk trin 1 og 2). Det er langt nemmere at udvælge børnene til de forskellige trin centralt, i stedet for at forældre selv eller andre instanser uden den fornødne viden bestemmer hvilket tilbud det enkelte barn/unge eller familie skal søge/have.

På den måde er den fælles visitation ligeledes opsamlingsstedet for dem, der ikke har fået det optimale udbytte ud af trin 1 på indsatstrappen og derfor har brug for at blive sendt videre op til trin 2.

Desuden kan man hjælpe flest børn ved at have et rullende kontinuerligt optag og visitation af børn, og ved at tilbuddene på de forskellige trin starter forskudt af hinanden, således at et barn, der har brug for yderligere hjælp efter indsatsen på trin 1, kan fortsætte i en indsats på trin 2 noget tid efter.

Det er ligeledes vigtigt, at man har en plan for, hvad man gør med de børn, som ikke passer i de af kommunen udbudte tilbud. Hvor sender man dem hen? Er der andre ”trapper” til andre lidelser? Er der andre samarbejdspartnere i kommunen?

Begge dele kræver både en systematik, men ligeledes en professionalisme i forhold til at identificere hvilke børn og familier, der skal tilbydes hvad, samt identificere hvilke børn, der desværre ikke kan hjælpes med netop de tilbud kommunen tilbyder.