Uddannelse for bæredygtig udvikling: Udfordringer og muligheder

Figur 1 er en klassisk illustration af de tre grundlæggende dimensioner af bæredygtighed.

Pointen er, at der ikke bare er overlap mellem de forskelige aspekter.

Der er også et centralt fælles felt, hvor de alle tre mødes, og hvor en bæredygtig udvikling kan formuleres og realiseres fra.

Bæredygtig udvikling i pyramideform

Figur 2 illustrerer en anden måde at forstå bæredygtig udvikling på.

Det økologiske naturgrundlag er her det vigtige fundament, der udgør selve grundlaget for, at økonomisk udvikling kan finde sted, og at vi ovenpå økonomien kan frembringe social velfærd.

Figuren fremhæver således et prioriteringshierarki: Uden økologisk bæredygtighed, ingen økonomisk bæredygtighed - og uden økonomisk bæredygtighed, ingen social bæredygtighed.

Der findes mange andre måder at illustrere idéen og idealet om bæredygtig udvikling på. Fælles for adskillige af illustrationerne er tanken om, at det er et komplekst begreb, der involverer forskellige perspektiver og ikke lader sig forstå ved at fokusere på blot et enkelt aspekt af de problemstillinger, der ofte kobles til bæredygtig udvikling, eksempelvis klimakrisen eller social-økonomisk ulighed.

Tre tematikker, der knytter sig til bæredygtig udvikling

Det er en didaktisk og pædagogisk udfordring at skulle indarbejde begrebets kompleksitet i konkrete uddannelsespraksisser. En mulig vej er at inddrage tre tematikker, der uomgængeligt knytter sig til bæredygtig udvikling, nemlig:

• Forholdet mellem bevarelse og forandring
• Forholdet mellem helhed og del
• Det genskabende princip – ’stærk’ cirkulær versus ’svag’ videreudviklende bæredygtighed

Disse tematikker er kendetegnet ved spændinger og modsætninger, der ikke findes universelle og endegyldige løsninger på, men som man netop til stadighed må forholde sig både pragmatisk og principielt til. At muliggøre dette kan ses som et grundlæggende træk ved uddannelse for bæredygtig udvikling (se Læssøe 2020).

Der er også andre vigtige forhold, herunder hvilket niveau der tales om:

individuel, mellemmenneskelig, regional og global bæredygtighed (se Illeris 2016).

Figuren viser, hvordan forskellige perspektiver og interesser afgøres af, hvilke processer og aktører der fokuseres på i undervisningen. Samtidig understreger figuren spændingen mellem del og helhed.

Bæredygtighed og Verdensmål

FN’s Verdensmål fra 2015 understreger med stor tydelighed, hvor mange sammenhængende udfordringer vi står overfor i forhold til at lykkes med reel bæredygtig udvikling. Verdensmålene kan både fungere som et stærkt grundlag for didaktiske og pædagogiske aktiviteter, men er også en understregning af hvor vigtig uddannelse er i arbejdet med at nå målene i 2030.

Ud af de 17 verdensmål skiller to sig ud ved ikke at omhandle problemer, men derimod at fremhæve centrale virkemidler til løsningen af problemerne. Det ene mål er partnerskaber (mål 17), det andet er kvalitetsuddannelse (mål 4). Uddannelse er således ikke begrænset til at være et mål i sig selv, men går igen i alle 17 verdensmål som et afgørende middel til over tid at sikre bæredygtig udvikling på alle niveauer.

Som den tidligere pyramide-figur illustrerede, er det vigtigt, hvordan vi bruger sådanne modeller til at visualisere, at nogle mål har højere prioritet end andre.

På billedet herover fremstår alle 17 verdensmål som sidestillede, men en central kritik af verdensmålene går netop på, at nogle verdensmål er vigtigere end andre i den forstand, at de danner fundament og forudsætning for at bæredygtig udvikling kan finde sted indenfor andre områder.

Kampen mod klimaforandringer (mål 13) og indsatsen for gode vand- og landforhold (mål 6, 14 og 15) er særlig vigtige, fordi de understøtter indsatsen for forbedringer på de øvrige områder. Fra dét perspektiv har forskere arbejdet med at lagdele verdensmålene for at tydeliggøre, at nogle mål danner grundlag for de andre. Det er illustreret i figur 5:

Bæredygtig udvikling i uddannelse og pædagogik

At arbejde med bæredygtighed i uddannelse og undervisning er hverken let eller noget, der kan gives endegyldige opskrifter på. Generelt har der dog indenfor forskningen været fokus på forskellen mellem en smal og en bred tilgang til koblingen mellem uddannelse, pædagogik og bæredygtig udvikling (Madsen og Lysgaard 2020).

Overordnet kan man forstå en smal tilgang som undervisning for bæredygtig udvikling, mens den brede tilgang kan forstås som undervisning som bæredygtig udvikling.

Implementeringsstrategier: Fra sporadiske ildsjæle til helskoletilgang

En af udfordringerne med arbejdet med bæredygtig udvikling i skoler er, at meget det ofte løftes af ildsjæle, der ikke altid støttes af ledelse med ressourcer. Arbejdet med bæredygtighed kan således rammesættes meget forskelligt på de enkelte skoler.

Figur 7 nedenfor illustrerer, hvordan bæredygtighed kan implementeres på forskellige måder i skolen. Eksempelvis kan bæredygtighed implementeres i enkelte fag som flerfagligt fokusområde, som tværfagligt forankrede forløb eller som transdisciplinært tiltag, hvor også lokalsamfund, erhvervs- og foreningsliv inddrages som samarbejdspartnere for skoleaktiviteter.

Skolen kan også gøre bæredygtighed til en bærende hjørnesten i selve skolens værdigrundlag og didaktiske vision. Det indebærer, at man indarbejder bæredygtighed i al skoleaktivitet, og denne tilgang kaldes derfor også for helskoletilgangen. Denne tilgang anbefales af UNESCO (jf. Carlsson 2020; UNESCO 2017: 53-54).

Afhængigt af, hvordan der arbejdes med bæredygtighed, vil der være fordele og ulemper ved den grad af integration, man vælger at gøre brug af til forskellige projekter og tiltag. Man kan fint undervise i natursyn og miljøbevidsthed i danskfaget med afsæt i et enkeltfagligt forløb om litteratur.

Er man imidlertid mere interesseret i at fremme og styrke elevernes handlekompetence, skal man snarere tænke i tværfaglighed, transdisciplinaritet og projektforløb. Flere stemmer fra forskningen og UNESCO anbefaler en sådan tværfaglig og/eller transdisciplinær tilgang til implementeringen af bæredygtighed i skolen (Jensen & Schnack 2006; Wals 2011; UNESCO 2017: 54-55).

Bæredygtighed som fag eller i alle fag?

Nogle taler for, at bæredygtighed bør have sit helt eget fag på skoleskemaet og peger på, at det netop er i overskridelsen af enkeltstående fagdiscipliner og i sammentænkningen af bæredygtighedens miljømæssige, sociale og økonomiske dimensioner, at ambitionen om bæredygtig udvikling bedst realiseres.

På den måde kan bæredygtighed forankres ét sted, hvorved man undgår risikoen for, at bæredygtig udvikling bliver alles og ingens ansvar på samme tid, og at flotte ambitioner løber ud i sandet. En indvending mod dette synspunkt er, at den forudsætter enighed om ét samlet undervisningsindhold for uddannelse for bæredygtig udvikling.

Andre argumenterer for, at bæredygtighed bør indgå i en række allerede etablerede fag og videre, at det ved en sådan implementering bliver muligt at undersøge og udfolde de mange fagperspektiver på emnet og derved skabe rum for den kompleksitet og foranderlighed, som kendetegner bæredygtighed (Vare & Scott 2007).

I dag indgår bæredygtighed i faghæfter for en række fag, herunder naturfagene, samfundsfag, historie, geografi, madkundskab og design og håndværk. I fagformålet for geografi lyder det for eksempel, at elevernes ansvarlighed over for naturen og brugen af naturressourcer og teknologi skal videreudvikles, så de får tillid til egne muligheder for stillingtagen og handlen i forhold til en bæredygtig udvikling og menneskets samspil med naturen – lokalt såvel som globalt (UVM, Fælles Mål, Geografi, stk. 3).

Afrunding

Bæredygtighed er et komplekst begreb, der både udfordrer traditionelle tilgange til didaktik og pædagogik og byder på nye og vigtige muligheder for at arbejde på tværs af fag. Bæredygtig udvikling som begreb understreger, at vi ikke kan skille tingene ad, men altid må have øje for sammenhænge på tværs af naturmæssige, sociale og økonomiske aspekter af de udfordringer, vi står overfor.

Uddannelse for bæredygtig udvikling er dermed også en bred tilgang til at tænke og praktisere uddannelse, der både rummer konkrete bud på, hvordan man kan undervise i specifikke bæredygtighedstematikker og samtidig betoner, at der skal tages pædagogisk vare på vigtige dannelsesmæssige værdier såsom deltagelse, fællesskab og demokrati.

Det er ikke nogen let opgave, men en opgave der i stigende grad er afgørende for vores alles fremtid.