Artikel
Ny indsatsmodel kan styrke læringsmiljøet for anbragte børn og unge
Tre kommuner har fra 2020 til 2022 været med til at udvikle en ny indsatsmodel, der sætter fokus på samarbejdet mellem skole og anbringelsessted for at skabe et bedre læringsmiljø for anbragte børn og unge.
Mange anbragte børn og unge oplever store vanskeligheder i skolen. De trives generelt mindre godt end deres jævnaldrende, og de opnår heller ikke den samme faglige udvikling; kun 53 pct. af alle anbragte børn gennemfører obligatoriske prøver i dansk og matematik ved folkeskolens afgangsprøve. Også kun en mindre andel af anbragte unge gennemfører en ungdomsuddannelse, hvilket skaber sværere muligheder i voksenlivet.
I 2019 blev der derfor afsat midler til at udvikle og evaluere en indsatsmodel, som skal styrke læringsmiljøet på tværs af skole og anbringelsessted og dermed løfte anbragte børn og unges faglige udvikling og sociale trivsel.
Læs mere på sbst.dk
Fokus på både læring og trivsel
Indsatsen omfatter bl.a. løbende faglig sparring og vejledning til lærere på skolen og personale på anbringelsessted/plejeforældre samt formulering af fælles mål med barnet om læring og trivsel.
Fire bærende principper sætter retning for den faglige indsats:
1. Inddragelse af barnets perspektiv
2. Positive faglige forventninger til barnet
3. Et ligeligt og samtidigt fokus på barnets faglige udvikling og trivsel
4. Et fokus på sammenhængende læringsmiljøer mellem skole og hjem
Potentiale for positiv udvikling
Evalueringen af indsatsen indikerer, at modellen har potentiale til at skabe en positiv udvikling for anbragte børn og unge, når den implementeres systematisk af både anbringelsesstederne og af de fagprofessionelle fra skole- og socialområdet.
Indsatsen viser blandt andet lovende resultater i forhold til børnene og de unges indlæringsmæssige kompetencer. Eksempelvis sker der en markant stigning i andelen af børn og unge, der ikke har større udfordringer end deres jævnaldrende. Også de sociale kompetencer forbedres.
Det har ikke været muligt at vise et gennemgående fagligt løft af målgruppen, men de kvalitative resultater peger på, at flere af børnene og de unge har fået en større både faglig og social selvtillid gennem indsatsen.
Derudover oplever flere børn og unge, at de i højere grad bliver hørt og lyttet til af de voksne omkring dem.
Styrket samarbejde mellem skole og anbringelsessted
Som en del af indsatsen bliver der lavet en afdækning af barnets kognitive, faglige og sociale kompetencer. Ud fra afdækningens resultater formuleres fælles mål for læring og trivsel på tværs af skole og anbringelsessted og sammen med barnet.
Evalueringen viser et generelt styrket samarbejde mellem skole og anbringelsessted og peger på, at denne indledende afdækning sammen med arbejdet med de retningsgivende principper og den løbende rådgivning har understøttet en fælles forståelse og tilgang til barnet eller den unge.
Mens dialogen mellem anbringelsessted og skole er styrket i indsatsperioden, har myndighedsrådgivere dog kun i enkelte tilfælde indgået kontinuerligt i samarbejdet om indsatsen.
Implementering kræver ledelsesmæssig opbakning på tværs
Overordnet peger evalueringen på, at implementeringen af en tværprofessionel indsats mellem skole- og socialområdet kræver stringent systematik, opfølgning og ikke mindst ledelsesmæssig fokus og opbakning både på skole- og socialområdet.
Samtidig peger evalueringen på, at sådanne indsatser med fordel kan finansieres og forankres ledelsesmæssigt på tværs af skole- og socialområdet, og at det kræver en kulturforandring at sikre et ligeligt fokus på barnets faglige udvikling og sociale trivsel, hvis det skal lykkes.
Kommunerne er i projektperioden blevet understøttet med kompetenceudvikling og processtøtte fra Rambøll, Professionshøjskolen Absalon og STUK og er fulgt tæt af Social- og Boligstyrelsen.
Samtidig med evalueringen udgives en modelbeskrivelse til inspiration for kommuner, der ønsker at arbejde med området. Modelbeskrivelsen tager højde for de erfaringer, som er høstet med modellen undervejs i projektet.
Social- og Boligstyrelsen tilbyder desuden strategisk rådgivning til kommuner om anbragte børn og unges skolegang og læring senere i år.
Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.